Briefing Morgen
Er grøn teknologi fra Kina det nye »Putins gas«? Virksomheder står over for svært dilemma
GODMORGEN
Novo Nordisk kunne i weekenden endnu engang trække overskrifter i aviserne. Denne gang fordi medicinalgiganten havde tabt budkrigen om Metsera til Pfizer.
Vi starter dog dagens briefing med virksomhedernes dilemmaer i klimakampen i anledning af, at det er i dag, at COP30 bliver skudt af. For skal europæerne samarbejde mere med Kina, når det gælder grøn teknologi?
Det kan meget vel være eneste mulighed, når USA har meldt sig ud af Parisaftalen og frygtes at møde op i Brasilien for at sabotere snakken om en mere grøn fremtid. Alligevel frygter flere virksomheder også et øget samarbejde med Kina.
Dét og meget mere kan du blive klogere på her. God læselyst!
Foto: Scanpix. Collage: Anders Thykier
Kæmpe dilemma i klimakampen: Parløb med Kina splitter grønne danske spydspidser
Når det vigtige klimatopmøde COP30 officielt starter i dag, vil alles øjne være rettet mod Kina. Europa bejler til Kina på grøn teknologi, men er det nu også klogt at danne parløb med den farligste konkurrent? Vestas topchef sammenligner det med Putins gas, imens Danfoss har skruet op for deres aktiviteter i Kina.
Stor Novo-investor vil ikke bakke Rebien op
En af de største investorer i Novo Nordisk, Norges Bank, vil ikke bakke op, når Lars Rebien Sørensen skal vælges som formand på fredag. En af de største rådgivere, som mange store investorer læner sig op ad, fraråder tilsvarende at stemme for.
Det er nøglen til Danmarks forsyningssikkerhed: Nu rykker industrien på den grønne strøm
Efter et par års forsinkelse er industriens elforbrug ved at tage fart. Det er bl.a. et resultat af Ruslands invasion af Ukraine, som har fået industrien til at søge mod strøm, lyder det fra netselskab, som melder om historisk travlhed. Topchefen kalder det selv for en »bemærkelsesværdig stigning«.
Novo Nordisk taber budkrig
Det ombejlede Metsera valgte fredag aften at takke ja til Pfizers købstilbud, som kan løbe op i 10 mia. dollars. Dermed blev der sat punktum i Novo Nordisks aggressive opkøbsplaner. Metsera skulle eftersigende have modtaget et opkald fra de amerikanske konkurrencemyndigheder om, at der kunne være risiko ved at handle med Novo Nordisk. Det kalder analytiker »bemærkelsesværdigt«.
Investeringsøkonom Per Hansen mener, at det nu er tid til, at Novo Nordisk bruger pengene på et aktietilbagekøbsprogram.
Hamstrer kontanter og sælger ud af sine aktier: Ved Warren Buffett noget, som vi andre ikke gør?
Warren Buffetts rekordstore kontantbeholdning i Berkshire Hathaway vækker opsigt. Gennem de seneste tre år har konglomeratet haft travlt med at sælge ud af sine aktier, mens aktiemarkedet er steget med raketfart - og det sender et varselssignal til investorerne. For når manden, der forudsagde IT-boblen i nullerne, holder på pengene, så bør man lytte.
Jan Walther Andersen har arbejdet ét sted hele livet - snart er det slut
Når fusionen mellem Sydbank og Arbejdernes Landsbank går igennem, forlader Jan Walther Andersen direktionen. Det gør han helt uden at smække med døren, understreger han. Fra dørkarmen kommer han dog alligevel med en opfordring til bankerne: »Akademikere er fantastisk vigtige. Men det er praktikere også.«
Internationalt
Novo Nordisk lavede historisk aftale med Trump: Men det var noget helt andet, internettet tog med fra pressemødet
Selvom det handlede om en historisk aftale om billigere adgang til Novo Nordisk og Eli Lillys vægtabsmedicin, var det noget helt andet, som stjal showet, da Donald Trump holdte pressemøde torsdag. Sociale medier er nemlig flydt over med opslag om en halvsovende præsident. Det Hvide Hus benægter, imens demokrater er gået på angrebsstien.
Foto: Jonathan Ernst // Reuters.
Kina ophæver eksportforbud til USA for særlige metaller
USA kan igen købe kinesiske varer med tre særlige metaller, der bruges i forskellige former for elektronik. Kinas leder Xi Jinping og Donald Trump udtrykte på et møde i Sydkorea i oktober håb om et stabilt forhold i fremtiden, efter at handelskrigen var blusset op igen kort forinden, og det kan denne nyhed være starten på.
Senatet i USA tager første skridt mod afslutning på nedlukning
Den historisk lange nedlukning af det amerikanske statsapparat kan være på vej mod en afslutning. I en procedureafstemning natten til mandag dansk tid har Senatet stemt for at sende et lovforslag omkring en genåbning af statsapparatet til debat.
Debat
Alle boligejere får regningen, hvis regeringen indfører lån med 40 års løbetid
Et tyndbenet forslag om at indføre boliglån med 40 års løbetid har fået en meget dårlig modtagelse, og det er der flere grunde til, skriver Finans’ journalist Lars Nielsen. Boligejerne og især køberne kan ende med en dyr regning, og så kan det få boligpriserne til at stige endnu mere.
Når medicinalannoncer begynder at ligne gamblingreklamer
Novo Nordisks reklame, der opfordrer kvinder i overgangsalderen til at tage en snak med lægen, hvis de har svært ved at holde vægten, ikke bare »udskammer kvindekroppen«. Den er også ligefrem sundhedsskadelig, mener Anna Bogdanova, der er ekspert i træning, adfærd og kropsøkonomi. Hun kalder reklamen, der nu er sat på pause efter massiv kritik, for et gamble med kvinders sundhed.
Det sker i dag
- Erhverv: NTG Nordic Transport Group kommer med regnskab for 3. kvartal.
- Økonomi: Danmarks Statistik kommer med tal for betalingsbalancen og udenrigshandel i september og forbruger- og nettoprisindeks i oktober.
- Politik: European Quantum Technologies konference åbner med deltagelse af kong Frederik.
- Udenlandsk erhverv: Tyson Foods kommer med årsregnskab.
- Udland: FN’s klimakonference, COP30, starter officielt i Brasilien og varer indtil den 21. november. Handelsvåbenhvile mellem USA og Kina udløber.
PS...
Trumps ven i Europa køber mere russisk olie end før krigen i Ukraine, men fritages for sanktioner
Ungarns premierminister, Viktor Orbán, fik alt det, han drømte om, da han fredag mødtes med Donald Trump i Det Hvide Hus. Ungarn blev ikke bare fritaget for sanktioner for køb af russisk energi, den østeuropæiske leder fik også vist sit tætte bånd til den amerikanske præsident. Og det kan blive en kile i det europæiske samarbejde, som allerede kæmper med Orbáns pro-Putin-holdninger, fortæller seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, Flemming Splidsboel. (Jyllands-Posten)


