Erhverv
0

Arving bag kendt solcreme sælger familiens livsværk

Anne Kirstine Riemann er blevet mangemillionær på solcremefirmaet Riemann. Nu har hun solgt firmaet.

Anne Kirstine Riemann, adm. direktør i Riemann, som hendes far stiftede i 1979.

Den danske familievirksomhed Riemann A/S, der bl.a. står bag den kendte solcreme P20, er blevet solgt.

Arving og hovedejer Anne Kirstine Riemann har sagt ja til at afhænde firmaet til den norske koncern Orkla, der er Nordens største leverandør af mærkevarer til dagligvarehandlen.

Det oplyser Orkla i en pressemeddelelse.

Dermed giver Anne Kirstine Riemann slip på det firma, som hendes far Claus Riemann stiftede i 1979. Arvingen har i 14 år været største aktionær i Riemann, der har gjort hende til mangemillionær.

Men nu har hun altså valgt at sælge familiens livsværk.

Solcremen P20

Da Riemann A/S begyndte at sælge solcremen P20 med en faktor 20 – deraf navnet - var det den første solcreme i Europa med faktor 20. I dag er faktor 20 i den lave ende, og Riemann laver solfaktor op til 50+

Solcremen P20 udviklede Claus Riemann til en ven, der var læge i Kenya, og ikke kunne nøjes med faktor to eller fire, som var normalt dengang.

Ifølge Orkla får man med købet af Riemann en attraktiv virksomhed, der er stærk på Orkla-koncernens vækstmarkeder.

»Opkøbet indebærer også potentiale for synergier med vores eksisterende aktiviteter,« udtaler Stig Elbert Nissen, executive vice president i Orkla Care, i pressemeddelelsen.

Riemann A/S har hovedsæde i Hillerød og beskæftiger knap 50 ansatte. I fjor tjente virksomheden 11 mio. kr. efter skat - og Anne Kirstine Riemann kunne trække 8 mio. kr. ud i udbytte.

Den nu forhenværende ejer af solcremefirmaet har tidligere været tæt på at sælge familiefirmaet. I 2015 fik hun tilbudt et trecifret millionbeløb fra en udenlandsk virksomhed, men fortrød i sidste øjeblik.

I stedet takkede hun nej til de mange millioner, fyrede Riemanns direktør, som samarbejdet var kørt skævt med i løbet af salgsprocessen, og indsatte sig selv som direktør igen.

For nyligt valgte Anne Kirstine Riemann imidlertid igen at afsøge mulighederne for et salg. Hun hyrede, ifølge Børsen, rådgiverhuset Atrium Partners til at afsøge terrænet efter en køber.

Den køber blev Orkla, der i forvejen ejer kendte danske brands som Kims og Odense Marcipan.

Gennem sine private selskaber er Anne Kirstine Riemann god for over 125 mio. kr. Med salget af Riemann-koncernen er det tal nu blevet væsentligt større.

BRANCHENYT
Læs også