Debat

Dansk iværksætteri stormer frem

Hvis Danmark for alvor skal blive et vækstmekka for mindre teknologiselskaber, så kræver det, at vi får løftet den næste række af byer på vækstkurven: Aarhus, Aalborg og Odense.

Den danske evne til at skabe morgendagens store virksomheder er afgørende for vores fremtidige velfærdssamfund. Med annonceringen af analysevirksomheden Peakons nyeste kapitalindskud på 130 millioner kr., er det tre-årige selskab med 80 ansatte et glimrende billede på at dansk iværksætteri stormer frem.

Vi ser lige nu et lovende antal danske startups, som har vokset sig store nok til at være med i kampen om førerpladsen internationalt. Blandt dem er Trustpilot måske det største danske håb for en ny dansk kæmpe virksomhed. Trustpilot er en portal for kundeanmeldelser startet i 2007 af Peter Mühlmannn. De er i dag markedsleder på flere europæiske markeder og i gang med et solidt indtog i USA.

Et anden lovende startup er platformen for vin, Vivino, der for nyligt annoncerede ny venturekapital runde på 120 millioner kroner. Listen over lovende danske techselskaber er lang. Rfrsh Entertainment er med helt fremme. De er blandt verdenslederne i esport, en kæmpe industri de færreste har hørt om, men som stormer frem. Derudover har startups som gamingvirksomheden Sybo (Subway Surfers), Templafy, fintechselskabet LunarWay, Labster, Planday og kryptoplatformen, Coinify, alle formået at sikre sig en international markedsposition eller tiltrække tilstrækkelig kapital til at kunne konkurrere globalt.

Uden lilleput, ingen landshold, siges det. Heldigvis er det også sådan, at der nu findes en stor, sund underskov af selskaber med både talentet og ambitionsniveauet til at komme til tops, hvis de får de rigtige betingelser og tilstrækkelig kapital og talent. Udover teknologi har den kulinariske industri en betragtelig del af æren for det blomstrende innovationsliv lige nu. Selskaber som Joe & The Juice og Sticks & Sushi stormer frem internationalt, og med Noma som spydspids har de danske kreative iværksættere fået mod på at starte verdensklasse koncepter. Blandt de interessante lige nu, er Empirical Spirits, et luksus spiritusdestilleri på Refshaleøen startet af tidligere Noma-folk Lars Williams og Mark Emil Hermansen. De producerer spiritus i verdensklasse.

Det, vi ser lige nu, er en dansk startupindustri, som er coming of age. Da jeg i 2008 vendte hjem til Danmark efter 10 år i udlandet, var den danske iværksætterscene kun en tynd og skrøbelig spire, som blev holdt i live af et lille antal personer med begrænset erfaring men tårnhøje ambitioner.

Det er mange af de virksomheder, som blev startet dengang, som er grundlag for den succes, vi ser i dag. Dengang blev Podio, Endomondo, Tradeshift, Trustpilot og Senseeye startet. Det er alle selskaber, som i dag er solgt eller succesfulde. De har været med til at træne det nødvendige talent og tiltrukket den nødvendige kapitals interesse til landet. Succesen er således bygget på et årtis benhårdt arbejde.

Det er en væsentlig pointe at dansk iværksætteri således skal tænkes på den lange bane. Det kræver en underskov af små startups at skabe et par enkelte store. Derfor er det store fundamentale rammebetingelser, såsom danskernes syn på værdiskabelse og risiko og ejerskabsbeskatning af ansatte, vi skal fokusere på, når vi skal skabe vækst. Det skal ikke være kortsigtede initiativer som rådgivning.

Da jeg i 2008 vendte hjem til Danmark efter 10 år i udlandet, var den danske iværksætterscene kun en tynd og skrøbelig spire, som blev holdt i live af et lille antal personer med begrænset erfaring, men tårnhøje ambitioner.

Tine Thygesen, Group CEO for Founders House. Medlem af regeringens iværksætterpanel.

Det er en tydelig tendens, at København er center for nye virksomheder, og der sker en tiltagende koncentration af talent og kapital i hovedstaden. Efterspørgslen for innovationskraft er massiv også fra det etablerede erhvervsliv. Da vi i The Creators Community for nyligt offentliggjorde Matrikel 1, et innovationshus på Højbro Plads, fik vi solgt 40 pct. af de nye kontorer på syv dage.

For Danmark er det væsentligt, at vi nu får den næste række byer med på vækstkurven, ikke mindst Århus, Aalborg og Odense. Det kræver, at der opbygges et lokalt iværksættermiljø, som kan fostre det rigtige mindset og som giver konkret læring. Erfaringen viser, at det kun kan skabes af private græsrodsmiljøer.

Det er overordentligt godt for beskæftigelsen, når det går godt for nye danske vækstvirksomheder. I Startup Village på Islands Brygge, er der for eksempel 100 åbne job. I min egen forretning alene skal vi ansætte 25 nye inden sommer. Derfor skal vi fortsat som nation arbejde for at komme på toppen af innovation og vækst, således der er masser og jobs og velfærd til os alle sammen, også i fremtiden.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også