Fortsæt til indhold

Briefing Morgen:

Konkurskarantæne og skattegæld: Ægtepar beskyldt for pengemisbrug bygger igen for Huscompagniet

Briefing

Godmorgen

Mens direktøren i et konkursramt byggefirma har fået tre års konkurskarantæne for groft uforsvarlig forretningsførelse, arbejder han og hustruen nu videre for HusCompagniet via et andet selskab. Det viser dokumenter, som Finans er i besiddelse af.

Vi har mere om den historie i dagens Briefing Morgen fra Finans.

Denne fredag kan du som altid også blive opdateret af Bendtsens Bundlinje, som giver dig overblikket over ugens vigtigste begivenheder med betydning for dansk erhvervsliv.

God fornøjelse!

Martin Ravn-Nielsen er topchef i HusCompagniet, som er noteret på den københavnske fondsbørs, Nasdaq. Foto: Thomas Lekfeldt

Beskyldt for at bruge firmaets penge på stor bolig: Direktør med konkurskarantæne bygger igen for Huscompagniet
Et ægtepar, der gik konkurs og blev beskyldt for at bruge selskabets penge til private formål, bygger nu igen for HusCompagniet via et andet selskab, mens manden har konkurskarantæne. Typehusfirmaet med topchef Martin Ravn-Nielsen i spidsen vil indkalde selskabet til møde.

Ny analyse udløser slagsmål om ansvaret for stress
Personer med stress deler et særligt kendetegn, viser en ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening. Men HK Privat kritiserer analysens fokus og efterlyser, at fokus skiftes fra skyld og karakteristika til løsninger.

Ekspert efter spekulationer om Holch Povlsen-køb af Aarhus Airport: Et højrisikokøb
Luftfartsanalytiker Hans Jørgen Elnæs vil ikke anbefale nogen at købe en mindre lufthavn som Aarhus Airport. For det vil komme med en høj risiko. Økonomiprofessor Christian Bjørnskov stiller sig anderledes positiv over for idéen.

Carlsberg fortsætter offensiv: Øger indkøbet af bæredygtige råvarer
Danmarks største bryggeri øger indkøbet af regenerativt dyrkede råvarer markant. Fra næste år vil 40 pct. af bryggeriets øl i Danmark være brygget på byg dyrket efter mere bæredygtige principper.

Eifo investerer milliardbeløb i ny europæisk megafond
EU-Kommissionen har samlet private og offentlige investorer i en ny megafond, der skal styrke europæisk konkurrenceevne. Nu vil Eifo kæmpe »stenhårdt« for at få danske virksomheder med.

Internationalt

Sikkerhedsplan i Den Persiske Golf stoppes efter angreb
FN’s søfartsorganisation IMO har sat en planlagt evakuering af skibe og søfolk fra Den Persiske Golf på pause. Beslutningen kommer efter et angreb på et skib i området, oplyser organisationen ifølge Reuters. Planen skulle sikre, at hundredvis af skibe og tusindvis af søfolk kunne sejles sikkert ud gennem Hormuzstrædet, men er nu sat på hold.

Medie: OpenAI overvejer at udskyde børsdebut til næste år
OpenAI, der tidligere har ansøgt om børsnotering i USA, kan nu være på vej til at udskyde planen. Ifølge The New York Times overvejer selskabet at flytte en mulig debut fra efteråret til næste år. Samtidig arbejder topchef Sam Altman angiveligt med et mål om en værdiansættelse på 1.000 milliarder dollar – et niveau, som rådgivere vurderer som ambitiøst i det nuværende marked.

Podcast

Bundlinjen: Mangler Novo Nordisk-topchefen situationsfornemmelse?
Kan man lægge sjove videoer på LinkedIn, mens aktiekursen gisper efter vejret, og efterårets store fyringsrunde stadig sidder i baghovedet på medarbejderne?
Novo-topchef Mike Doustdars stil på LinkedIn er endnu en gang kommet til debat, efter at han har medvirket i en video, hvor han reklamerer for festivalen Copenhell.
Men hvor går grænsen for Mike Doustdar og landets øvrige topchefer på de sociale medier?

Kommentar

Søren Linding: TDC’s ejer-ballade skal stoppe nu
Det er på tide, at miseren om ejerkredsen bag Danmarks største digitale infrastruktur ophører. Der skal snarest muligt træffes en politisk beslutning om tre pensionskassers ønske om at gå ud af TDC, skriver Søren Linding, erhvervskommentator og debatredaktør på Finans, i denne kommentar.

Børs

Wall Street endte fladt efter blandet handelsdag
Et stærkt regnskab fra Micron gav medvind til AI-relaterede aktier, mens stigende chippriser pressede Apple ned. Inflationstallene viste en mindre stigning i kerneinflationen til 3,4 pct., hvilket dog blev modtaget relativt roligt af investorerne. Samtidig pegede nye væksttal på en fortsat robust amerikansk økonomi. S&P 500 endte næsten uændret, Dow Jones steg 0,1 pct., mens Nasdaq faldt 0,5 pct.

Det sker i dag

  • Økonomi: ECB udgiver 1 og 3-årige renteforventninger.
  • Politik: Folketingets Europaudvalg holder møde. På dagsordenen er blandt andet EU’s budget for 2027, som forelægges af finansminister Peter Hummelgaard (S).
  • EU-politik: EU-energiministre mødes. På dagsordenen er blandt andet det europæiske energinet, energiomstilling efter 2030 og krisen i Mellemøsten, samt energisikkerhed.
  • Tech: Den svenske patent- og markedsdomstol i Stockholm afsiger dom i en konkurrenceerstatningssag, som PriceRunner og Klarna har anlagt mod techgiganten Google. PriceRunner beskylder Google for at have misbrugt sin dominerende position ved at favorisere sin egen prissammenligningstjeneste i søgeresultaterne og stille konkurrerende tjenester dårligere.

PS...

Historisk VM-bold sat til salg for svimlende beløb
Bolden fra fodboldlegenden Diego Maradonas berømte VM-kvartfinale mod England i 1986 er sat på auktion med en forventet pris på mindst 16,5 mio. kr. Det var med denne bold, at den argentinske legende scorede både det kontroversielle »Guds hånd«-mål og sit legendariske solomål.