Magtbalancen tipper i det Hvide Hus
Det forekommer nu meget sandsynligt, at præsident Trump vil eskalere handelskrigen med Kina. Og muligvis trække USA helt ud af en stor frihandelsaftale.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Tirsdag meddelte Trumps økonomiske toprådgiver, Gary Cohn, at han træder tilbage. På overfladen ligner det en ærgerlig, men naturlig rokade i Trumps stab. Men der er tale om et markant magtskifte, der varsler ilde for amerikansk udenrigs- og handelspolitik i resten af Trumps embedsperiode.
Da Donald Trump torsdag i sidste uge annoncerede, at han af hensyn til USA’s nationale sikkerhed vil indføre told på import af stål og aluminium, begyndte spekulationerne blandt amerikanske iagttagere: Ville Cohn nu trække sig? Det var jo netop den form for handelsprotektionisme, som han havde kæmpet for at afværge. Cohn har en væsentlig andel i, at det lykkedes at få vedtaget en omfattende skattereform, men ville det tabte slag på handelsområdet ikke være for bitter en pille at sluge?
Tirsdag kom svaret. Cohn trækker sig. I sin pressemeddelelse fremhæver han netop den ”historiske skattereform” og undgår diplomatisk at nævne det handelspolitiske. Med Cohns fratrædelse når udskiftningen blandt ansatte i det Hvide Hus op på 43 pct., på kun godt et år ifølge tal fra tænketanken Brookings Institute. Det bekymrer ikke Trump. Der er masser af nye folk at vælge imellem: Alle vil gerne have en bid af det Ovale Værelse, som han formulerer det.
Set i et internationalt perspektiv er Cohns tilbagetræden stærkt foruroligende. Den udtrykker og forstærker et magtskifte i det Hvide Hus, som vil kunne mærkes verden over. Der har i Trumps første år været en slags balance på det handelspolitiske område mellem to fløje. På den ene side stod erhvervsminister Wilbur Ross. På den anden en gruppe anført af Gary Cohn. Den balance er nu væk.
Journalist Jonathan Swan, som følger magtkampene i det Hvide Hus tæt, konstaterer tørt, at chancen for at andre i Trumps regering fremadrettet udfordrer præsidenten på det handelspolitiske nu er lig nul. Forlydender vil vide, at erhvervsminister Wilbur Ross allerede går under øgenavnet ’Chief Ross’, og samlet set må man regne med, at de stemmer, der har manet til besindelse på det handelspolitiske, nu vil forstumme.
Det forlyder også, at Cohn hele tre gange i løbet af Trump embedsperiode succesfuld har stået i vejen for, at Trump trak USA ud af den amerikanske frihandelsaftale, NAFTA. Uden Cohn i det Hvide Hus er en amerikansk udtræden af NAFTA blevet et scenarie, man må regne alvorligt med, om end intet selvfølgelig er givet.
Når det gælder USA’s handelspolitiske relation til Kina, er det væsentligt at bemærke, at hvis Ross er den nye sherif i det Hvide Hus, så er Peter Navarro vicesheriffen. Og Navarro er vel at mærke manden, der har bygget sin karriere på at udgive bøger om, at alle USA’s problemer er Kinas skyld. Death by China, hedder den bog, som har solgt bedst. I nogle medier nævnes Navarro endog som en mulig efterfølger til Cohn, som ny chef for det nationaløkonomiske råd. Det nægter jeg at tro på. Trods alt.
