Ny fortællerduo vil hive verdensberømt - og glemt - dansker frem i lyset
Succesfortælleren Tom BukSwientys og den prisbelønnede filmproducer Klaus Birchs nye Saxofilm har høje ambitioner med flere store projekter og planer.
Forfatteren Tom Buk-Swienty og filmproduceren Klaus Birch har dannet et nyt filmselskab Saxofilm, hvis formål er at skabe historiske film og tv-serier baseret på Tom Buk-Swientys bøger og makkerparrets fælles idéer med base på havnefronten i Svendborg.
For nylig havde selskabet premiere på filmen ”Angrebet på Als”, slaget, der afgjorde krigen i 1864, på Historiecenter Dybbøl Banke, der måske følges op af en tv-udgave, oplyser Klaus Birch. Både Danmarks Radio og museer samt streamingstjenester som Netflix og Viaplay, der er optaget af kvalitet med lang holdbarhed, er inde i billedet til kommende produktioner af Saxofilm.
Vi fandt ud af, at vi svinger fantastisk godt sammen, og at der er et voksende marked for historiske film i kraft af den betydelige historieinteresse, man oplever i disse år.Klaus Birch, filmproducent
»Vi fandt ud af, at vi svinger fantastisk godt sammen, og at der er et voksende marked for historiske film i kraft af den betydelige historieinteresse, man oplever i disse år. Tom evner at skrive i billeder, og jeg er visuelt anlagt,« siger Klaus Birch om baggrunden for det tætte samarbejde, der bunder i et venskab på snart en snes år med tilhørende arbejdsrelationer.
Snart manuskriptforfatter
De to partnere er næsten jævnaldrende. Klaus Birch er 55 år, Tom Buk-Swienty 51 år.
Klaus Birch har produceret mere end 200 enkeltstående og seriebaserede dokumentarprogrammer til TV 2 og DR.
Han har bl.a. været ansat på TV 2 og Nordisk Film og siden 2001 drevet B-film, som han fortsætter med ved siden af samarbejdet i Saxofilm. Om få måneder er han færdig med uddannelsen som manuskriptforfatter på Syddansk Universitet.
Klaus Birch fik i 2003 tildelt prisen for Årets Dokumentar for ”Sorgens børn” og Årets originale TV-program 2016 for ”Rebellen fra Langeland”. På hans cv figurerer desuden nomineringer til Cavlingprisen og TV-Guld-prisen. Klaus Birch skabte bl.a. ”Slagtebænk Dybbøl” til DR efter Tom Buk-Swientys bestseller.
Tom Buk-Swienty bragede gennem den litterære lydmur med ”Slagtebænk Dybbøl” (2008) om slaget den 18. april 1864 og fortsættelsen ”Dommedag Als”, kampen om Danmarks eksistens (2010).
International dokumentar
Saxofilm tager i et andet filmprojekt også afsæt i Sønderjylland i anledning af 100-året for Genforeningen 2020. Det er meningen, at Tom Buk-Swienty skal rejse rundt i landsdelen og fortælle om afgørende lokaliteter og mennesker.
Parret er i fuld gang med at lave en international dokumentarfilm om Jacob A. Riis (1849-1914), der forlod fødebyen Ribe og udvandrede til USA, hvor han havde beskæftigelse bl.a. som tømrer, skov-, mine- og mølleriarbejder og derved fik et enestående indblik i New Yorks fattigkvarterer. Som politireporter på New York Times og Evening Sun afslørede han slumkvarterernes sociale misforhold, dokumenteret med egne fotografier, der gjorde ham berømt og ven med politipræfekten i millionbyen, den senere præsident Theodore Roosevelt.
Tom Buk Swientys forfatterskab omfatter tillige ”Den ideelle amerikaner”. En biografi om journalisten, reformisten og fotografen Jacob A. Riis” (2005) og ”Ren kjærlighed kan jo aldrig dø. Jacob A. Riis’ dagbøger” (2007), der nu omsættes i en dokumentarfilm til Sydvestjyske Museer i anledning af, at der indrettes et Jacob A. Riis Museum i Ribe, og til Danmarks Radio. Forfatteren konsulterede flittigt amerikanske arkiver og blev så fortrolig med Ribes topografi under forarbejdet, at han er i stand til at følge Riis’ færden i fødebyen.
Blixen-biografi på vej
Saxofilm har også planer om at filmatisere Tom Buk-Swientys ”Det ensomme hjerte” fra 2017, fortællingen om en musikalsk tyskers utrolige odyssé gennem Anden Verdenskrig og hans drøm om at blive dansker. Bogen, der af kritikerne blev hævet til skyerne, fortæller om Hans Horn, som voksede op i mellemkrigsårene, hvor han blev hvirvlet ind i det nazistiske Tysklands vanvittige krig.
Det historiske materiale kom Tom Buk-Swienty i hænde, da familiemedlemmer henvendte sig til ham med Hans Horns erindringer garneret med fornemme akvareller. Tyskeren endte i Danmark som en afholdt praktiserende læge.
»Vi synes, at ”Det ensomme hjerte” rummer stof til en spillefilm. Jeg håber også, at den biografi, jeg for tiden arbejder på om Karen Blixen, har et tilsvarende potentiale,« siger Tom Buk-Swienty, der for otte år siden droppede undervisningsjobbet på Syddansk Universitet, hvor han dog fortsat er adjungeret professor, og helt koncentrerede sig om forfatterskabet og foredragsvirksomheden.
Tom Buk-Swienty har skrevet om Karen Blixens familie i bøgerne ”Kaptajn Dinesen. Ild og blod”, ”Kaptajn Dinesen. Til døden os skiller” og ”Tommy og Tanne”. Nu gælder det selve hovedpersonen. For et par dage siden rejste Tom Buk-Swienty til Kenya ved ækvator, hvor han har lejet en hytte, der på mange måder minder om Karen Blixens farm, og hvor han forsøger at genskabe stemningen fra den verdensberømte danskers tid.
»Vi er i gang med at kontakte flere kendte familier, hvis historie er tilstrækkeligt spændende til såvel bøger som filmkrøniker,« siger de to stiftere.


