Briefing Morgen:
SF-borgmester modsætter sig storstilet milliardprojekt med grøn strøm til 120.000 husstande
Godmorgen
Europa balancerer på kanten af en energikrise. Derfor vækker det betydelig opsigt, at Eurowind Energy nu risikerer at måtte opgive planerne om et stort vedvarende energiprojekt i Randers, som ellers kunne have leveret strøm til omkring 120.000 husstande.
Det er en af historierne, som du kan gå i dybden med i dagens Briefing Morgen fra Finans.
Husk, at du også i fredagens anledning kan læse Bendtsens Bundlinje, hvor chefredaktør Simon Bendtsen giver dig overblikket over de vigtigste begivenheder med betydning for dansk erhvervsliv.
Og lad os så komme i gang!
Et vedvarende energiprojekt ved Overgaard uden for Randers skulle være blevet udvidet med 300 MW, men det har kommunens økonomiudvalg nu nedstemt. Billedet er et genrebillede og viser ikke det omtalte projekt. Arkivfoto: René Schütze.
SF-borgmester modsætter sig storstilet milliardprojekt med grøn strøm til 120.000 husstande
Energiudvikleren Eurowind Energys nye grønne projekt til omkring 4 mia. kr., der ville kunne forsyne 120.000 husstande med strøm, står til at blive afblæst efter politisk modstand anført af Randers’ borgmester, Rosa Lykke Yde.
Danske elitebestyrelser mangler forståelse for AI: »Man kan ende med at blive paralyseret«
I toppen af store danske virksomheder har man mindre tillid til at kunne håndtere AI end for et år siden. Men samtidig bliver der ikke gjort nok for at få flere AI-kompetencer ind i bestyrelserne, lyder det fra global headhunter.
PwC-topchef ser ny virkelighed for danske topchefer: »Det er uden tvivl blevet sværere«
Topchef i PwC Lars Baungaard oplever, at danske virksomheders risikobillede ikke længere er enkeltstående kriser. Det er et sammenfiltret net af geopolitik, teknologi og økonomi.
Konkurrenter strømmer til i Indien: Sådan vil Novo håndtere kopipresset
Et hav af kopiproducenter er dukket op i Indien, efter Novo Nordisks semaglutid-patent udløb i marts. Gennem partnerskaber og volumen vil Novo tackle den hårde konkurrence.
Forsikringsdom kan koste selskaber milliarder af kroner
Mere end 50.000 danskere kan have krav på erstatning for arbejdsulykker mange år tilbage i tiden. En del af den potentielle milliardregning ventes at havne hos de store forsikringsselskaber.
Coloplast nedjusterer: Svagt marked belaster vækstforventninger
Medicoselskabet Coloplast nedjusterer sine forventninger til hele 2025/26 på baggrund af en langsommere end ventet genrejsning af markedet inden for cellulære og vævsbaserede produkter på det ambulante marked, skriver MarketWire.
Internationalt
Trump truer briterne med told i tech-strid
Donald Trump truer Storbritannien med høje toldsatser, hvis landet fastholder sin digitale skat på tech-giganter som Apple, Google og Meta. Også Joe Biden har tidligere kritiseret skatten. Trump siger ifølge Reuters, at USA vil svare igen med en “stor toldafgift”, hvis skatten ikke bliver droppet.
Meta skærer dybt i arbejdsstyrken
Meta Platforms, som står bag Facebook og Instagram, planlægger at afskedige omkring 10 procent af sine medarbejdere – svarende til cirka 8.000 ansatte, ifølge Bloomberg News. Samtidig dropper selskabet at besætte cirka 6.000 allerede opslåede stillinger, skriver Bloomberg News.
Podcast
Bundlinjen: Hvad kan erhvervslivet lære af Viktor Axelsen? Ikke en pind
Kan erhvervslivet virkelig lære noget af idrætten – eller er det en vildfarelse, at topchefer har noget til fælles med topatleter?
Det spørgsmål rejser vi i Bundlinjen, efter at Viktor Axelsens karrierestop har udløst en hyldestbølge fyldt med gode bud på, hvad erhvervslivets ledere kan lære af badmintonstjernen.
Du kan finde afsnittet på Apple Podcasts, Spotify og hvor du ellers hører podcast.
Kommentar
Har Klimarådet overlevet sig selv?
En ny regering må stille sig selv det afgørende spørgsmål, om klimaloven, der definerer Klimarådets rolle, har overlevet sig selv? I den forbindelse kunne man også overveje, hvordan man bedst bruger kræfterne fremover i Klimarådet, pointerer Joachim Sperling i denne klumme.
Børs
Mellemøstlig uro sender Wall Street ned
De amerikanske aktier faldt torsdag, da nye spændinger omkring Hormuzstrædet løftede oliepriser og renter og svækkede investorernes risikoappetit.
S&P 500 faldt 0,4 pct., Nasdaq Composite 0,9 pct., mens Dow Jones Industrial Average gik tilbage med 0,4 pct.
Det sker i dag
- Udenlandsk erhverv: Telia kommer med regnskab for årets første kvartal, og det gør Volvo også.
PS...
Oasis-stjerne scorer stort på ikonisk guitar
Nogle nøjes med at gemme minderne. Noel Gallagher sælger dem. Guitaristen fra Oasis har i hvert fald solgt en signeret guitar for 96.000 dollar (omkring 614.000 kroner) på auktion. Guitaren blev brugt under indspilningen af bandets andet album, hvilket har været med til at presse prisen op, skriver BBC.

