Topdirektør forlader direktionen efter 25 år i dansk milliardvirksomhed
Knud Vindfeldt træder ud af direktionen i Chr. Hansen efter 11 år på posten.
Den danske enzymvirksomhed Chr. Hansen rokerer rundt i toppen. Knud Vindfeldt, der har været ansat i virksomheden i 25 år, skal ikke længere være vicedirektør. Det skriver selskabet i en fondsbørsmeddelelse.
Knud Vindfeldt har siddet ved direktionsbordet i Chr. Hansen siden 2005, og i i fjor blev han forfremmet til vicedirektør. Og når han udtræder den 28. februar i år, vinker han ikke farvel til Chr. Hansen og formentlig heller ikke til direktionsbordet. For selv om han udtræder af direktionen, fortsætter han i en rolle som rådgiver for administrerende direktør Cees de Jong. I første omgang fra marts og seks måneder frem.
»Knud har været en af hovedkræfterne bag Chr. Hansens succes på mejerimarkedet, og han har været utrættelig i sine bestræbelser for at sikre fortsatte forbedringer i vores strategiske, driftsmæssige og finansielle resultater,« udtaler Ceed de Jong.
Selskabet har for nyligt ansat en ny forskningsdirektør, Thomas Schäfer, som er udset til på længere sigt at overtage Knud Vindfeldts plads i direktionen, som nu består af administrerende direktør Cees de Jong samt finansdirektør Søren Westh Lonning.
»Chr. Hansen er et helt igennem fremragende selskab, og det har været en fantastisk rejse for mig, som jeg er stolt af at have været med på. Virksomheden er i sin bedste form nogensinde og leverer solide resultater. Med så stærke efterfølgere på plads er jeg overbevist om, at det er det rigtige tidspunkt for mig at træde tilbage på. I de kommende måneder skal vi nok sørge for en perfekt overdragelse af opgaverne,« udtaler Knud Vindfeldt.
Pensionsopsparingen er sikret. I februar i fjor solgte Knud Vindfeldt nemlig aktier for 26 mio. kr.
Chr. Hansen har i samme ombæring forfremmet Torsten Steenholt til koncerndirektør med ansvar for Global Operations og medlem af virksomhedens øverste ledelsesteam, Corporate Leadership Team.
Chr. Hansen omsatte for over mia. kr. i det forskudte regnskabsår 2015/16 og fik et overskud på 1,36 mia. kr.

