Briefing Morgen:
De store banker bløder: Hundredtusindvis af danskere har skiftet til lokalbank
GODMORGEN
Og tak fordi du starter din dag her hos Finans.
På blot syv år har næsten 400.000 danskere vendt ryggen til de store banker og i stedet valgt en lokalbank. Nye tal fra Lokale Pengeinstitutter, der holder årsmøde i Aalborg i dag, afslører en markant udvikling i danskernes bankvalg – og et tydeligt behov for nærværende rådgivning.
Læs mere om dette i dagens udgave af Briefing Morgen, som også fortæller om andre spændende sager fra Finans.
God fornøjelse!
Den øverste chef i brancheorganisationen Lokale Pengeinstitutter, Jan Kondrup, mener, at de lokale banker har lige så store muskler til at udvikle nye produkter som de store banker. Foto: Arkiv
De store banker bløder: Hundredtusindvis af danskere har skiftet til lokalbank
Hvad der svarer til det samlede antal kunder i en mellemstor dansk bank, har vendt ryggen til de store banker og skiftet til en lokalbank i de seneste syv år. Det viser nye tal fra de lokale bankers interesseorganisation, der holder årsmøde i dag i Aalborg.
Efter fem års klimakamp: Nu skruer Danica bissen på over for energisektorens syndere
Danica er de seneste fem år lykkedes med at reducere klimaaftrykket fra de mest klimatunge sektorer i selskabets investeringsportefølje med 52 pct. Samtidig erkender pensionsselskabet, at dialog med de største klimasyndere ikke længere er vejen til nye reduktioner.
Vil bruge milliarder på havvind: Lækket notat viser effekten på elregningen
Ifølge et notat fra klimaministeriet kan en almindelig husstand se frem til mellem 50 kr. og 250 kr. i lavere elregning, mens landets største virksomheder kan spare millioner om året som følge af ny havvind. Besparelsen kommer dog sandsynligvis med en pris i form af statsstøtte i milliardklassen.
Boligpriser på himmelflugt: Højeste niveau nogensinde
Priserne på alle tre boligtyper har på landsplan aldrig været højere. I en kommune flirter markedet med fartgrænsen, påpeger cheføkonom.
Kapitalfonds opkøb af TDC skaber dyb bekymring: »Det er et kæmpe problem«
Salget af TDC til den omstridte kapitalfond Macquarie bekymrer på Christiansborg og undrer ekspert, der har svært ved at se, hvad kapitalfonden vil med selskabet.
Flere kvinder indtager ledelsesgangene i finanssektoren
Andelen af kvinder i finanssektorens ledelseslag er nemlig steget de seneste år. Siden 2019 er andelen af kvinder i bankernes ledelse vokset med knap 3 procentpoint. Det viser nye tal, som interesseorganisationen Finans Danmark har udregnet på baggrund af en efterspørgsel fra Finans.
Internationalt
TD Securities ser to rentesænkninger i USA i slutningen af 2025
TD Securities forventer, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vil sænke sin rente to gange i 2025, til oktober og igen til december, men herefter vil tempoet igen blive sat ned i 2026, skriver Bloomberg News.
Qatar og USA indgår aftale om køb af op mod 210 Boeing-fly
USA’s præsident, Donald Trump, er i disse dage på rundrejse i Mellemøsten, og i Qatar har han onsdag underskrevet en billion-aftale med ørkenstaten, oplyser Det Hvide Hus på sin hjemmeside.
Podcast
Finans Global: Har Trump ramt den kinesiske mur?
Er den amerikanske præsident, Donald Trump, i gang med en større retræte, efter at enorme toldmure mod kineserne i weekenden blev midlertidigt rullet tilbage og sat på pause på et meget lavere niveau? Eller har han i virkeligheden opnået mere, end vi umiddelbart kan se - og kan han ende med at få nogle handelsaftaler hjem, der gør America great again?
Hør denne uges Finans Global, hvor korrespondent Thomas Høy hudfletter Kinas og USA’s foreløbige våbenhvile og giver dig et overblik over, hvad den betyder nu og fremadrettet, samt hvad der er op og ned på toldkrigen lige nu. Ikke bare i USA og Kina - men også globalt.
Debat
Bossen er tilbage – men ikke som du kender ham
Vi er lige nu dér, hvor vi har brug for nogle ledere, der stiller sig ud foran og peger i en retning. Og vi har brug for et opgør med de mest radikale og ideologiske versioner af diversitets- og ledelsesbevægelser, skriver Louise Orbesen, partner i Leading Humans, i torsdagens første debatindlæg.
Børs
Det sker i dag
- Erhverv: Blue Vision og Nilfisk kommer med regnskaber for 1. kvartal.
- Udenlandsk erhverv: Allianz, Walmart, KBC og Engie kommer med regnskaber for 1. kvartal. Deere og Siemens kommer med halvårsregnskaber.
- Økonomi: Boligsiden offentliggør tal for boligprisernes udvikling i april.
- Udenlandsk økonomi: Frankrig kommer med inflationstal for april.
- Udland: EU’s råd for udenrigsanliggender holder møde om handel. Repræsentanter fra Kina og Frankrig holder et økonomisk dialogmøde i Frankrig.
PS...
Koldskål skaber debat: »En forbrydelse mod god mad«
Koldskålens sæson er tilbage, og supermarkedernes hylder bugner af den klassiske sommerdessert. Mange griber automatisk ud efter kammerjunkerne – men på sociale medier spirer nye, kreative fortolkninger frem. I denne artikel fra Jyllands-Posten får du fem overraskende bud på, hvordan du kan give din koldskål et friskt twist.

