Briefing Morgen:
Rockwool-topchef efter russisk beslaglæggelse: »Det er indiskutabelt ulovligt«.
Godmorgen
USA vil have Grønland. Og i går tog Rusland, hvad det kunne fra Rockwool. Danmark vågner til endnu en dag med stormagter i spil.
I Det Hvide Hus mødes nemlig Danmark, Grønland og USA, hvor udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og Grønlands ditto Vivian Motzfeldt taler med vicepræsident J.D. Vance og udenrigsminister Marco Rubio midt i de voksende spændinger om Grønlands fremtid.
Samtidig reagerer Rockwool hårdt på tirsdagens russiske beslaglæggelse af selskabets aktiver i en sag, vi naturligvis også følger tæt i dag.
Du kan også læse et interessant interview med Coloplast-topchef Lars Rasmussen, som med udgangspunkt i sit eget livsforløb forklarer, hvorfor lange uddannelser i dag er helt nødvendige for at nå toppen af erhvervslivet.
Rigtig god fornøjelse!
Jes Munk Hansen, topchef i Rockwool, kalder Ruslands beslaglæggelse af selskabets russiske fabrikker for indiskutabelt ulovlig. Foto: Thomas Lekfeldt
Rockwool-topchef efter russisk beslaglæggelse: »Et indlysende brud på alle internationale regler«
Rockwool bekræftede tirsdag, at russiske myndigheder har beslaglagt selskabets aktiviteter i Rusland. Stenuldsproducenten fjerner derfor den russiske del af forretningen fra selskabets regnskab og nedskriver værdien heraf. Ifølge topchef Jes Munk Hansen har der været rygter om, hvorvidt Rockwools donationer til Fonden for Ukraines Genopbygning har haft betydning for den russiske stats beslutning om at beslaglægge selskabets aktiviteter i Rusland.
Coloplast-chef tog et definerende karrierevalg som 21-årig
En lang uddannelse er blevet nøglen til toppen af dansk erhvervsliv. Det er decideret »nødvendigt«, mener Coloplast-topchef Lars Rasmussen, der selv startede arbejdslivet som smed. Direktionen er ikke for ufaglærte.
Novo-chef vil gerne bruge milliarder på opkøb
Novo Nordisk-chefen Mike Doustdar er klar til at bruge mange milliarder dollars på at købe lægemiddelkandidater inden for fedme og diabetes. Sådan lyder meldingen under storbanken JP Morgans store healthcare konference i San Francisco. Doustdar fastslår samtidig, at Novo skal beherske salgskanalerne fremadrettet: »Det er virkelig, virkelig vigtigt for Novo Nordisk i 2026.«
Ny prognose: Nationalbanken bliver tvunget til at hæve renten
Den danske krone er så svækket, at det vil udløse en selvstændig renteforhøjelse fra Nationalbankens side i de kommende måneder, vurderer Jyske Bank.
Lego-familie gennemfører generationsskifte i pengetank
Den ældste bror i den milliardstore pengetank Kirk Kapital har givet størstedelen af sin ejerandel videre til børnene.
Internationalt
Trump advarer efter grønlandske udtalelser om Danmark
USA’s præsident Donald Trump sagde natten til onsdag, at Grønlands tilkendegivelser om at vælge Danmark frem for USA kan blive et »stort problem« for Grønlands regeringsleder, skriver Bloomberg. Trump reagerede over for journalister på udtalelser fra formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, som han dog sagde, at han ikke kender.
Sølvprisen sætter ny rekord
Prisen på sølv fortsætter sin rekordstime og ramte tirsdag endnu en top. Omkring klokken 15.30 rundede prisen på en troy ounce sølv 89 dollar, inden den kort efter klokken 16 handledes til omkring 88,7 dollar.
Kommentar
Rockwool afslører dyb hemmelighed - vi andre bør revurdere vores fordømmelse
De russiske myndigheder har stjålet fire fabrikker fra Rockwool. Ulovligt og umoralsk, men ikke overraskende. Samtidig bør vi alle genoverveje vores moralske fordømmelse af isoleringsgiganten. Simon Bendtsen, chefredaktør på Finans, uddyber nærmere i denne kommentar.
Børs
Aktienedtur på Wall Street - Rockwool i frit fald trods stærkt C25
De amerikanske aktier trak tirsdag tilbage fra rekordniveauer, da regnskabssæsonen blev skudt i gang, og nye inflationstal fjernede de sidste forventninger om en snarlig rentesænkning. S&P 500 faldt 0,2 pct., Dow Jones 0,8 pct., mens Nasdaq endte 0,1 pct. lavere.
I København trak Ørsted op, mens Rockwool blev hårdt ramt af meldinger om russisk beslaglæggelse af selskabets aktiviteter. Rockwool-aktien faldt 7,7 pct., men C25-indekset steg trods det 1,0 pct. til højeste niveau siden oktober.
Det sker i dag
- Politik: I dag mødes repræsentanter fra Danmark, Grønland og USA i Washington til samtaler om Grønlands fremtid.
- Erhverv: Bang & Olufsen kommer med halvårsregnskab.
- Økonomi: Danmarks Statistik kommer med tal for turistovernatninger i Danmark i november.
- Udenlandsk erhverv: Bank of America, Wells Fargo og Citigroup kommer alle med årsregnskab.
- Udenlandsk økonomi: Kina kommer med tal for eksport, import og handelsbalancen for december. USA kommer med tal for betalingsbalancen i 3. kvartal, forretningslagre i oktober, salg af eksisterende boliger i december, detailsalg i november og producentpriser i november.
- Udland: Den europæiske klimatjeneste Copernicus kommer med klimarapport for 2025.
PS...
Er du død? Kinesisk app stryger opad på hitlisten
En kinesisk app, der kan fortælle venner og familie, om man stadig er i live, topper nu listen over mest downloadede betalte apps. Appen, der koster ni kroner, er primært lavet til ældre, der bor alene, men ifølge skaberne bruger også unge storbyboere den. DR har historien her.


