Fortsæt til indhold

Briefing Morgen:

Biocirc beder sine ejere om flere penge

Briefing

GODMORGEN

Den sidste vinterdag står for døren. Det samme gør ugens sidste morgenbriefing fra Finans.

God fornøjelse.

Collage: PR-foto/Anders Thykier

Biocirc beder ejere om flere penge
Efter to måneder med uro og magtkampe beder biogasvirksomheden Biocirc nu sine ejere om flere penge. Finans erfarer fra flere af hinanden uafhængige kilder, at virksomheden har indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling om to uger, hvor det skal besluttes at udvide aktiekapitalen med op til 300 mio. kr. Der skal sælges aktier med kæmpe prisnedslag.

Pensionskasser vil sætte milliarder i forsvarsobligationer
Pensionsbranchen foreslår, at staten udsteder forsvars- og sikkerhedsobligationer for at finansiere en del af de mindst 120 mia. kr., som skal investeres ekstra i dansk oprustning i de næste år. Sektoren erklærer sig klar til at investere milliarder af kroner i forsvarsobligationer på markedsmæssige vilkår. En økonomiprofessor fra CBS er dog stærkt kritisk over for ideen..

Tilsyn sætter kriseramt forsyningsselskab under lup
Efter måneders kaos og nye massive prisstigninger hos det kriseramte Odsherred Forsyning, vil Forsyningstilsynet nu have en forklaring. Tilsynet går ind i sagen, efter det vestsjællandske forsyningsselskab tidligere på ugen varslede omfattende prisstigninger på op til 68 pct. til sine kunder.

Eksperter sår tvivl om Dan Jørgensens supervåben
Det er for optimistisk at tro, at EU’s energikommissær med et nyt supervåben i hånden kan sikre danske forbrugere og virksomheder lavere elpriser. Det vurderer flere kilder i energisektoren efter at have nærlæst hele den grønne pakke, som energikommissær Dan Jørgensen præsenterede onsdag.

Salgsrygter udstiller uenighed i regeringen om Ørsted
Midt i en dyb krise, der har kostet Ørsted milliarder, er den danske energikæmpe blevet ramt af kraftige salgsspekulationer. Det statsejede norske energiselskab Equinor bliver nævnt som interesseret. Sagen rejser spørgsmål om fremtiden for Ørsted og udstiller uenighed i regeringen.

Internationalt

Trump sætter dato på nye toldsatser
En 25 procents toldsats mod Mexico og Canada træder i kraft fra 4. marts. Det skriver den amerikanske præsident, Donald Trump, på sit sociale medie, Truth Social. Samme dato vil der komme en 10 procents toldsats på kinesiske varer, forlyder det.

Tesla vil konkurrere med Uber
Tesla har søgt om tilladelse til at drive en kørselstjeneste i den amerikanske delstat Californien. Hvis Tesla får grønt lys, vil selskabet kunne konkurrere med samkørselstjenester som Uber, Lyft og Waymo.

Fed sender signaler om rentero
Beth Hammack, der er chef for den amerikanske centralbanks afdeling i Cleveland, ser ikke det nuværende renteniveau som værende for alvor restriktivt og opfordrer til ro. Sådan lyder det i en tale torsdag aften dansk tid.

Podcast

Finans Global: Kina spiller en afgørende rolle i Tysklands krise
Tyskland er i krise – dyb krise, og nu har tyskerne så været til valg. I denne uges Finans Global kan du høre, hvorfor det er så vigtigt for Danmark at Tyskland får vendt krisen, hvorfor Kina spiller en afgørende rolle, og hvilke enorme udfordringer der venter en ny kansler.

Debat

Trump ryster verden: Det rammer virksomhedernes opkøb
2025 bliver et år, hvor strategisk timing og finansiel forsigtighed vil være afgørende for succesfulde handler, og hvor danske virksomheder i stigende grad må kigge mod Europa for at finde de bedste opkøbsmuligheder. Læs hele kommentaren fra Jesper Duelund, managing partner hos Marktlink.

Børs

Markant nedtur på Wall Street
Torsdagen bød på noget af en nedtur på det amerikanske aktiemarked. Faldene tog til dagen igennem, hvor chipkæmpen Nvidia førte an blandt de store selskaber i en markant nedtur. Det kostede dyrt på Wall Street, hvor S&P 500 lukkede i det laveste niveau i seks uger, mens Nasdaq ramte laveste punkt siden november. Chipkæmpen præsenterede gode, men ikke fantastiske tal for fjerde kvartal onsdag, og navnlig prognosen gav anledning til rynkede bryn hos investorerne, der sendte aktien ned med over 8 pct.

Det sker i dag

  • Erhverv: U.I.E. kommer med årsregnskab. Per Aarsleff kommer med regnskab for 1. kvartal.
  • Økonomi: Danmarks Statistik udgiver lønindeks for 4. kvartal af 2024, statistik for luftfart og tal for arbejdsløsheden i januar.
  • Udenlandsk erhverv: Allianz og IAG kommer med årsregnskaber.
  • Udenlandsk økonomi: Både Frankrig og Tyskland kommer med inflationstal for februar. Japan kommer med tal for detailsalg, industriproduktion og Tokyo forbrugerpriser. USA kommer med tal for engroslagre, personlig indkomst, PCE-kerneprisdeflator og Chicago PMI.

PS...

Jyske Bank når milepæl
Birgitte Haurum står til at blive nyt medlem af Jyske Banks bestyrelse, hvor hun afløser Keld Norup. Dermed kommer bestyrelsen til at bestå af seks kvinder og fem mænd, og det er ifølge Jyske Bank første gang, at kvinder udgør flertallet i bestyrelsen for en af landets større banker.