Finans Impact

Tænk sig engang.

1.352 dage skulle der gå fra statsminister Mette Frederiksen (S) og en række andre regeringschefer præsenterede visionerne om et grønt kraftcenter i Nordsøen, til de fandt den nødvendige - og temmelig dyre - værktøjskasse frem.

Visionerne blev første gang serveret på den vindblæste havn i Esbjerg i maj 2022. Havvind i Nordsøen skulle tidobles inden 2050, lød det. Året efter blev de politiske målsætninger fordoblet, da flere lande kom med i aftalen. Men lige meget hjalp det.

Få et kritisk indblik i erhvervslivets klimaløsninger og trends med klimaredaktør Jakob Martini direkte i din indbakke hver uge. Skriv dig op til nyhedsbrevet ”Finans Impact” her.

Det ene storstilede havvind-projekt efter det andet er siden kæntret, mens politikerne kiggede på.

Det skete for den danske energiø i Nordsøen, der ellers blev serveret som en indtjeningsmaskine for staten, der samtidig ville kunne forsyne 10 mio. husstande med grøn strøm. Det skete for de seks danske havvindparker, som ingen private selskaber ville bygge, fordi økonomien vaklede. Og det skete for en række andre store projekter i landene omkring.

Dengang var det primære argument, at havvindmøllerne skulle løse klimakrisen. Sådan er det ikke mere.

Nu handler det om sikkerhedspolitik. Og det er den oplagte forklaring på, at ni lande i mandags var samlet i Hamborg for at underskrive en aftale, der rummer de afgørende tiltag, der vil gøre det muligt at få visionerne ført ud i livet.

Den samlede vision om at installere 300 gigawatt havvind i Nordsøen i 2050 er ikke blevet ændret, men det er værktøjskassen - og betalingsvilligheden - i allerhøjeste grad.

Forklaringen er, at Europa ikke har andre muligheder, hvis man vil være selvforsynende med energi inden for en overskuelig fremtid.

I modsætning til USA er olie- og gasressourcerne forholdsvis begrænsede. Solceller og landvindmøller møder folkelig modstand. Og de traditionelle store atomkraftværker tager mindst 10-15 år at bygge, mens næste generation af små fleksible reaktorer endnu ikke virker.

Så selv om alle teknologierne vil indgå i mikset, bliver havvind udset som en uundgåelig kilde til hjemmeproduceret europæisk energi. Og det er man nu klar til at betale for.

Det vækker ikke overraskende begejstring i vindindustrien, der har været igennem en mildt sagt turbulent periode. Spørg bare i Ørsted og hos de mange danske underleverandører til vindindustrien.

»Vi får stort set alt det, vi har ønsket os,« jublede DI’s vicedirektør Troels Ranis efter mandagens aftale og insisterede på, at rammerne nu er på plads til at føre de politiske visioner ud i virkeligheden.

Det paradoksale er, at USA’s klimafornægtende præsident efter alt at dømme har haft afgørende betydning for beslutningen.

Da målsætningerne i sin tid blev sat på Esbjerg Havn, havde Putin allerede invaderet Ukraine. Men ønsket om at blive uafhængig af russisk gas var tilsyneladende ikke nok til, at politikerne ville finde de nødvendige værktøjer frem.

Først nu, hvor Donald Trump har fået det geopolitiske fundament til at vakle, er der enighed om, at løsningen på den russiske gas ikke er at importere flydende gas fra USA.

Så mens Trump har banket løs på havvindindustrien, har han også fået vækket Europas politikere og skubbet gang i historisk store forsvarsinvesteringer. Og i min optik er der ingen tvivl om, at det var det, der mandag fik Nordsølandene til at vifte med blanko-check til havvind.

Nu kræver det så bare, at EU-landene ikke læner sig tilbage og tror, at opgaven allerede er løst.

For det første skal der eksekveres på aftalen. Og for det andet har toppolitikerne endnu ikke talt om den anden side af ligningen, nemlig elektrificeringen af alt fra transport og boligopvarmning til de store virksomheders fossildrevne produktion.

Hvis ikke samfundet omstiller sig til at bruge strøm i stedet for olie og gas, er havvindmøllerne ikke meget værd. Og sidst jeg tjekkede, havde Europas elektrificeringsgrad ikke flyttet sig i flere årtier.

Statsminister Mette Frederiksen og Tysklands forbundskansler Friedrich Merz indgik mandag en aftale om at bygge Energiø Bornholm. FOTO: Ronny Hartmann/AFP/Ritzau Scanpix

Og når vi nu er ved elektrificeringen, så er statsejede Energinet blevet en bremseklods for den udvikling herhjemme. Det har vi skrevet en del om i den forgangne uge, hvor nye skeletter er væltet ud af skabet.

Det - og meget mere - kan du læse mere om i ugens artikeloverblik.

Nyheder

Virksomheder må undvære strøm i stikkontakten efter nye kvaler i Energinet: »Det sætter samfundet i stå«
Mere end 50 virksomheder får nu bremset deres forretningsplaner, fordi der mangler kapacitet i elnettet. Det oplyser landets elnetselskaber, der retter en hård kritik mod statens monopolselskab Energinet.

Virksomhederne frygter kineserne efter bornholmsk »verdensnyhed«
De hårdt prøvede danske underleverandører til vindmølleindustrien tør ikke tro på det kommende havvindprojekt ved Bornholm, før det bliver mere håndgribeligt. Og samtidig er der en lurende bekymring for, at kineserne får en fod indenfor.

Statens milliardsatsning truet af totalt kollaps: »Dette udbud er simpelthen så uigennemtænkt«
Klimaminister Lars Aagaard (M) lokker med 28,7 mia. kr. til virksomheder, der vil opfange og lagre kuldioxid, men ministeren og myndighederne fejler på et helt centralt punkt. Det er nemlig yderst usikkert, om man overhovedet kan lagre CO₂’en under den danske muld inden for udbuddets tidsgrænse, lyder kritikken fra en række aktører. Efter denne artikel blev publiceret er udbuddets deadline i øvrigt blevet udskudt til onsdag i næste uge.

Ugens klimatal

303

milliarder tønder olie gemmer sig i Venezuelas undergrund, men ifølge The Times bliver de dyre for Donald Trump at få hentet op.

Få et kritisk indblik i erhvervslivets klimaløsninger og trends med klimaredaktør Jakob Martini direkte i din indbakke hver uge. Skriv dig op til nyhedsbrevet ”Finans Impact” her.