Briefing Morgen:
Minister klar til privat droneforsvar: »Det er et spørgsmål om, at vi kan handle hurtigere«.
GODMORGEN
Velkommen til endnu en spændende dag. Vi fortsætter naturligvis den vigtige dækning af hybridkrigen og droneaktivitet over det danske luftrum, og der kommer i løbet af dagen også flere spændende indslag i vores Finans 1000-projekt, som gik i luften i sidste uge.
Her får du allerførst dagens første nyhedsoprids.
Arkivfoto: Jacob Ehrbahn / Ritzau Scanpix.
Minister klar til privat droneforsvar: »Det er et spørgsmål om, at vi kan handle hurtigere«
Står det til transportminister Thomas Danielsen (V) skal danske infrastrukturvirksomheder på stribe fremover kunne godkendes til selv at tage droner ud af himlen. Ifølge militæranalytiker tegner der sig en interessant ny drejning i håndteringen af en ny hybrid trussel.
Lars Sandahl langer ud efter særligt syn på arbejdslivet: »Det er en lille katastrofe og trist i mine øjne«
Lysten til at arbejde har været fraværende i debatten om vores arbejdsliv, og det skal der laves om på. Sådan siger DI-topchef Lars Sandahl. Samtidig skal virksomhederne også helt frem i bussen, hvis de vil sikre de medarbejdere, som snart bliver en mangelvare.
Obton overlever trods milliardunderskud: Investorer stemmer ja til livsgivende fusion
På den lokale kro i Sabro lidt uden for Aarhus har investorerne i tre Obton-fonde taget det fremtidsdefinerende valg om ReCo-fusionen. Et valg, der cementerer Obtons skæbne.
Hybride angreb genantænder debat om TDC-salg
Droner over danske lufthavne har igen sat fokus på beskyttelsen af kritisk infrastruktur. Så hvad betyder det for kapitalfonden Macquarie, der forsøger at købe TDC?
Tyggegummifamilie køber op i metalindustrien: Vil samle en række danske virksomheder
Bagger-Sørensen Equity vil tage del i konsolideringen af mellemstore danske metalvirksomheder, der arbejder som underleverandører og bl.a. har kig på nye muligheder i forsvarsindustrien.
Danske Bank introducerer nyt rådgivningskoncept: Danskernes behov har ændret sig
Helt almindelige bankkunder har fået en mere kompleks økonomi. Derfor introducerer Danmarks største bank om kort tid en ny rådgivningsplatform.
Internationalt
Uenighed om betaling kan bremse EU’s dronemur
På EU-topmødet i København ventes heftig debat om finansieringen af en planlagt dronemur mod Rusland. Finland afviser, at grænselande selv skal tage lån for at dække udgifterne, mens EU peger på fælles finansieringsmuligheder, skriver MarketWire.
Europæiske ledere åbner døren for Trumps Gaza-plan
Donald Trumps fredsudspil for Gaza får en positiv modtagelse i Europa. Italien erklærer sig klar til at bakke op, mens Frankrigs præsident Emmanuel Macron udtrykker støtte på X.
Podcast
Ledelse med Louise Orbesen: Sandheden om topchefer er, at langt de fleste er middelmådige
Tre ud af fire topchefer vurderer selv, at de hører til blandt de bedste af slagsen.
Sandheden er – ifølge en undersøgelse – at 80 pct. faktisk ikke er mere end middelmådige.
Hvorfor er afstanden mellem selvbillede og realitet så stor? Og hvad kendetegner den fremragende topleder fra den middelmådige?
I denne episode er Waldemar Schmidt – tidligere adm. direktør i ISS og mangeårig bestyrelsesprofil – gæst i studiet.
Han deler også sin test, der hjælper dig med at vurdere, om du har det, der skal til for at nå topposten – og hvor du skal udvikle dig.
Debat
Europa må investere massivt i software som militært våben
Når statsministeren omtaler den nye retning, som de langtrækkende våben er ensbetydende med i dansk forsvarshistorie, afspejler det naturligvis de bekymrende sikkerhedspolitiske forhold i verden.
Her står krudt, kugler og kanoner naturligt nok højt på prioritetslisten. Men det er altafgørende, at vi også forholder os konkret til, at konflikter, krig og forsvar i dag ikke kun udfolder sig i den fysiske verden. Derfor er det i stigende grad kritisk, at vi også forholder os til den kæmpe indflydelse digitale teknologier har på sikkerhed, strategisk autonomi og i sidste ende den europæiske modstands- og kampkraft, skriver Thomas Poulsen og Klaus Bolving, hhv. direktør for forsvar og offentlige kunder i Capgemini Danmark, og forsvarsindustriel rådgiver, i denne aktuelle debatindlæg.
Børs
AI-optimisme løfter aktier i USA og Danmark
Wall Street indledte ugen i plus, drevet af AI-optimisme og stærk fremgang til Nvidia. Lavere renter og en svækket oliepris gav ekstra medvind, selv om risikoen for en regeringsnedlukning i Washington fortsat spøger. S&P 500 steg 0,3 pct., Nasdaq 0,5 pct. I København endte C25-indekset 0,5 pct. højere. Genmab tyngede længe efter et milliardopkøb i Holland, men hentede noget af det tabte. Fremgang i GN, Zealand, Ambu og Ørsted trak også op, mens banker og Mærsk lå i bunden.
Det sker i dag
- Udenlandsk erhverv: Nike kommer med regnskab for 1. kvartal.
- Erhverv: Dansk Industri, DI, holder topmøde i Jyske Bank Boxen. Derudover finder messen EOT – Electronics of Tomorrow – også sted fra den 30. september til 2. oktober i Herning samt International Food Contest 2025.
- Økonomi: Danmarks Statistik udgiver tal for børnepasning før skolestart, 2024.
- Udenlandsk økonomi: Japan kommer med tal for detailsalg og industriproduktioner i august. Frankrig leverer foreløbige forbrugerpriser for september. Det samme gør Italien (EU-harmoniseret), USA og Tyskland. Sidstnævnte kommer også med tal for arbejdsløsheden i september.
- Politik: SF, Socialdemokratiet og Moderaterne holder gruppemøde. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet inviterer også til teknisk brief i anledning af, at regeringen præsenterer årets klimaprogram, KP25.
- Udland: Det finsk-svenske forsvars- og sikkerhedsforum Hanating holdes i den finske by Espoo.
PS...
Jørgen Leth gik altid sidst ud ad togkupéen
Han var shitstorm, erotiker og lyriker i et introvert folkefærd. Nu er stemmen fra Tour de France løbet tør for taletid. Jørgen Leth blev 88 år gammel. Her er Jyllands-Postens nekrolog efter mandagens triste nyhed.


