Hele velfærdspakken er så enorm, at ingen aner, om prisen er rimelig

Mere end fem pct. dykkede dansk indenrigsflyvning i 2017. Tilbagegangens synder var angiveligt et markant passagersvigt foranlediget af konkurrencen fra busser og tog. Den kendsgerning har flyselskaberne taget helt bogstaveligt og sætter derfor snart billetpriserne ned for at få passagerne op i luften igen.

Derved imødekommes passagerernes prisbevidsthed. Akkurat som Lars Larsen gjorde det for de dyneelskende danskere, da han i 1979 slog dørene op til lavprisbutikken Jysk Sengetøjslager. Dansk Supermarked fulgte snart efter med lanceringen af Netto i 1981. Tilsvarende gjorde Coop Danmark samme år med etableringen af Fakta.

Også for danskere spiller prisen således en afgørende rolle, når vi fylder i bæreposen, rejser mellem landsdelene eller anskaffer større forbrugsgoder.

Forklaringen på prisbevidstheden er enkel: Varen eller tjenesteydelsen er overskuelig, den kan forstås, og derfor kan den værdisættes af hver enkelt forbruger. Modsætningen hertil er prisen for det, vi typisk kalder for ’velfærdssamfundet’, ’offentlige ydelser og investeringer’ eller ’vore fælles goder’.

Prisen herfor ligger uden for de fleste danskeres fatteevne. For hele velfærdspakken – i form af kampfly, sygdomsbehandling, klassekvotienter, museer, broforbindelser og alt det andet – er så kompleks, at stort set ingen aner, om denne offentlige leverance som helhed dækker vore mest relevante behov, og om prisen samtidig er rimelig.

Siden Folketinget trak i arbejdstøjet den første tirsdag i oktober 2017 og frem til dato, har prisen på og afregningen af offentlige ydelser været ganske højt prioriteret på regeringens dagsorden. Undervejs også med væsentlig risiko for regeringens overlevelse.

Liberal Alliances krav om indkomstskattens sænkning på de højeste indkomster blev regeringens akilleshæl. Nu er kravet taget af bordet, og regeringen har overlevet. Men hvorfor – kan man spørge sig – kan et spørgsmål om ubetydelige indkomstskattesænkninger for de hårdest beskattede trække de politiske fronter så skarpt op og få følelserne så stærkt i kog?

Det første svar er, at fakta om menneskers forskellighed i forhold til økonomiske incitamenter og motivation ikke indtager en stor plads, når den politiske debat rulles ud. Fakta er bl.a., at nogle mennesker over en vis periode drives til større præstationer gennem større økonomiske incitamenter. Andre motiveres i langt højere grad af eksempelvis omgængelige kolleger. Nogle anspores af økonomisk stabilitet. Andre leverer varen, når lønnen opleves som retfærdig sammenlignet med andres lønninger.

Sådan motiveres mennesker temmelig forskelligt, og derfor fører udokumenterede debatter om generelle skatteøkonomiske motivationsmekanismer kun konfrontationer med sig, som i bedste fald kan landes i et unyttigt kompromis.

Det andet svar er, at en politisk debat ikke udspringer af ønsket om et fælles resultatmål baseret på øget indsigt og kombination af sikre vidensområder. Tværtimod. Jo mere uenigheden trækkes op, desto større bliver sandsynligheden for endnu mere popularitet i egne rækker.

Det tredje og sidste svar er, at politisk ledelse med en kompromisbaseret målsætning ikke rummer den indbyggede sammenhængskraft og brandslukningsevne, der vil kunne neutralisere de særinteresser, som nu og da toner frem. Helle Thorning-Schmidts SRSF-regering fungerede halvhjertet på det sårbare kompromis vilkår. Det samme gør i dag Lars Løkke Rasmussens trepartiregering og parlamentariske grundlag.

Kompromisset som løsning er resultatet af en tidspresset demokratisk proces. Kompromisset fremmer ingen udvikling. Det fastlåser ensidige positioner, og over tid cementerer det endda sine egne indbyggede modsætninger.

Når en overvejende del af danskerne ikke længere vrider og vender sig under et af verdens højeste skattetryk på 50 pct., kan den psykologiske forklaring være, at den samlede mængde af kompromisser bag skattetrykkets nationale niveau er så kompleks og så fremmedgørende, at det store flertal af danskere står af og passer sit.

Man holder god afstand til et uvedkommende skattetryk og tilpasser sig systemets vilkår. Mens man surfer på nettet efter vaskemaskinen på tilbud eller den billigste rejse mellem Aalborg og København. Det er til at forstå. Det er det, der giver mening.

Mens nationens folkevalgte topledelse kæmper videre uden mål og med for egne særinteresser.