Briefing Morgen:
Hemmeligholdt dokument: Køber af kriseramt lufthavn er ramt af splittelse.
GODMORGEN
Erhvervslivet trygler nemlig om hjælp til den grønne omstilling – men klimaministeren siger nej i en sag med 55 milliarder skattekroner på spil.
Og i sagen om Aarhus Airport er et hemmeligt dokument dukket op. Det afslører opsigtsvækkende uenighed hos køberen af den kriseramte lufthavn.
Bliv klogere på sagerne via henvisningerne nedenfor, og bliv godt klædt på med dagens første overblik.
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M). Foto: Thomas Lekfeldt.
55 milliarder skattekroner på højkant: Minister afviser løsningen, som hele industrien skriger efter
Erhvervslivet presser på for nye målsætninger, handlingsplaner og støtteordninger, der kan få gang i efterspørgslen efter grøn strøm. Men nu får de en blank afvisning fra klimaminister Lars Aagaard (M).
Hemmeligholdt dokument: Køber af kriseramt lufthavn er ramt af splittelse
Et hidtil ukendt dokument kaster nyt lys over, hvorfor direktøren i den mulige køber af Aarhus Airport pludselig gik. Lufthavnens bestyrelsesformand afviser, at der er problemer.
Mangler du medarbejdere? Så start med at lade dine ansatte planlægge arbejdstiden selv
Frihed på jobbet øger arbejdstiden, viser en ny undersøgelse. Hos revisionshuset Beierholm mærker man den ekstra gevinst tydeligt - og det kan afspejles på bundlinjen, lyder det fra direktør.
Vigtige begivenheder kan hælde koldt vand på rødglødende aktiemarked
Fortsætter det rødglødende aktiemarked sin rekordstime? Spørgsmålet bliver måske besvaret de næste to dage, hvor skelsættende tech-regnskaber, rentemøder i Federal Reserve og ECB og et topmøde mellem Donald Trump og Xi Jinping bliver udslagsgivende for aktierne. En chefstrateg i Danske Bank, understreger, at alt skal spille, hvis investorerne fortsat skal sende aktiemarkedet op i nye luftlag.
Doustdar ryddede op i eget bagland, inden han indledte en historisk massefyring i Novo
Så Novo-topchef Mike Doustdar de udfordringer, der plager selskabet i dag, før alle andre? En hemmelig fyringsrunde i hans tidligere departement tyder måske på det.
Internationalt
Trump og Xi nærmer sig afgørende aftale, men under overfladen ulmer uroen fortsat
Aktiemarkederne har taget godt imod nyheden om en mulig aftale mellem USA og Kina. Men selv en aftale vil ikke ændre på, at de to stormagter er på kollisionskurs, lyder vurderingen i denne artikel af Finans’ Alexander Bitsch.
Nokia flyver op efter Nvidia-investering
Nokia-aktien sprang 15 pct. i Helsinki, efter at Nvidia købte aktier for 1 mia. dollars. Handlen giver Nvidia 2,9 pct. af selskabet og løfter Nokias markedsværdi med omkring 4,7 mia. euro – svarende til 35 mia. kr., skriver Reuters.
Podcast
Ledelse med Louise Orbesen: Headhunteren åbner døren til en hemmelig verden
Hvad skal der til for at nå helt til tops i dansk erhvervsliv? Lyt med, når Pernille Dixen deler sine observationer fra topledelsens maskinrum – og giver sit bud på, hvordan vi i Danmark kan blive endnu bedre til at udvikle, rekruttere og fastholde ledere på allerøverste niveau.
Debat
Ud fra hvilke kriterier måler du succes?
I en tid med massefyringer ser vi en tendens til job-hugging, altså at folk klamrer sig til deres job. Måske er tiden i stedet til at omdefinere sine kriterier for succes, foreslår Astrid Haug, Impact-kommentator og rådgiver, i sin klumme onsdag.
Børs
Aktier i rekordhumør på begge sider af Atlanten
Børserne steg tirsdag på begge sider af Atlanten. I USA sikrede små stigninger tredje rekorddag i træk, drevet af håb om en rentesænkning og et tøbrud i handelsspændingerne mellem Kina og USA forud for Xi-Trump-mødet torsdag. S&P 500 steg 0,2 pct., Dow Jones 0,6 pct., og Nasdaq 0,8 pct. I Danmark løftede Vestas og Mærsk C25-indekset 0,2 pct. til 1702,59, mens Novo Nordisk faldt for sjette dag i træk. Vestas sprang 7,2 pct. efter optimisme i vindsektoren, og blandt de mindre selskaber steg Chemometec, Norden og Greenmobility efter opjusteringer.
Det sker i dag
- Udenlandsk erhverv: Adidas og Boeing kommer med regnskab for 3. kvartal. Det samme gør Deutsche Bank, Verizon, Airbus, Mercedes-Benz, Glaxosmithkline og Alphabet, der blandt andet står bag Google. Microsoft kommer med regnskab for 1. kvartal.
- Erhverv: Alm. Brand, Jyske Bank og Telenor kommer med regnskab for 3. kvartal.
- Udenlandsk økonomi: Den amerikanske centralbank kommer med en ny rentemeddelelse i dag. Derudover kommer Japan med en indikator for forbrugertilliden i oktober.
- Politik: Der er møde i Europaudvalget, og derudover har Miljø- og Fødevareudvalget minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S) i åbent samråd om ulovlig udbringning af gylle.
- Udland: EU-Kommissionen præsenterer strategi for EU’s dataunion og højhastighedsjernbanenet. Desuden ventes USA’s præsident, Donald Trump, i dag at ankomme til Sydkorea efter hans besøg i Japan.
PS...
Skuespiller fra ikonisk tv-serie er død
Den britiske skuespiller Prunella Scales er død, 93 år gammel, skriver BBC. Hun blev elsket som den myndige Sybil Fawlty i kultserien Fawlty Towers – eller Halløj på badehotellet – hvor hun med et iskoldt blik og et skarpt ”Basil!” holdt styr på sin kaotiske mand og deres endnu mere kaotiske hotel.


