Fortsæt til indhold

Briefing Morgen:

Eksperter advarer: AI gør cyberangreb mod banker farligere end nogensinde.

Briefing

Godmorgen

Cyberangreb mod landets banker har taget en ny og alvorlig drejning. Det er især it-kriminelles brug af nye værktøjer baseret på kunstig intelligens, der har intensiveret frygten for flere og mere avancerede forsøg på at hacke sig ind i bankernes it-systemer.

Bliv klogere på problemstillingen nedenfor i denne fredags udgave af Briefing Morgen med det seneste og bedste fra Finans.

AI-giganten Anthropic har udviklet en ny tjeneste, der har sendt chokbølger gennem finanssektoren. Foto: Reuters/Dado Ruvic.

Nye AI-modeller risikerer at true bankerne
I USA har de største og vigtigste banker været til hastemøde om cybersikkerhed i forhold til de nye AI-modeller. Også herhjemme stjæler dagsordenen fokus. Uden menneskelig indblanding er de nye AI-modeller i stand til at identificere og udnytte hidtil oversete sikkerhedsfejl i centrale it-systemer på tværs af den finansielle sektor.

Interne dokumenter rejser tvivl: Nu kritiseres milliardmonopol for nøl midt i historisk krise
Kort før kapacitetskrisen i Danmarks elnet fik Energinet mulighed for at skrue op for vitale indkøb. Interne dokumenter afslører nu, at der for – ifølge eksperter – bekymrende småpenge tilsyneladende næsten intet blev bestilt. Energinet stempler i dag egne opgørelser som ikke-retvisende.

Ét emne stjal dagsordenen: Nu skal presset husbygger tilbage til kernen
Det meste af HusCompagniets generalforsamling, som Finans var til stede på torsdag aften, blev brugt på at tale om selskabets kerneforretning, der nu skal tilbage i fokus. Det sker efter en turbulent tid, hvor aktiekursen ligger historisk lavt, og hvor selskabet har leveret tociferet underskud i det år, der er gået. Michael Troensegaard Andersen, som er ny formand i HusCompagniet, ser væksttegn efter kriseår.

Ejer trækker 11 milliarder ud af dansk energigigant
Danske Commodities udlodder svimlende 11 mia. kr. til sin ejer, den norske oliegigant Equinor. Det fremgår af energihandlerens årsregnskab, som blev præsenteret torsdag.

Nye tal: Fædre ansat i banker holder mest barsel
Bankerne ligger helt i front på det danske arbejdsmarked, når det gælder fædres barsel, viser nye tal, som Finans har dykket ned i.

Internationalt

USA spås som storvinder i AI-boom
USA står til at blive den klare vinder af et AI-drevet vækstboom, vurderer BNP Paribas ifølge Yahoo Finance. Kunstig intelligens ventes at løfte økonomien med over 10 pct. frem mod 2034, båret af høj optimisme og stigende investeringer. Til sammenligning ventes væksten i USA, Europa og Storbritannien i snit omkring 4 pct.

Netflix-aktie falder efter svag prognose
Netflix leverede stærk omsætning i første kvartal, men skuffede med en svagere prognose. Aktien faldt omkring 9 pct. i eftermarkedet, samtidig med at medstifter Reed Hastings annoncerede sin afgang fra bestyrelsen.

Podcast

Bundlinjen: Skal vi have en erhvervsminister på steroider?
Bør en ny regering indeholde en langt mere magtfuld erhvervsminister, der for alvor kan være med til at sætte damp under kedlerne i dansk erhvervsliv? Lyt med her – og husk, du kan abonnere på Bundlinjen på Apple Podcasts, Spotify og hvor du ellers hører podcast.

Kommentar

Strategisk suverænitet handler om kontrol over forsvarets systemer – ikke om at samle stålet selv
I den offentlige debat bliver suverænitet inden for forsvaret ofte et spørgsmål om, hvor forsvarsmateriel bliver produceret – senest i debatten om produktion af fregatter i Frederikshavn. Men for et lille, højt specialiseret land handler reel suverænitet i højere grad om at have kontrol med forsvarssystemerne, skriver Signe Jarlov, managing director, Accenture, i dette debatindlæg.

Børs

USA-aktier sætter nye rekorder i roligere tempo
Amerikanske aktier steg igen torsdag og satte nye rekorder, efter at S&P 500 for første gang har rundet 7000 point. S&P 500 steg 0,3 pct. og satte årets sjette rekord, mens Nasdaq Composite og Dow Jones Industrial Average også lukkede højere. Nasdaq 100 steg for 12. dag i træk. Investorerne afventer nyt om mulige USA-Iran-forhandlinger, mens olieprisen stiger på grund af uro ved Hormuzstrædet.

Det sker i dag

  • Erhverv: Ericsson kommer med regnskab for 1. kvartal.

PS...

Pas på derude - tåge over Danmark
Store dele af Danmark kan få en farlig start på fredagen, når tæt tåge rammer fra midnat til klokken 10. Danmarks Meteorologiske Institut varsler kraftigt nedsat sigtbarhed i hele Jylland og på Fyn, hvilket kan give vanskelige køreforhold – især i morgentrafikken. Bilister opfordres til at sænke farten.