Fortsæt til indhold

Briefing Morgen:

Dokumenter afslører: Dansk bank ville skjule tråde til Kremls øverste finansmand

Briefing

Godmorgen

Så er det blevet fredag.

I weekenden bliver det afgjort, hvem der kan kalde sig verdensmestre i fodbold, når Spanien og Argentina søndag mødes på MetLife Stadium i New Jersey.

Inden vi tager hul på weekenden, begynder vi dog med en historie, der giver et sjældent indblik i de alvorlige bekymringer, der kan være i dele af banksektoren for at blive koblet til forretninger i Rusland.

Dokumenter viser nemlig, at Vestjysk Bank forsøgte at få myndighederne til at hemmeligholde et kundeforhold til en virksomhed delvist ejet af den sanktionerede russiske oligark Mikhail Fridman. Banken frygtede, at sagen kunne skade dens omdømme og udløse kundetab.

God weekend og tak for at læse med!

Mikhail Fridman har siden 2022 været på EU’s sanktionslister. Foto: Ritzau Scanpix.

Dokumenter afslører: Dansk bank ville skjule tråde til Kremls øverste finansmand
Et selskab, der var delvist ejet af en sanktioneret russisk oligark, havde millioner af kroner stående på en konto i Vestjysk Bank, hvor midlerne var indefrosset. Det fremgår af dokumenter, som Finans har fået aktindsigt i. Dokumenterne viser samtidig, at banken vurderede den russiske forbindelse som så følsom, at den forsøgte at få Erhvervsstyrelsen til at undtage oplysningerne om kundeforholdet fra offentlighed.

Pensionsselskaber melder om ny megatrend: Seniorer vil have en sundhedsforsikring efter jobexit
Der er en kraftig stigning i antallet af seniorer, der efterspørger sundhedsforsikringer for at få nem og hurtig adgang til fysioterapeuter, kiropraktorer og andre sundhedsydelser. Det viser nye tal fra landets største pensionsselskab, PFA Pension, som for Finans har lavet en fremskrivning af udviklingen. Ældre ønsker samme fordele som erhvervsaktive.

På ét punkt giver danske investorer vores naboer baghjul
De danske investorer har for alvor taget billige investeringsprodukter til sig. Hver tredje danske kunde hos Nordnet har placeret penge i en ETF, viser nye tal fra den nordiske onlinebørsmægler. »Det er nogle vilde tal,« lyder meldingen.

Pensionskasse trodser grøn modvind: Skruer op for klimamålene
Hvor andre sænker klimamålene, har pensionsselskabet AkademikerPension nu besluttet sig for at hæve barren for at reducere klimaaftrykket frem mod 2030. Investeringsdirektør afviser, at opgaven for dem skulle være mere ligetil, end den er for andre virksomheder.

Trods stærk kreditkvalitet: Nordea taber på danske storkunder
Nordea er løbet ind i enorme tab i den danske forretning med storkunder. Det afslører kvartalsregnskabet, der blev offentliggjort torsdag. Mens banken slet ikke havde tab inden for det forretningsområde i Sverige, Norge og Finland, tabte den 1,54 pct. af hele udlånet til storkunder i Danmark i årets andet kvartal.

Internationalt

I nat tonede Trump frem i bedste sendetid med en advarsel til amerikanerne
Donald Trump advarede i en tv-tale om, at USA’s valg er truet. Han påstod også, at valgsystemet er sårbart, og pressede igen på for strammere valgregler. Bl.a. påstod han, at Kina siden 2020 på ulovlig vis skaffet sig adgang til millioner af amerikaneres vælgerdata, skriver Jyllands-Posten.

USA intensiverer militær indsats mod Iran
Amerikansk militær indledte torsdag aften dansk tid en ny bølge af angreb mod Iran. Ifølge USA’s centralkommando, Centcom, er formålet at svække Irans militære kapacitet yderligere. Det er femte dag i træk, at USA angriber landet.

Alphabet presses af nyhed om AI-forsinkelse
Alphabet-aktien faldt fredag 4,5 pct., efter at Bloomberg News beskrev, at selskabets kommende AI-model Gemini 3.5 Pro er forsinket flere måneder. Forsinkelsen skyldes ifølge kilder, at Alphabet arbejder med forbedringer af modellen, særligt inden for programmering.

Svag prognose sender Netflix-aktien ned
Netflix-aktien faldt knap otte procent torsdag, efter at streaminggiganten skuffede investorerne med sin prognose for tredje kvartal. Det sker, selv om omsætningen i andet kvartal steg 13 pct. til 12,56 mia. dollar, svarende til omkring 82 mia. kr. ifølge AFP.

Kommentar

Risikostyring: Store programmer mister forbindelsen til virksomhedens strategi
Virksomheder investerer milliarder i regulatoriske programmer for at håndtere DORA, NIS2 og nye cyberkrav. Men alt for ofte vokser programmerne sig større end problemet, de skulle løse, og mister forbindelsen til strategien. Anne Andersen og Tue Gølnitz, eksperter i strategisk risikostyring, PA Consulting, ser nærmere på problemstillingen i dette indlæg.

Børs

Chipaktier sendte USA-børserne i rødt
De amerikanske aktier faldt torsdag, da investorerne solgte ud af flere AI- og chipaktier. Samtidig steg renterne efter stærke nøgletal, mens regnskaber sendte UnitedHealth op og United Airlines ned. S&P 500 faldt 0,5 pct., Dow Jones 0,2 pct., og Nasdaq tabte 1,5 pct.

Det sker i dag

  • Erhverv: Danske Bank kommer med halvårsregnskab. Telia kommer med halvårsregnskab.
  • Udenlandsk erhverv: Sandvik, Epiroc og Swedbank kommer med halvårsregnskab. Burberry kommer med tal for første kvartal. Travelers, Telia, SKF, Vend Marketplaces, Volvo og Skanska kommer med halvårsregnskab.
  • Udenlandsk økonomi: Eurostat kommer med sit endelige estimat for inflationen i eurozonen i juni. USA leverer importpriser for juni og det foreløbige Michigan-tillidsindeks for juli.

PS...

Mystisk abe viser sig at være ny art
En abe, der første gang blev spottet i Congos regnskov i 2008, er nu blevet identificeret som en hidtil ukendt art. Det viser en ny forskningsartikel fra forskere i USA, Tyskland og Den Demokratiske Republik Congo, som er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift PLOS One. Aben har sort pels, orange-lyserøde læber og lever højt oppe i træerne, hvor den primært lever af planter, og du kan læse mere om den i denne BBC-historie.