Fortsæt til indhold

Den skæve kønsfordeling

Demografi: Mænd udgør generelt et lille flertal i forhold til kvinder. Men i nogle områder af verden er der flest kvinder – eksempelvis i de tidligere sovjetrepublikker.

Udbredt alkoholmisbrug i Rusland og i de tidligere sovjet-republikker er en hyppig døds- årsag blandt mændene. Her bliver rusen sovet ud på en bænk i Moskva. Foto: AP
Weekend
Julia Smirnova, The Washington Post

WASHINGTON

Generelt set er der lidt flere mænd end kvinder i verden. Ifølge FN’s prognoser for 2015 er der 101,8 mænd for hver 100 kvinder. Faktisk er tallet for mænd steget gradvist hvert år siden 1960.

Men et kort, som Pew Research Center har udarbejdet med udgangspunkt i de seneste tal fra FN, viser tydeligt, at kønsfordelingen er skæv i nogle områder af verden. I de tidligere Sovjetlande, er der f.eks. flere kvinder end mænd. mens der omvendt er flere mænd end kvinder i Asien, de arabiske lande og Nordafrika.

Letland, Litauen, Armenien, Hviderusland, Rusland, Ukraine og Estland er blandt de lande, der har den største kvindelige befolkning. I selvsamme lande er der også meget stor forskel på mænd og kvinders forventede levealder.

I Hviderusland har mænd en forventet levealder på 65,3 år, mens kvinder kan forvente at blive 77 år. Kun i det krigsramte Syrien er forskellen på mænd og kvinders forventede levealder større.

Fordelingen af mænd og kvinder i de enkelte lande ændrer sig i takt med alderen. I Rusland kan man tydeligt se, at kønsfordelingen ændrer sig i forhold til aldersgrupperne. Der er f.eks. flere nyfødte drenge end piger i Rusland, og det er den samme tendens hver år. Mænd fortsætter med at overgå kvinder i antal, indtil de er 31 år. Fra 32-årsalderen er der flere kvinder end mænd, og den forskel vokser sig større for hvert år, der går.

Unge mænd dør tidligt

Hvis vi tager et kig på de tidligere sovjetlandes historie, forklarer den langt hen ad vejen den ulige kønsfordeling. Demografien i den tidligere Sovjetunion er især blevet påvirket af begivenheder i det 20. århundrede.

Ifølge den allerførste folkeoptælling i Rusland i 1897 var der 98,9 mænd for hver 100 kvinder. Det er stort set den samme kønsfordeling, som man ser i USA i dag, hvor der er 98,3 mænd for hver 100 kvinder. Andelen af kvinder i Rusland begyndte at vokse under Første Verdenskrig, og den tendens fortsatte under den russiske borgerkrig, årene med hungersnød og den store udrensning i Sovjetunionen.

Ifølge folkeoptællingen fra 1939 var der 91,9 mænd for hver 100 kvinder. Så kom Anden Verdenskrig, og det fik katastrofale følger for befolkningen i Sovjetunionen, fordi der var så mange mænd, som faldt i krigen. I 1959 var der 81,9 mænd for hver 100 kvinder i Sovjetunionen med store forskelle blandt de lande, som blev direkte berørt af krigen (79,7 i Ukraine), og de lande, der ikke blev det (92,3 i Usbekistan).

Skævheden blev dog efterfølgende udlignet lidt, og i 1989, kort tid før Sovjetunionen blev opløst, var der 89,5 mænd for hver 100 kvinder i USSR. Tallet var 88,1 for de russiske territorier.

Barnemord i Kina og Indien

Forskellen mellem de to køn begyndte at vokse igen i 1990’erne som følge af en stigende dødelighed blandt yngre mænd. De fleste dødsfald blandt den yngre, mandlige befolkning i Rusland skyldes alkoholmisbrug eller ulykker, hvor alkohol er indblandet. Det sagde den russiske sundhedsminister Veronika Skvortsova i 2014.

Det omvendte gør sig gældende i Kina og Indien, som begge er kendt for abort af pigefostre og barnemord blandt piger. Der er 106,3 mænd for hver 100 kvinder i Kina, mens Indien har 107,6 mænd for hver 100 kvinder. Denne skævhed kan ifølge eksperter føre til flere tilfælde af vold og mord, og det er et problem for samfundet. De kinesiske myndigheder bekymrer sig over tendensen, og kæmper for at gøre noget ved den skæve kønsfordeling. Blandt andet har de gjort straffen for abort af pigefostre meget hårdere, og i landområder er forældre til piger berettiget til en større pension.

Forskellen er endnu større i de Forenede Arabiske Emirater og Qatar, hvor der er 274 mænd hver gang, der er 100 kvinder. Den primære årsag til dette er det store antal udenlandske arbejdere, som kommer til de arabiske golfstater uden familie.

© The Washington Post
Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.