Fortsæt til indhold

Den københavnske øko-kommunist, der holder hånden over vennerne

Billige delecykler i København? Nej tak, siger bygge og teknikborgmester Morten Kabell fra Enhedslisten. Han vil holde hånden over kommunens milliondyre prestigeprojekt

Debat
Toke Kruse

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Toke Kruse, serieiværksætter og debattør.

»Vi er forpligtet til ikke at lave noget, der svækker kontrakten om de hvide bycykler i København, der går helt frem til 2023,« sagde Morten Kabell fra Enhedslisten.

Ja, du læste rigtigt. Københavns bygge- og teknikborgmester Morten Kabell er stormodstander af, at et privat firma tilbyder turister og alle os andre i København et alternativ til Kabells prestigeprojekt Bycyklen. Borgmesteren vil simpelthen spænde ben for konkurrencen, fordi kommunen i forvejen har indgået en aftale med én udbyder. En virksomhed, som i øvrigt var gået konkurs i marts 2017.

Holdningen er absurd. Jeg har selv været iværksætter i 15 år, og hvis jeg personligt eller med kommunens hjælp kunne eliminere alle konkurrenterne, vil iværksætteri jo være det nemmeste i verden. Hvis bycyklen bliver en succes, er det jo tydeligvis ikke, fordi denne service er genial eller en overlevelse værdig. Så skyldes det blot, at Københavns Kommune udnytter sin magtposition til at kvæle konkurrencen. Og taberne? Ja, det er forbrugerne i København, der tvinges til at betale for dyrere og dårligere (men kommunalt støttet) cykelservice. Velkommen til planøkonomien anno 2017.

Hele venstrefløjen på Københavns rådhus har misforstået fordelene ved fri konkurrence og et åbent marked. Man kan i samme boldgade finde SFs Sisse Marie Welling. Flere grønne virksomheder og billige kontorlokaler til iværksættere var hendes bud på, hvordan man forbedrer vilkårene for iværksættere i København, sagde hun forleden til MetroXpress. Men markedet skal nok etablere billigere kontorpladser i København, hvis efterspørgslen er der. Det skal politikerne slet ikke blande sig i. Der er masser af eksempler på kontorfællesskaber, hvor iværksættere kan leje en arbejdsstation for omkring 1.000 kroner månedligt.

København burde være for borgerne, ikke for kommunale politikeres prestigeprojekter og personlige kæpheste.
Toke Kruse, serieiværksætter og debattør.

Derudover har iværksættere rigeligt med caféer i København. Man kan også sagtens arbejde hjemmefra, når forretningsplanerne skal udarbejdes. Alverdens støtteordninger er ikke vejen frem. Og hvorfor såkaldt grønne virksomheder i en storby skal have særbehandling, kan man også undres over.

Venstrefløjen må bestemme sig: Vil de have flere cykler, eller vil de bare gerne bestemme over andre folks frihed? København burde være for borgerne, ikke for kommunale politikeres prestigeprojekter og personlige kæpheste. Jeg håber i den grad, at partier som Liberal Alliance får ekstra medvind ved de kommende lokalvalg – det vil være forfriskende med en mere logisk, liberal og borgercentreret politik.

Artiklens emner
Toke Kruse
Morten Kabell