Debat
0

To techeksperter farer vild i bitcoinskoven

Bitcoin på er ingen måde en gangbar valuta, som to fra it-universitetet ellers argumenterer for, skriver direktør og økonom.

Prisen på bitcoin voksede nærmest ind i himlen i november og december. Nu er den faldet gevaldigt i pris. Analytikere skændes stadig om, hvorvidt der overhovedet er hold i konceptet. Foto: Photo by Alain Apaydin/Abaca/Sipa USA(Sipa via AP Images

»Bitcoin er en global netværksvaluta i lighed med gammelkendte valutaer,« skriver de to it-eksperter, professor Roman Beck og kommunikationsmand fra it-universitet Jari Kickbusch. Men de må været faret vild i skoven.

De to argumenterer for, at bitcoin og andre kryptovalutaer vil vise sig som ny valuta, der kan være konkurrencedygtige til de officielle valutaer. Men bitcoin er slet ikke en valuta eller et betalingsmiddel. Bitcoin besidder slet ikke de egenskaber, som karakteriserer penge. Penge skal kunne fungere som betalingsmiddel, formueopbevaring og målestok. Bitcoin kan i realiteten ingen af delene. Det tjener derfor Nationalbankdirektør Lars Rohde til ære, at han – som nævnt i artiklen - har gjort en ihærdig indsats for at advare mod bitcoins. Dermed lever han netop op til sin forpligtelse til at opretholde et sikkert og stabilt pengevæsen.

Danske kroner, dollar eller euro løser rollen som valuta eller betalingsmiddel fordi værdien af valutaen garanteres – så vidt det er muligt – af en centralbank. I gamle dage kunne man omveksle en valuta til guld og således være betrygget om valutaens værdi. Sådan er det ikke længere. Nu opretholdes valutaens værdi af den pengepolitiske indsats. Det er grunden til, at ansvarlige centralbanker kan sikre, at vi kan købe ind i butikkerne for vores kroner, at vi kan tilbagebetale vores gæld med kroner eller, at vi kan måle størrelsen af vores formue i kroner.

Omvendt kan pengepolitisk uansvarlighed føre til hyperinflation og kollaps for en valuta, som f.eks. i Zimbabwe. Bitcoin er et rent spekulationsobjekt. Bitcoin lever i bedste fald kun delvist og momentvis op til kravene til en rigtig valuta. Der er ingen, der forsøger (gennem en aktiv pengepolitik) at sikre bitcoins værdi. Den kan ikke bruges som betalingsmiddel, og da kursen farer op og ned, kan den heller ikke bruges som målestok for værdier.

De to gør et stort nummer ud af, at udstedelsen af bitcoin styres »af en algoritme«. Skulle det berolige os? Et afgørende element i tilliden til en rigtig valuta er kendskabet til de personer eller den myndighed, som har ansvaret for valutaen. Bitcoin har ingen indre værdi, og ingen kan gøres ansvarlig for regulering af bitcoinsystemet.

Man kan give de to ret i, at bitcoin kan være en fascinerende teknologisk konstruktion. Det har blot intet med en valuta at gøre. Det er sikkert rigtigt, at bitcoins har et »anarkistisk potentiale«. Men det er den form for ureguleret grænseløst anarki, som særligt må tiltale spillefugle og andre spekulanter samt personer, der har behov for at gemme deres formuer og transaktioner. Alle andre borgere og virksomheder har brug for sikre og stabile fornuftsmæssigt funderede valutaer.

Af Henrik Bach Mortensen, cand. polit. og direktør for Lederne.

BRANCHENYT
Læs også