OECD ignorerer de virkelige ubalancer i dansk økonomi

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

OECD offentliggjorde tirsdag en ny prognose for dansk økonomi. OECD er optimister. De venter en vækst på eller over to procent i år, næste år og i 2019. Jeg deler ikke helt optimismen, da det stramme arbejdsmarked efter min vurdering kommer til at bremse væksten. Men jeg undrer mig faktisk mere over en anden af OECDs anbefalinger.

OECD skriver således, at der er en særlig begunstigelse af gældsstiftelse i danske husholdninger, og at denne bør reduceres. Det, som OECD har i tankerne, er rentefradraget. Skatteværdien af rentefradraget er på 33,6 pct., men det er besluttet, at skatteværdien af rentefradraget sænkes, så den på sigt nærmer sig 25,6 pct. Men OECD mener altså, at vi skal gå længere.

Jeg vil dog gerne stille et stort spørgsmålstegn ved den anbefaling. Skal husholdningernes gæld generelt nedbringes? Jeg er ikke overbevist. De danske husholdningers gæld er godt nok stor i en international sammenhæng, men det skal ses i sammenhæng med en endnu større finansiel formue. Den finansielle nettoformue er meget betydelig (over 600.000 kroner pr indbygger), og den er stigende. Det skyldes blandt andet, at husholdningerne sparer meget op i disse år. Forbrugskvoten er altså lav.

Vores opsparing er dog speciel. Vi nedbringer eksempelvis ikke gæld. Hovedparten af vores opsparing er pensionsopsparing – og i vid udstrækning obligatorisk pensionsopsparing. Vi har gennem de seneste 25 år opbygget en meget betydelig privat pensionsformue, som er et helt centralt element i at sikre, at vi har taget hånd om de økonomiske udfordringer, som aldringen af befolkningen giver. De store pensionsformuer mindsker behovet for anden opsparing for eksempel i mursten. Vi danskere behøver ikke som for 25 år siden at have betalt vores bolig ud, når vi går på pension. Vi har typisk rigeligt råd til at betale både renter og afdrag som pensionister. Hvis husholdningerne sparer mere op, så vil det primært komme vores arvinger til gode, da vi vil ende med at gå i graven med en stor opsparing.

Hæver vi os lidt op fra husholdningerne til dansk økonomi generelt, så udtrykker betalingsbalancen forholdet mellem økonomiens opsparing og investeringer. Vi har i Danmark en ekstremt stor nettoopsparing – betalingsbalanceoverskuddet er faktisk så stort, at det er uhensigtsmæssigt. Så OECD burde faktisk anbefale lavere opsparing eller øgede investeringer. Ikke højere opsparing.

Hvis rentefradragsretten reduceres yderligere, så vil forbrugskvoten forventeligt falde, og betalingsbalanceoverskuddet vil stige. Intet af det vil tjene noget reelt makroøkonomisk formål. I stedet skulle man hellere kigge på, hvordan man kunne gøre pensionsopsparingen mere tilgængelig i krisetider – for det kan i krisetider være et reelt problem, at vores formue er illikvid. Men det er en anden og mere kompleks problemstilling, som OECD ignorerer.