Briefing Morgen:
Chefstrateg advarer: ECB kan gøre Iran-krisen værre
Godmorgen
Mens energipriserne stiger, vokser spekulationen om nye renteløft fra ECB. Men ifølge flere økonomer er risikoen ikke et nyt inflationschok – det er recession.
Det ser vi nærmere på i fredagens Briefing Morgen fra Finans, som også byder på andre tankevækkende historier og nyheder.
God fornøjelse og rigtig god weekend, når du når dertil.
Chefstrateg advarer: ECB kan gøre Iran-krisen værre
Den Europæiske Centralbank (ECB) skal ikke lade sig styre af sine erfaringer fra inflationskrisen i 2022. Europas økonomi står et andet sted i dag, og højere renter risikerer i stedet at puste til det, der kan udvikle sig til en økonomisk krise, lyder advarslen fra en chefstrateg.
Statsrevisorer vil stramme tøjlerne om Energinet
Ovenpå flere års stigende forsinkelser er det på tide med strammere statslig kontrol med Energinet, vurderer statsrevisorernes formand, Mette Abildgaard (K). Meldingen står i klar kontrast til den afgående energiministers seneste melding.
Ørsted-formand om Equinors uvending: »Det er jo en konkurrent«
Bestyrelsesformand i Ørsted sætter nu ord på storaktionæren Equinors beslutning om ikke at indstille et medlem til bestyrelsen trods tidligere ønsker om dette.
Dansk detailgigant sætter turbo på åbning af butikker i et helt nyt marked
Butikskæden Jysk, som er det største selskab i familieejede Lars Larsen Group, vil de næste år åbne 70 butikker i Marokko som led i en fortsat global ekspansion.
Her er de markante forskelle på Novo og Eli Lillys fedmepiller
Fire parametre kan blive afgørende for, hvem der vinder pillekampen i USA. Her er argumenterne for og imod Novo Nordisks pille.
Internationalt
Én graf punkterer Donald Trumps fortælling om global handelsåre
Donald Trump har annonceret en omgående og sikker åbning af Hormuzstrædet, men rederierne forholder sig afventende. Samtidig er et betalingsspørgsmål igen blevet centralt i snakken om det vigtige handelsstræde.
Amazon stiger efter nyt AI-signal fra topchef
Amazon-aktien steg torsdag, efter at topchef Andy Jassy i sit årlige aktionærbrev har styrket investorernes tro på selskabets AI-satsning. Han peger blandt andet på, at AWS nu har en årlig AI-omsætningstakt på 15 mia. dollar, mens de tunge investeringer fortsat ventes at give et attraktivt afkast på sigt.
Oliepris falder fra dagens top efter nyt diplomatisk spor
Olieprisen faldt torsdag fra dagens top, efter at Israel har accepteret direkte dialog med Libanon. Brent handles ved 19-tiden til 95,90 dollar per tønde mod dagens top på 99,50 dollar. Tidligere løftede tvivl om våbenhvilen og fortsat lukning af Hormuzstrædet prisen tæt på 100 dollar.
Podcast
Bundlinjen: AI får skylden for tusindvis af fyringer – er det blot en dårlig undskyldning?
»Beklager, du er fyret, fordi kunstig intelligens har gjort dit job overflødigt.«
Den besked fik tusindvis af amerikanere sidste år, da de fik stukket en fyreseddel i hånden. AI’s indtog i virksomhederne har udløst bølger af fyringsrunder på det amerikanske arbejdsmarked.
Men nu advarer flere eksperter og analytikere om, at kunstig intelligens også bliver brugt som en kærkommen undskyldning, når fyringer skal forklares – også kendt som AI-washing.
Lyt til afsnittet her. Du kan også abonnere på Bundlinjen på Apple Podcasts, Spotify og hvor du ellers hører podcast.
Kommentar
De yngste ledere er ved at knække, mens vi stadig taler om de unge medarbejdere
Vi diskuterer, hvordan vi fastholder de unge Gen Z-medarbejderne, mens deres chefer samtidig falder fra. Tallene har ligget på bordet i snart et år - vi har bare ikke kigget på dem, skriver Ann Forup Helmich, CEO & ledelsesrådgiver, Forup Helmich & Associates, i dette tankevækkende debatindlæg.
Børs
Dialoghåb løftede Wall Street til syvende plusdag i træk
Trods en tung start sluttede Wall Street torsdag i plus, hjulpet af meldinger om israelsk villighed til dialog med Libanon. Udsigten til diplomati dæmpede den uro, som de seneste angreb i Libanon har skabt om våbenhvilen mellem USA og Iran. Det gav fremgang for syvende handelsdag i træk: S&P 500 steg 0,6 pct., Nasdaq 0,8 pct. og Dow Jones 0,6 pct.
Det sker i dag
- Erhverv: North Media holder generalforsamling.
- Økonomi: Danmarks Statistik kommer med forbruger- og nettoprisindeks for marts samt industriens produktion og omsætning for februar.
- Udenlandsk økonomi: Japan kommer med producentpriser for marts. Kina kommer med forbruger- og producentpriser for marts. Tysklands statistikbureau Destatis offentliggør forbrugerprisindeks (inflationstal) for marts. USA leverer forbrugerpriser for marts og Michigan-tillidsindeks (foreløbig) for april samt tal for ordreindgang af varige goder for februar.
- Politik: Ifølge grundloven træder det nyvalgte Folketing sammen senest klokken 12 den 12. hverdag efter valgdagen, lørdag inklusive. På grund af påskens helligdage betyder det, at det er i dag. På mødet bliver der valgt en midlertidig formand, og der bliver nedsat et udvalg på 21 medlemmer til prøvelse af valgene.
PS...
Ungt supertalent kan true Vingegaard og Pogacar
Det 19-årige stortalent Paul Seixas er allerede i gang med at rokke ved cykelsportens hierarki og kan blive den næste store udfordrer til Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar. Franskmanden har imponeret i højderne, senest med en suveræn solosejr på 2. etape i Baskerlandet Rundt, efter at han dagen før tog førertrøjen med en stærk enkeltstart foran specialister som Primoz Roglic. Jyllands-Posten skriver, at vejen nu ligger åben for, at Seixas kan føje sig til rækken af løbets store vindere – og styrke drømmen om en fransk Tour-helt.

