Fortsæt til indhold

Stor plan: Sådan vil regeringen skabe vækst i hele landet

100 tiltag skal skabe vækst i hele Danmark, lyder det i en ny stor plan, som Venstre-regeringen netop har fremlagt. Pris: Ni milliarder kroner.

Under overskriften ”Vækst og udvikling i hele Danmark” har Venstre-regeringen mandag formiddag præsenteret mere end 100 tiltag, der ifølge regeringen vil bidrage til at øge væksten i dansk økonomi.

»Det er noget, der for alvor kan gøre en forskel for at Danmark bedre kan hænge sammen,« siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) på et pressemøde i Nørre Snede i Midtjylland.

»Vi har som en del af regeringsgrundlaget lagt afgørende vægt på at få lavet en strategi for udviklingen, også udenfor de større byer. Det er noget af det, der skal være med til at understøtte en fremtidig bosætning, men ikke mindst være med til at sikre, at vi både kan fastholde og udvikle arbejdspladser, som er med til at skaffe velstand til nogle af de kommuner, der er under pres på baggrund af at virksomheder lukker og folk flytter.«

Der er tale om tiltag på en lang række forskellige områder:

Blandt tiltagene er en "bredbåndspulje", der skal sikre bedre bredbåndsdækning i yderområder. At det skal gøres billigere at pendle over Storebælt. At færgetaksterne til småøer bliver sat ned. En ophævelse af strandbeskyttelseslinjens forbudszone, når det gælder bynære områder mellem by og havn. En lempelse af skilteloven, så private får mulighed for i højere grad at opsætte skilte ved veje. En liberalisering af den såkaldte planlov, så der fremover vil være færre restriktioner på butikkers størrelse og placering. Og en plan for landbrugs- og fødevareerhvervet.

»Hvis vi ikke handler nu, risikerer vi at Danmark bliver et frilandsmuseum,« siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).

Initiativerne vil give et varigt løft i det danske bruttonationalprodukt på 2,5 mia. kr., vurderer regeringen. Prisen for de mange initiativer vil blive ni mia. kr. frem mod 2019.

Regeringen har i deres udspil oplistet detaljerne i planen således:

Både organisationer og oppositionen på Christiansborg har udtrykt sig kritisk om en række af regeringens forslag. Hos SF og Radikale frygter man blandt andet, at bebyggelse på strande vil skade unik natur og skræmme turister væk.

Hele planen kan ses på Erhvervs- og Vækstministeriets hjemmeside.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Naturbeskyttelse
Eva Kjer Hansen