Fortsæt til indhold

Chr. Hansen-direktør træder tilbage

Cees de Jong har valgt at stoppe som topchef i Chr. Hansen.

Investor

Den danske ingredienskoncern Chr. Hansen, der årligt omsætter for 8 mia. kr., skal have ny topchef.

Den nuværende topchef, Cees de Jong, har således valgt at stoppe i sin rolle for at forfølge en karriere som bestyrelsesmedlem uden for Chr. Hansen.

Det oplyser Chr. Hansen i en fondsbørsmeddelelse.

Chr. Hansen har indledt en proces med at finde afløseren for Cees de Jong, der har været på posten som topchef i fem år. Indtil en afløser er fundet, vil han forblive i koncernen.

Ole Andersen, bestyrelsesformand i Chr. Hansen, roser Cees de Jong for hans indsats i ingredienskoncernen.

»Når Cees de Jong forlader Chr. Hansen, vil det være en langt stærkere virksomhed, end da han tiltrådte, og med spændende fremtidsperspektiver. Jeg ser derfor frem til at finde og udpege en ny adm. direktør for Chr. Hansen blandt de meget stærke kandidater, der utvivlsomt vil være til denne attraktive stilling,« siger han i en fondsbørsmeddelelse.

Selv kalder Cees de Jong det et privilegium at have stået i spidsen for Chr. Hansen i fem år.

»Selv om jeg nu vælger at forfølge en anden karriere, vil jeg fortsat være fuldt engageret i min rolle som adm. direktør for Chr. Hansen, indtil min afløser er på plads,« siger han.

Chr. Hansen har eksisteret i mere end 140 år, og ifølge koncernen forbruger over én mia. mennesker hver dag produkter, som indeholder koncernens ingredienser.

Artiklens emner
Chr. Hansen
Cees de Jong