Her er de 10 vigtigste nyheder fra Finans fredag morgen
Få et hurtigt overblik over nattens og morgenens vigtigste nyheder.
Ejerne har talt: Pensionskasser køber sig ind i Nykredit. Et stort flertal i ejerforeningen bag Nykredit har vedtaget, at fem pensionskasser skal have lov til at købe en luns af realkreditselskabet. Salget betyder samtidig, at Nykredit dropper planerne om en børsnotering.
Efter shitstorm, kapitalbøvl og opgivet børsnotering: Nu skal Nykredit bruge al energi på kunderne. For koncernchef Michael Rasmussen er det et vendepunkt, at Nykredits ejerforhold er blevet afklaret. Det betyder, at alle ressourcer nu målrettes kunderne.
Nordsjællandsk olierigmand overvejer schweizisk skattefinte. Olierigmanden Jørgen Hallundbæk, der stiftede Welltec for mere end 20 år siden, overvejer at rykke ejerskabet af den danske virksomhed til Schweiz for at spare i skat. Welltec kæmper med en stor gæld.
Udnævnelsen af Bjarne Corydon til direktør og chefredaktør for Dagbladet Børsen er på den ene side kontroversielt - og på den anden side helt oplagt, mener iagttagere. Finans tegner et portræt af "Blå Bjarne", der nu skal stå i spidsen for det borgerlige Danmarks vel nok stærkeste symbol.
LA og Cepos: Regeringen snyder på vægtskålen i skatteudspil. Selv om antallet af personer, der har en ringe økonomisk gevinst ved at arbejde, falder, kritiseres regeringen nu for at bagatellisere problemets reelle omfang. Løkkes regering beregner på en måde, som Løkke selv har kritiseret. (JP)
Dansk møbelgigant fyrer direktøren. Uenighed med ejerne koster chefen for landets største møbelproducent, Tvilum, jobbet. Andrew Long er med øjeblikkelig virkning fratrådt.
Regeringen dropper plan om statsbank - men tager hele risikoen på boliglån for op mod 200 mia. kr. Regeringen vil efter et omfattende slagsmål ikke længere tage almene boliglån fra realkreditsektoren og over på egen bog. Til gengæld vil man nu have en betaling for den statsgaranti, man giver realkreditinstitutterne. En garanti, der samtidig bliver markant udvidet.
Dansk modevirksomhed: Vi er blevet kuppet til black friday. Den fremadstormende danske modevirksomhed Rains er ufrivilligt blevet en del af tilbudsdagen black friday. Selskabet anlægger faktisk sag mod en samarbejdspartner, fordi selskabets produkter nu kommer til salg i Føtex og Bilka. Dansk Supermarked, der står bag de to varehuskæder, beskyldes for ufine metoder.
Internationalt opråb: Danmark skal bremse stigende boligpriser. Det seneste indgreb mod de stigende boligpriser i Danmark er for mildt, og det øger risikoen for en boligboble – især i København. Sådan lyder advarslen fra en af verdens førende tænketanke, Bruegel. (Berlingske Business)
Endomondo-rigmand jagter milliardstort madmarked. Jakob Nordenhof Jønck og Thomas Stilling Ambus, der blev rige på salget af Endomondo, kaster nu et tocifret millionbeløb i måltidskasser - uden kød. Måltidskasserne skal leveres i Danmark og senere hen i udlandet. (Børsen)
Har du fået overblikket? Du kan også få de vigtigste nyheder direkte i mailboksen eksklusivt udvalgt af vore redaktører ved at tilmelde dig vores morgenbriefing.


