Fortsæt til indhold

Briefing Morgen:

Her er alt, du skal vide om folketingsvalget

Briefing

Godmorgen

Stemmesedlerne er gjort op, og nu venter vi på hvid røg fra Christiansborg. Hvem bliver Danmarks statsminister? Hvordan kommer den kommende regering til at se ud? Vi er selvfølgelig klar ved tasterne hele dagen, men her er, hvad vi ved indtil nu.

Det uklare valgresultat peger imidlertid mod lange forhandlinger og potentielt flere forsøg, før en ny regering falder på plads.

Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Ritzau Scanpix

Men der er også sket andet i Danmark og ude i verden, så her har du et nyhedsoverblik:

Novonesis-topchef står til en gigantisk lønforhøjelse
Novonesis’ topchef Ester Baiget står til en gigantisk lønforhøjelse i 2027, når hun ikke længere kan gøre brug af den lukrative forskerskatteordning. Bestyrelsen har nemlig besluttet at betale Baigets ekstraskat ved at forhøje hendes løn.

Store udenlandske investorer ønsker ikke Lars Rebien
Flere af de største investorer i Novo Nordisk vil ikke stemme for Lars Rebien Sørensen som formand i Novo Nordisk. En rådgiver anbefaler også at sige nej til flere af de andre bestyrelsesmedlemmer.

Investorer kræver svar fra Mærsk om bonusser og menneskerettigheder
Kritikken af A.P. Møller-Mærsks rolle i Israels forsvar og beslutningen om at droppe bæredygtighed i bonusudmålingen bliver varme emner på årets generalforsamling, der afholdes digitalt onsdag eftermiddag.

Chemometec i største deroute nogensinde
Chemometec blev tirsdag sendt ud i sit største fald på én dag nogensinde, efter at selskabet, der producerer celletællere, nedjusterede forventningerne til 2025/26. Aktien faldt hele 39,9 pct. til 246,80 kr. - det laveste niveau i seks år.

Internationalt

Usædvanligt mange oliehandler kort før Trump-melding
Aktiviteten i oliehandler eksploderede omtrent et kvarter før USA’s præsident Donald Trump skrev et opslag på sit sociale medie, viser handelsdata. Handlerne kan have indbragt betragtelige gevinster, skriver BBC og Financial Times.

Tesla ser endelig fremgang i Europa
Gennem lang tid har det været nedslående læsning for Tesla at følge med i salgsstatistikkerne, særligt i Europa, men nu er der endelig lidt godt nyt fra den kant.

USA sender 3.000 faldskærmssoldater til Mellemøsten
Der er ikke truffet nogen beslutning om at sende landtropper ind i Iran, men USA har tirsdag besluttet at sende 3.000 faldskærmssoldater til Mellemøsten. Det skriver The Wall Street Journal med henvisning til unavngivne embedsmænd. Ifølge Times of Israel har den amerikanske regering sendt en fredsplan med et tilbud om en måneds våbenhvile til Iran, og det fik kort efter olieprisen til at falde.

Podcast

I morgen er der også en dag. Men kun hvis vi leder rigtigt
Den grønne omstilling kræver ledere, der tør handle nu og holde fast i troen på, at morgendagen kan blive bedre. For Lars Bonderup Bjørn, der er topchef i energikoncernen EWII, er Andreas Odbjergs I morgen er der også en dag derfor mere end en popsang. Det er et løfte til den grønne kurs.
Det fortæller han i denne uges udgave af ”Topchefernes playliste” med podcastvært Mette Højen.

Kommentar

Centralbanker bør holde igen med at forhøje renterne
Få er begejstrede, når energipriserne tordner i vejret. Men centralbanker hader det som pesten. De bliver stillet i et svært dilemma med risiko for, at både høj inflation bider sig fast, og at væksten smadres, skriver Frederik Engholm, der er chefstrateg i Nykredit.

Børs

Aktier i minus: Olie og renter presser markedet
De amerikanske aktier faldt tirsdag, men rettede sig fra en svag start. En ny stigning i olieprisen løftede energisektoren, mens teknologitunge vækstaktier kom under pres. Samtidig pustede højere energipriser til inflationsfrygten og sendte renterne op. S&P 500 endte med et fald på 0,4 pct. efter tidligere at have været nede med 0,9 pct. Nasdaq faldt 0,8 pct., mens Dow Jones lukkede 0,2 pct. lavere.

Det sker i dag

  • Erhverv: Blue Vision, Capinordic, FirstFarms og SP Group kommer alle med årsregnskab. Derudover kommer Harboes Bryggeri med regnskab for 3. kvartal. A.P. Møller - Mærsk, DFDS, Grønlandsbanken, Lollands Bank og NKT Holding afholder alle generalforsamling.
  • Økonomi: Danmarks Statistik kommer med detailomsætningsindeks for februar og regnskaber for offentlig forvaltning og service for 2025.
  • Udenlandsk økonomi: Storbritannien kommer med inflationstal for februar. USA kommer med tal for betalingsbalancen for 4. kvartal og importpriser i februar. Tyskland kommer med IFO-indeks for den nuværende situation, forventninger og indikator for marts.

PS...

Opmuntrende historie fra cykelsportens verden: Cort gav op kort før mål og vandt
Magnus Cort vandt tirsdag 2. etape af Catalonien Rundt efter en benhård og imponerende spurt. Sejren bliver kun større af, at danskeren kort før mål egentlig havde opgivet håbet. Det nægtede resten af Uno-X-holdet at acceptere – og med klare beskeder fik de deres kaptajn tilbage i kampen, skriver TV 2.