Telia og Telenor dropper fusionsplaner | Udsigt til acceleration i boligpriser | Mærsk skyder med skarpt efter konkurrenterne
Kære Finans-læser
Her har du formiddagens vigtigste erhvervsnyheder fra Finans.
NYHEDER
Telia og Telenor dropper fusionsplaner. Telenor og TeliaSonera har trukket ansøgningen om en fusion af deres danske virksomheder tilbage. Det har ikke været muligt at nå frem til en aftale med EU-Kommissionen, men Telenor fortsætter på det danske marked trods svære vilkår, og Telia-direktør melder, at de jagter alternativer. Få overblikket over historien på 2 minutter her.
TDC-topchef græder ikke over kuldsejlet telebryllup. TDC kommer hverken til at vinde eller tabe på den kuldsejlede tele-fusion, siger TDC-topchef Pernille Erenbjerg, men »vi mener fortsat, at der er behov for en konsolidering til at sikre et sundt og bæredygtigt investeringsklima på mobilmarkedet herhjemme,« siger hun til Finans.
Udsigt til acceleration i boligpriser. Festen på boligmarkedet er ikke slut. Huspriserne vil stige mere end 6 pct. på landsplan i årets tre sidste måneder i forhold til året før, viser Finans’ Boligbarometer. Men fortsætter priserne deres stigningstakt, så kan det være begyndelsen til en alvorlig boligboble, mener tænketanken Kraka.
Mærsk skyder med skarpt efter konkurrenterne. Alle i containershipping, herunder Maersk Line, ved, at der er for mange skibe og for mange containere, men alle, herunder Maersk Line, bliver alligevel ved med at bestille nye skibe. »Det er konkurrenternes skyld, at der er overkapacitet, ikke vores,« lyder det fra Maersk Line, som mener, at man med egne resultater har "fortjent" retten til at investere i modsætning til dem, der tjener få eller ingen penge.
DSV-konkurrent fortsætter opkøbstogt. DSV's topchefer kan i øjeblikket se måbende til, mens selskabets konkurrent, XPO Logistics, på mindre end fem år har øget omsætningen med en faktor 100. Firmaet køber op i et hidtil uset tempo og offentliggjorde efter børsluk onsdag, at de vil købe transportkoncernen Con-way for 20 mia. kr.
Nordea gør klar til nyt it-system. Nordea har valgt et konsulenthus og en software-virksomhed til at skabe nye it-systemer i Nordea. Temenos leverer selve softwaren, mens Accenture skal hjælpe med at implementere systemet. Det er en del af bankens "simplificeringsprogram".
Musikkæde vil sikre salget ved at sætte kunden i centrum. Musikkæden 4Sound satser på kundeoplevelsen i de fysiske butikker for at få forretningen og salget til fortsat at spille. Det er simpelthen nødvendigt i den skærpede konkurrence på et marked, der er blevet internationalt.
Flere danskere ansat i det private. 7.600 flere danskere fik et fuldtidsjob i årets andet kvartal. Det er især i den private sektor, at beskæftigelsen stiger. Lønmodtagerbeskæftigelsen ligger nu på det højeste niveau siden starten af 2009.
OM LIDT PÅ FINANS
Vi følger op på dagens nyhed om de kuldsejlede fusionsplaner i telebranchen, og så har vi set på økonomien hos Dansk Flygtningehjælp.
DET SKRIVER ANDRE MEDIER
De russiske olieproducenter er langt foran de vestlige konkurrenter, når det drejer sig om at tjene penge. De russiske olieproducenter genererer penge, som om olieprisen stadig var 100 dollar per tønde snarere end 50 dollar per tønde. Det skriver Bloomberg.
Teknologikæmpen Google tester et nyt initiativ, hvorigennem man vil levere friske fødevarer og andre dagligvarer til forbrugerne i to udvalgte amerikanske byer. Det skriver Fødevarewatch.
Den danske regering vil ikke tage en eneste af de 160.000 asylansøgere, som EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, tidligere på ugen bad EU-landene om at omfordele. Det skriver Jyllands-Posten.
Ekstra Bladet viser i denne weekend kampene fra La Liga og Serie A. Rettighederne til La Liga og Serie A er et stykke fra at finde en ejermand på broadcast-tv. Det skriver Ritzau.
BØRS
TDC er fredagens store prygelknabe, efter at TeliaSonera og Telenors fusion på det danske mobilmarked er gået i vasken. Aktien har taget et dyk på godt 5,5 pct. kort før middag. Læs seneste børsberetning.
7 GODE RÅD
Selv hvis man har et spændende job, kan der være trælse dage indimellem. Hvis man dag ud og dag ind udfører de samme opgaver i den samme afdeling sammen med de samme mennesker, kan man ikke undgå at køre fast. Vi har samlet syv fif til, hvordan man kan booste sit job.
KOMMENTAR
»Det er en humanitær katastrofe, og man er nødt til fordele byrderne solidarisk på europæisk plan. Det gavner alle på lang sigt.« Finans har foretaget en rundringning til nogle af dansk erhvervslivs tungeste stemmer, for at få deres syn på flygtningekrisen.
BONUSINFO
På den bilfri motorvej lige syd for Rødekro har en ung betjent sat sig i skrædderstilling på asfalten. Han holder sig for øjnene, og over for ham sidder en syrisk pige på knæ med et stort grin. Det billede blev i går set af op mod 2 mio. danskere, og det falder på et tørt sted, vurderer en ekspert.
Imens i Saudi Arabien står der en lejr med 100.000 telte med air condition. Teltene bliver kun brugt til pilgrimme fem dage om året. Resten af tiden står de tomme. Det har skabt kritik, da landet ikke modtager flygtninge. Se billederne her.
Med ønske om en god dag,
Peter Sinding
Nyhedsredaktør
Vi arbejder videre på at forsyne dig med nyheder og analyser. Har du gode råd, forslag eller tip til emner, som vi bør kaste os over, kan du kontakte os på telefon 33 30 31 31 eller e-mail Finans@finans.dk.


