Vi er vilde med tvungne pensionsægteskaber

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Det her bliver kedeligt. Så er det sagt. Mere end halvdelen af alle danskere bruger mindre end en time om året på emnet. Som er – pensionsopsparing. Så klik videre, feel free, men hvis du hænger på, kan du om et øjeblik se noget tankevækkende:

Vi er begejstrede for pensionsselskaber, som vi er kommet ind i via et arrangeret ægteskab. Hvor vi ikke fik skygge af frit valg. Vi er langt mere lunkne, grænsende til negative, over for pensionsselskaber, som vi selv, individuelt og frit har besluttet at parkere opsparing i.

Sådan kan man læse en ny undersøgelse af danskernes loyalitet over for deres pensionsselskab. På de øverste pladser troner selskaber, hvis kunder ikke har fået noget, der bare ligner et valg om, hvem der skal forvalte deres pension. Industriens Pension tager førstepladsen, dernæst kommer PensionDanmark, Lærernes Pension er nummer tre – og så videre. I bunden ligger Skandia, Nordea Liv & Pension og Danske Pension. Bundpropperne er kommercielle selskaber, der dyster i et marked, og hvor kunderne kan reagere på dårlige afkast eller høje omkostninger ved at tage deres penge og gå.

Er du her fortsat? Eller er du gået videre til en spændende artikel om, hvordan fiskefoderbranchen håndterer persondataforordningen? Godt. For nu bliver det endnu mere sært.

To af bundpropperne, Skandia og Nordea Liv & Pension, har det til fælles, at de havde et skidt afkastår i 2016. At kundernes loyalitet så bliver rusten giver god mening. Men der står noget tilbage og runger som en kirkeklokke. Skandia har en hel afdeling i selskabet, der arbejder med samfundsansvar. Medarbejderne kan ligefrem udføre frivilligt arbejde med løn, og kunderne og omverdenen bliver ikke ladt i tvivl om, hvor megen godhed de og deres penge står bag.

Skandias er det pensionsselskab i Danmark, der gør mest i forhold til samfundsansvar – og er samtidig det pensionsselskab, der har de mindst loyale kunder. Bundlinje: Set fra sidelinjen køber kunderne overhovedet ikke ind på al godheden.

PKA, der drøner ind på en fjerdeplads, rager også op i landskabet. PKA er et pensionsselskab, der mener noget. PKA mente for eksempel noget, da debatten om bonusordninger eksploderede først på året. Det hele begyndte med, at ATP løftede pegefingeren over for de gigantiske bonusordninger, som udvalgte ansatte i Nets havde fået tildelt. Budskabet fra ATP var, at det var en fest, som kapitalkæmpen ikke ville lægge hus til én gang til. Gevinsterne til den udvalgte flok Nets-ansatte var ikke af denne verden.

Den sag stod PKA på og tilsluttede sig det tankesæt, at der er et punkt, hvorefter bonusbeløb bliver absurd store. Man kan altså godt mene noget og fortsat have loyale pensionskunder. Ja, og man kan også tabe penge. PKA måtte poste en milliard kroner i miljøvirksomheden Genan, der gik fra eventyr til mareridt for pensionsselskabet.

Hvis du ikke har kastet dig over en artikel om, hvordan juletræsforhandlere over hele landet forbereder Black Monday 25.december, så lad os kigge lidt mere på pensionsselskaberne i top tre. De er alle arbejdsmarkedspensionsselskaber. De forvalter pensionsordninger, som er blevet til via en overenskomst. For kunderne betyder det, at de kan hyle og skrige og skabe sig – det ændrer ikke noget: Hvis ens overenskomst betyder, at man er pensionskunde i Industriens Pension, PensionDanmark eller Lærernes Pension, så er det sådan. Punktum. Men, som sagt, kunderne i disse selskaber hverken hyler og skriger. Tværtimod. De er superloyale over for den partner, der er blevet deres i det arrangerede ægteskab.

Spol tiden nogle år tilbage. Var der ikke engang en debat om disse pensionsmæssige tvangsægteskaber? Jo, det var der. Der var ligefrem debattører, der kaldte det uanstændigt og udemokratisk, at lønmodtagere livslangt kunne være låst fast til et pensionsselskab, som de ikke selv havde valgt. At det mindede om at være tvunget til at købe ind i Kvickly, selv om Netto havde billigere varer.

Loyalitetsundersøgelsen er en skumslukker på den debat. I hvert fald to af selskaberne i top tre er kendt for at levere pæne afkast og holde sine omkostninger på et lavt niveau. Måske er det derfor, at kunderne er så loyale. Det er den pæne version.

Den krasse version er, at nu begynder Stockholm-syndromet at slå igennem. Som jo betyder, at man begynder at holde med sine gidseltagere, når man i et passende tidsrum har været holdt til fange. I så fald kan man kun gratulere arbejdsmarkedspensionsselskaberne. Jeres kunder kan ikke slippe ud. Og nu elsker de jer. Det er godt arbejde.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.