Fortsæt til indhold

Briefing Morgen

Danmarks mest magtfulde lobbyist: »Jeg er bange for, at vi bliver til grin«

Briefing

GODMORGEN

På en morgen, hvor mange borgmesterkæder er fordelt, men enkelte sværdslag stadig skal kæmpes på Danmarks rådhuse, fokuserer vi mest på at give dig et overblik over de vigtigste erhvervsnyheder. Og så syr vi hullerne i VM-klaphatten, der blev skudt i sænk af skotterne i aftes.

Illustration: Anders Thykier

Danmarks mest magtfulde lobbyist kræver handling bag højtravende målsætninger
Det er ikke Danmarks og EU’s tårnhøje klimaambitioner, der bekymrer DI-topchefen Lars Sandahl Sørensen. Det er, at politikerne ikke følger op med klare planer for, hvordan det kommer til at ske, siger han i et eksklusivt interview med Finans. »Jeg er bange for, at vi bliver til grin for os selv og for omverdenen.«

Rival går i offensiven efter storfusion
Udsigten til at blive en del af fusionsbanken AL Sydbank har tilsyneladende fået flere kunder til at overveje fremtiden. Hos konkurrenten Lån & Spar Bank er direktøren særligt opmærksom på muligheden for at vinde markedsandele.

Hver femte oplever hård ledelse
»Jeg gik fra at vide, at jeg var dygtig, til at tvivle på, om jeg nu var god nok.« Flere end hver femte svarer i en ny undersøgelse, at de har oplevet en leder, der talte nedladende, råbte eller udviste aggressiv adfærd.

Erhvervs­mand nægter sig skyldig i investeringssvindel
En dansk erhvervsmand sad tirsdag på anklagebænken i sagen om den kollapsede spilleforening Optimizer, hvor han er tiltalt for at have medvirket til groft bedrageri. Han nægter sig skyldig. Det skriver Børsen. (Låst artikel)

De jagter tyske turister for at skaffe arbejdskraft
Det skorter ikke med udfordringer i Ringkøbing-Skjern Kommune, mener topchefen i Landia, Jacob Møller. Til gengæld er der masser af kreative løsninger.

KV25

Danskerne var ved stemmeurnerne til kommunal- og regionrådsvalget tirsdag. Her er de vigtigste overskrifter fra valgaftenen.

Internationalt

Anthropics værdi fordoblet på to måneder
Værdien af AI-koncernen Anthropic er med en aftalt kapitalrejsning tirsdag blevet sendt op i skyerne til omkring 350 mia. dollar, skriver CNBC med henvisning til unavngivne kilder.

Meta vinder vigtig konkurrencesag og skal ikke splittes op
Meta Platforms vandt tirsdag en vigtig retssag mod de amerikanske konkurrencemyndigheder og fik medhold i, at koncernens opkøb af både Instagram og Whatsapp ikke strider mod konkurrencereglerne. (Bloomberg)

Trump kender sit ”valg” til kommende centralbankformand
Præsident Donald Trump tror, at han allerede nu ved, hvem han vil prikke på skulderen og bede om at blive den kommende formand for USA’s centralbank.

Podcast

Hvad gør Microsoft-direktøren, hvis Trump retter sigtekornet mod en dansker?

Hvad er Microsoft i Danmark? En ansvarlig national aktør eller en global koncern med amerikanske spilleregler?

I denne uges udgave af ”Tænketanken med Joachim Sperling” er Mette Kaagaard i studiet.

Hun har arbejdet med digitalisering hele sit professionelle liv og står i dag i spidsen for et af verdens mest magtfulde techselskaber i Danmark, nemlig Microsoft.

Hvad tænker Mette Kaagaard om debatten om digital suverænitet og spørgsmålet om, hvor meget kontrol Danmark og EU egentlig har over vores data og digitale infrastruktur? Og hvad mon der sker, hvis en dansk borger eller virksomhed bliver ramt af sanktioner fra Donald Trump?

Debat

Prisspiralen på boligmarkedet spinner med rekordhøj fart
Cheføkonom Helge J. Pedersen forklarer her, hvorfor regeringens nye forslag med 40-årige boliglån ikke løser problemet for førstegangskøbere i hovedstaden.

Børs

De amerikanske aktier endte tirsdag med den fjerde handelsdag i træk med kursfald, da investorerne i bekymring for en AI-boble holdt salgsknapperne nede på især navne som Nvidia og Microsoft. S&P 500-indekset mistede 0,8 pct., Dow Jones smed 1,1 pct., og Nasdaq tabte 1,1 pct.

Det sker i dag

  • Erhverv: BioPorto, DLH, Lollands Bank og NKT Holding kommer med regnskab for tredje kvartal.
  • Udenlandsk erhverv: Lowe’s, Target og Nvidia kommer med Q3-regnskab.
  • Udenlandsk økonomi: Eurostat kommer i dag med det endelige estimat for inflationen i eurozonen i oktober. Derudover kommer Japan med tal for eksport, import og maskinordrer i oktober. Eurobalancen udgiver en oversigt over betalingsbalancen i september og de endelige forbrugerpriser i oktober. USA udgiver oktobers mødereferat fra Federal Reserve.
  • Politik: Biodiversitetsrådet holder en konference om veje mod beskyttelse og genopretning af Danmarks biodiversitet i Landstingssalen på Christiansborg.
  • Udland: EU-Kommissionen forventes at præsentere en køreplan for omstillingen af forsvaret, en digital pakke med forenklingsregler, cybersikkerhed, en strategi for EU’s dataunion samt regler for bæredygtig finansiering og en forbrugerplan frem mod 2030.

PS...

Skotland - Danmark: 4-2
Sikke en kamp. Danmark skulle ”bare” have uafgjort med hjem fra Glasgow, men da Scott McTominay efter blot tre minutter scorede sit livs mål - et vanvittigt saksespark - så var der lagt i kakkelovnen til et brag af en fodboldkamp. Det endte fortjent med en skotsk VM-fest. Læs det triste kampreferat her.