Debat

HR-boss: Kram specialisterne. Vi har brug for dem

Specialisterne er et helt afgørende grundstof i næsten alle virksomheder. Deres viden og indsigt er afgørende for, at du, vi, virksomhederne og Danmark har noget at leve af i fremtiden.

For nyligt så jeg en oversigt over en række techgiganters såkaldte personaleomsætning. Altså hvor længe medarbejdere bliver hos dem. Og jeg blev lidt rystet. Listen, der talte en række af verdens mest værdifulde virksomheder som Facebook, Apple, Microsoft og Uber, viste, at deres medarbejdere kun er hos dem mellem ét og to år. I gennemsnit.

Det er meget kort tid. I den virksomhed, jeg selv er i, ligger gennemsnittet på omkring otte år. Nu er de nævnte virksomheder hjemmehørende i Californien og i it-branchen. De konkurrerer aldeles nådesløst om især højtkvalificerede specialister - og skaber dermed en spirallerende medarbejderomsætning.

Men også for min virksomhed, der er førende i verden inden for havvind, er specialisterne helt afgørende, hvis vi fortsat skal være dygtigere, end de andre. Jeg ville ligge søvnløs, hvis vi kun kunne holde vores bedste af slagsen mellem ét og to år.

Virksomheder og medier har i mange år talt om og fokuseret meget på ledelse og lederudvikling. Og det skal vi bestemt blive ved med. Men vi må ikke glemme specialisterne. For i videnstunge virksomheder spiller de en helt særlig rolle. En rolle som vi – alle kollegerne og ledelsen – skal være ekstremt opmærksom på. Ikke kun for at tiltrække dem, men også for at stimulere og fastholde dem.

En af de specialister, som både vi som virksomhed og Danmark har brug for, er min kollega Leo. Han er blandt verdens absolut dygtigste inden for etableringen af vindparker. Vi har holdt på Leo i meget mere end to år. Og vil gerne holde på ham og vores øvrige specialister længe endnu. Spørgsmålet er bare, hvad det er, der får Leo og de andre til at trives. Og blive.  

Vi er jo for længst forbi tiden, hvor det at få et guldur for lang og tro tjeneste var attraktivt. Ligesom mit forslag om et kollegakram nok heller ikke gør det alene.

Jeg har derfor spurgt Leo og en række af hans både unge og ældre specialist-kolleger, hvad der driver dem og får dem til at blive. Svarene var overraskende enslydende.

  1. Innovation: At kunne arbejde direkte med udvikling af konkrete produkter og løsninger.
  2. Empowerment: At være med til at drive ideerne, løsningerne og implementeringen af dem.
  3. Dynamik: At irrelevant hierarki ikke står i vejen for hurtigt at gå fra udvikling til eksekvering
  4. Involvering: At følge og arbejde et faktisk produkt eller en konkret løsning helt til dørs
  5. Anerkendelse: At blive set, forstået og anerkendt af ledere og andre funktioner.

For at sikre, at vi tager specialisterne, deres fortsatte udvikling og deres betydning for os alvorligt, har vi indført nye initiativer og særlige specialistprogrammer på linje med lederprogrammer og -uddannelser. Og så har jeg givet Leo en krammer. Du skulle tage at gøre det samme med specialisterne i din virksomhed. 

Læs også