Toke Kruse: Kvinderne må selv smøge ærmerne op
Kvinder har en tendens til at undervurdere egne evner og være mere bange for risiko. Derfor er der færre, der tør at starte selv

Jeg fremlagde for en uges tid siden mit personlige erhvervsnetværk i et interview i Børsen. Til nogen harme, undren og måske skuffelse var alle 12 personer i mit tætte netværk mænd. Det er der selvfølgelig en god grund til, men alligevel smækkede jeg benene op på bordet og ventede på, at forargelsen ville ramme de sociale medier. Efter et par dage var der bid.
Jeg blev brugt som et eksempel på, hvor ofte mænds netværk udelukkende består af mænd. Der var også en undren: Hvordan kan det være, at hele mit netværk består af mænd?
For det første forstår jeg ikke, at man undres. For mig er det åbenlyst, at jeg har flest mænd i mit netværk. Der er bare flere mandlige iværksættere og flere mandlige ledere. Man bruger sit netværk til at få indflydelse, og derfor giver det åbenlyst mening, at ens netværk primært består af mænd. Men det betyder ikke, at jeg ikke har nogen kvinder i mit netværk. Jeg har fx Annette Sand, som er en fantastisk bogholder og Iris Engelund, som også er en powerkvinde. Eller tag min marketingschef i Billy Katrine Rasmussen, der er super skarp til onlinemarketing.
Men jeg er selvstændig, mange i mit netværk er iværksættere, og man må bare konstatere, at der er færre kvinder, der starter selv. Hvorfor? Er de mindre skarpe? Har de dårligere forudsætninger? Egner de sig ikke som iværksættere? Svaret er selvklart NEJ. Kvinder og mænd er lige. Også når det kommer til iværksætteri.
Jeg tror, at den manglende lyst til at starte selv, handler om mindst to ting. Kvinder undervurderer deres egne evner, og de er mere bange for risiko. Med andre ord: de er bange for, at de ikke selv er dygtige nok, og at det hele går galt. Det er korrekt, at masser af undersøgelser peger på, at mænd ofte overvurderer egne evner og løber for stor risiko. Men det er nøjagtigt derfor, at flere mænd stryger til tops, og at færre kvinder gør det.
Som en del af denne debat hører man gang på gang, at der skal være mere “ligestilling”. Problemet er bare, at det ikke handler om ligestilling. Vi har rigeligt med ligestilling i Danmark. Det handler om, at flere kvinder skal tage skeen over i den anden hånd og smøge ærmerne op. Hvis det sker, så skal magten og pengene nok blive fordelt mere jævnt mellem kønnene. Ligestilling kommer ikke af kvoter, kampagner og skyts mod mændene. Danske kvinder har allerede fuldstændig de samme muligheder som mænd, og der er masser af eksempler på, at hvis man vil mænge sig i 'mændenes verden', så står døren åbne.
Det kan sagtens lade sig gøre at få et traditionelt ’mandejob’, hvis man vil. Det handler om lyst og vilje. Skuespiller Lise Nørgaard sagde det knivskarpt på landsdækkende TV engang: I Danmark har kvinder de samme muligheder som mænd, men de skal tage ansvar for sig selv.