Fortsæt til indhold

Her er de 10 vigtigste nyheder fra Finans tirsdag morgen

Briefing
Finans Redaktionen

Få et hurtigt overblik over nattens og morgenens vigtigste nyheder.

Danmark har kun fået fingrene i en brøkdel af Junckers milliardplan. Selv om EU's storstilede investeringsplan gennem de seneste år har været med til at udløse investeringer for næsten 250 mia. euro i europæiske virksomheder og infrastruktur, er pengene i høj grad gået uden om Danmark.

10 års nedtur har kostet kapitalfond trecifret millionbeløb. Efter 10 års ejerskab er kapitalfonden BWB Partners stadig langt fra at få virksomheden Transmedica, et vikarbureau for sygeplejersker og læger i Skandinavien, til at være en god forretning. Generelt har BWB ikke haft den heldigste hånd i Danmark.

Anders Götzsche konstitueret som ny topchef for Lundbeck. Oven på Kåre Schultz' opsigelse fra Lundbeck har medicinalkoncernen nu valgt at konstituere den hidtidige finansdirektør, Anders Götzsche, som ny topchef. Det betyder samtidig, at Kåre Schultz har sidste arbejdsdag i dag.

Tre dårlige nyheder for Donald Trump i Rusland-sagen. Med sigtelser mod to tidligere Trump-rådgivere og en tilståelse fra en tredje er sagen om russisk indblanding i den amerikanske valgkamp for alvor skudt i gang. Spørgsmålet er, om præsidenten har grund til at være nervøs? (JP)

Eksperter: Globaliseringen har aldrig været en folkefest. Paradokset er til at tage og føle på. De fleste ser det som et gode, at de kan købe eksempelvis en trøje til 129 kr. i H&M, men som et problem, når arbejdspladser udflages til lavlønslande som Bangladesh. Globaliseringen får i mange lande skylden for alskens problemer, og handler derfor langt mere om psykologi end økonomi.

Stigende arbejdspres i byrådene. Flere og flere timer koster i lokalpolitikeres privatliv. Sammenlignet med 1970 er arbejdstiden for byrådsmedlemmer fordoblet i dag, hvor den gennemsnitlige lokalpolitiker arbejder 20 timer om ugen. Det kan få færre, særligt kvinder, til at stille op. (JP)

Hotellernes overskud vokser meget mere end i nabolandene. Hotellerne i København overhaler branchen i både Stockholm og Oslo, når det gælder vækst i lønsomheden. På fem år er overskuddet pr. værelse øget med 31 pct. på hotellerne i København. Det er langt mere end i Stockholm og Oslo.

Affaldsselskab udlejede 197 kvm. for 4.900 kr. om måneden til direktøren. Den tidligere direktør i det kommunalt ejede affaldsselskab Vestforbrænding, Ivar Green-Paulsen, fik som en del af sin kontrakt lov til at leje en stor tjenestebolig til en yderst favorabel husleje. (JP)

Våd sommer ramte Tivoli på bundlinjen. En regnvåd sommer sendte Tivolis omsætning og resultat i tredje kvartal ned under sidste års niveau. Regnskabet, der blev offentliggjort mandag aften, viste en omsætning på 411 mio. kr. i juli, august og september. Det er et fald på 3 pct. i forhold til samme periode sidste år.

Én dag kan vende op og ned på tilværelsen som arbejdsløs. Fagforbundenes fælles stemme har lavet en rapport, der viser, hvordan årgang 1988 - altså dem, som snart fylder 30 år - har klaret overgangen fra ungdomslivet til arbejdsmarkedet. Den viser, at et simpelt AMU-kursus nærmest kan forvandle arbejdsløse til beskæftigede.

Har du fået overblikket? Du kan også få de vigtigste nyheder direkte i mailboksen eksklusivt udvalgt af vore redaktører ved at tilmelde dig vores morgenbriefing.