Kritikken af den offentlige indkøber skyder forbi

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Direktør i virksomheden Grøntorvet København, Jens Faarum, langer ud efter de indkøbsaftaler, som SKI har indgået indefor fødevareområdet og kalder det monopolvirksomhed.

Det er slet og ret forkert.

SKI er not-for-profit og sat i verden for at sikre den offentlige sektor indkøbsaftaler med skarpe priser og attraktive aftalevilkår. På akkurat samme måde som vi ser det i vores nabolande, og som vi ser det hos store professionelle, private virksomheder. SKI udbyder indkøbsaftaler inden for et relativt begrænset område, der samlet dækker 2-3 pct. af det samlede offentlige indkøb, og hvor mange myndigheder har samme indkøbsbehov på tværs.

SKI udbyder to forskellige aftaler inden for fødevarer – begge aftaler er målrettet offentlige storkøkkener. Det vil sige, at aftalerne ikke er målrettet de mindre køkkener, som dem man finder i mindre institutioner. Den ene aftale er målrettet de 51 kommuner, der har tilmeldt sig aftalen. Den anden aftale kan bruges på frivillig basis mere bredt i den offentlige sektor.

Begge aftaler er blevet til efter en intens dialog med repræsentanter fra det offentlige, ligesom vi også var i dialog med blandt andet Madkulturen og Københavns Madhus. Begge aftaler indeholder et bredt udvalg af fødevarer i forskellige kvaliteter. Begge aftaler indeholder også et fuldt økologisk og et fuldt konventionelt sortiment.

De to aftaler fylder tilsammen knap 5 pct. af det samlede marked og er derfor meget langt fra det monopol, som Jens Faarup beskriver. Benchmark viser endvidere, at de to aftaler skaffer besparelser til det offentlige på omkring 85 mio. kr. om året. Det er mange penge, men ikke overraskende da tidligere analyser har peget på, at det offentlige fødevareindkøb havde et stort potentiale for yderligere effektiviseringer. De frigivne ressourcer kan nu i stedet anvendes til at købe højere kvalitet for de samme penge eller andre politiske prioriteter.

Da vi udarbejdede de to fødevareaftaler, var der overvejelser om, at opdele dem i forskellige fødevarekategorier, sådan som Jens Faarup efterlyser. Repræsentanter fra kunderne – altså dem der professionelt skal bruge aftalerne til at lave mad i storkøkkenerne – har imidlertid vurderet, at en opdeling vil tage tid væk fra madlavningen. Det skyldes blandt andet, at køkkenerne ville skulle bruge mere tid, når varerne skal bestilles flere steder, leveres på flere forskellige tidspunkter og når der efterfølgende skal håndteres flere forskellige fakturaer med forskellige betalingskrav og -frister mv.

Med andre ord ønsker de fagprofessionelle at handle ind i et supermarked med et bredt udvalg af forskellige kvaliteter til attraktive priser og bruge den sparede tid og de sparede ressourcer på at tilberede mad. Og når der opstår et behov for noget helt særligt, som af den ene eller anden grund ikke kan købes på aftalerne, ja, så står det selvfølgelig køkkenerne frit for at købe andetsteds.

Jens Faarup anfører, at ”SKI går målrettet efter at samle kontrakterne på så få hænder som muligt”. Det er forkert. Vi går efter at udforme indkøbsaftaler, som matcher behovet blandt dem, der skal bruge aftalerne. Og vi går efter at skabe intens konkurrence om det offentlige indkøb – både på kort og på lang sigt. På de to indkøbsaftaler for fødevarer er der endvidere tre forskellige leverandører.

Af Christian Lunding, udbudsdirektør i SKI.