Danmark har verdens bedste pensionssystem – men hvor længe?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

For mindre end en måned siden lykkedes det regeringen, arbejdsgivere og lønmodtagere at nå frem til en trepartsaftale, der vil forbedre mulighederne for efteruddannelse og ruste danske lønmodtagere til udfordringerne på fremtidens arbejdsmarked.

Alle trepartsaftalers mor er og bliver dog Fælleserklæringen fra 1987, hvor Schlütter-regeringen gik sammen med arbejdsmarkedets parter om opbygningen af arbejdsmarkedspensioner via de kollektive overenskomster.

Aftalen er et lysende eksempel på, hvad man kan opnå med et langsigtet, fælles projekt. Størstedelen af lønmodtagerne sparer i dag op til pension. Sidste år blev der indbetalt godt 100 mia. kr. på arbejdsmarkedspensioner. Den stigende opsparing er medvirkende årsag til, at underskuddene på betalingsbalancen, dansk økonomis smertensbarn siden 60’erne, vendte til overskud fra 1990. Ligesom holdbarheden af de offentlige finanser er blevet afgørende forbedret.

Så Danmark har vel sit på det tørre med et pensionssystem, som ved flere lejligheder er blevet kåret som verdens bedste? Ikke helt. Den væsentligste udfordring p.t er det såkaldte samspilsproblem, som hænger sammen med, at udbetalinger fra arbejdsmarkedspensioner giver anledning til modregning af offentlige pensionsydelser i form af ældrecheck eller pensionstillæg.

Modregningen bevirker ifølge Finansministeriet, at afkastet på en pensionsopsparing for mange lønmodtagere er lavere end afkastet på investering i aktier og obligationer. Selvom der er tale om en såkaldt knivsægsberegning, hvor forudsætninger er afgørende for resultatet, er den bekymrende.

Regeringen lagde derfor i sit finanslovsudspil op til at løse problemet ved at gøre det mere attraktivt at spare op til pension bl.a. med et nyt fradrag for indbetaling. I det lys kan det undre, at regeringen samtidigt havde store planer om med den anden hånd at gøre det mere attraktivt at spare op i aktier. Forslagene gik på næsten at fordoble progressionsgrænsen for aktieindkomst og indførelsen af en aktiesparekonto på op til 500.000 kr. med en løbende beskatning, der nærmer sig skatten på pensionsopsparing.

Så galt endte det ikke. Men hvem ved, om aktieplanerne dukker op igen i en sen nattetime i en finanslovsforhandling? Og rykker man igen ved balancen mellem fordelen ved fri opsparing kontra pensionsopsparing, risikerer man at sætte det danske pensionssystem under fornyet pres.

De 30 år, der er gået siden Fælleserklæringen, er lang tid i politik, men ikke når det drejer sig om pension. Der er behov for at skabe sikre økonomiske rammer omkring pensionsopsparingen, som holder mere end en valgperiode ud.