Fortsæt til indhold

Novos spejderkorps retter øjnene mod USA og Kina | Bankrøverne er gået online | Sidste kapitel i Nordsøeventyret?

Briefing
Finans redaktionen

Kære Finans-læser

Ugens sidste eftermiddagsbriefing er klar. I juledagene kører vi med en enkelt helligdagsbriefing fra morgenstunden. Husk at kigge forbi i aften klokken 19, hvor vi er klar med den seneste udgave af vores nye digitale magasin Update.

NYHEDER

Novos spejderkorps retter øjnene mod USA og Kina. Novo Nordisk vil indgå flere partnerskaber, og til den opgave har medicinalkoncernen en lille lukket kreds af spejdere ansat. I spidsen står en spansk kvinde, som nu bl.a. har sat jagten ind på biotekmekkaet Boston i USA.

2015 ender alligevel i den økonomiske rekordbog. 2015 ser ud til at ende med den laveste inflation siden 1953. Samtidig vil man nok have set bunden i de officielle renter, som endte året på det laveste niveau nogensinde. Det vurderer Jyske Bank, Nordea og Danske Bank.

Bankrøverne er gået online. Antallet af bankrøverier i Danmark tegner til at blive historisk lavt med få dage tilbage af 2015. I stedet forsøger kriminelle at få adgang til bankkontoen på andre måder.

Sidste kapitel i Nordsøeventyret? Ét år kan gøre en verden til forskel. Spørg blot de olieselskaber, der endnu er aktive i Nordsøen. På trods af, at olieproduktionen toppede kort efter årtusindskiftet, har Nordsøen været ganske attraktiv for olieindustrien. På overfladen kan det ligne lidt af en succeshistorie, men virkeligheden er en anden.

Boligejere scorer jackpot: Fleksrenten er i bund. Boligejere med de nye Kort Rente-lån i Nordea Kredit kan se frem til en ekstremt lav ydelse på deres boliglån. Renten for det kommende halvår er netop blevet fastsat, og resultatet er, at godt 6.100 kunder i Nordea Kredit får negativ rente på deres boliglån i første halvår af 2016. Yderligere 4.300 kunder får en positiv, men meget lav rente.

»Der er lige mange plusser og minusser i en firmaovertagelse.« Selv om det overraskede direktør Ulrich Mosegaard, hvor meget faderen Niels Mosegaard fyldte i familievirksomheden Borch Textile Group, er det alligevel lykkedes at drive tekstilfirmaet videre.

DET SKRIVER ANDRE MEDIER

Har du fulgt med i sagen om USA-korrespondent Annegrethe Rasmussens plagiat-artikler? Den tager nu en interessant drejning, da det viser sig, at redaktør Søren K. Villemoes fra Weekendavisen, der var manden, der afslørede Annegrethe Rasmussens plagiater, selv i en artikel har afskrevet sætninger og taget store mængder fakta fra et amerikansk magasin. Uden at kreditere. Det fortæller Radio24syv.

Enten elsker de det eller hader det. Det er ikke altid lige brugbart, når man læser kundernes anmeldelser af et produkt eller en service på eksempelvis Trustpilot. For kunderne går kun til tasterne, hvis de har haft en fantastisk oplevelse eller har været ude for noget rædsomt. Men det vil IBM og Facebook lave om på, skriver Bloomberg News.

Kæmpebrøler får prisen på diamanter til at styrtdykke. Diamantproducenterne har lavet en uheldig fejlberegning, der betyder, at de har op mod 20 millioner karat »overflødige« diamanter på lager. For to år siden anslog producenterne, at salget af diamanter ville toppe mellem 2013 og 2015, og fastholdt derfor en rekordhøj produktion. De tog grueligt fejl. Det skriver Business Insider.

Krystalkuglen fra 2015 bliver genbrugt i 2016. Spådommene holdt ikke stik for de europæiske aktiestrateger i det forgangne år. Men nu går de i opfyldelse, siger strategerne, der er blevet bedt om at se frem mod det nye år af Bloomberg News.

DAGENS PROFIL

Allerede i 7. klasse besluttede Jens Nyhus, at han ville være ingeniør. Han kom ikke til at arbejde som ingeniør i hele sin karriere, men faget førte ham til, hvor han er i dag. Jens Nyhus har siden efteråret 2013 været adm. direktør i byudviklingsselskabet Carlsberg Byen, som opfører et nyt bykvarter, hvor Carlsbergs historiske bryggeriområde lå i Valby. Over de næste 8-10 år skal der både bygges bolig- og erhvervsbyggeri på det i alt 25 hektar store område. I dag fylder Jens Nyhus 50 år.

BØRS

Investorerne i København synes fast besluttede på at gå på juleferie med plusser i bagagen. Læs den seneste børsberetning.

Fik du læst..?

»Fundamentale forandringer skabes ikke med rationelle kalkuler og ordrer fra topledelsen,« skriver adm. direktør i Danske Bank, Thomas Borgen, i det næstsidste afsnit i Finans’ julekalender om god ledelse.

BONUSINFO

Fotografernes rejse. New York Times har sendt seks fotografer ud i verden for at give læserne et indblik i, hvordan det er at rejse 'off the beaten track'. Det er der blevet dette flotte fotoessay ud af.

Rigtig god jul,

Christian Venderby

Digital nyhedschef

Vi arbejder videre på at forsyne dig med nyheder og analyser. Har du gode råd, forslag eller tip til emner, som vi bør kaste os over, kan du kontakte os på telefon 33 30 31 31 eller e-mail Finans@finans.dk.