Debat
0

Kinesiske rigmænd forsvinder på mystisk vis

Rigmand efter rigmand fordamper fra det kinesiske forretningslandkort. Ifølge landets premierminister vil man ikke tillade kriminelle elementer at sætte nationens finanser på spil.

Premierminister Li Keqiang var helt klar i spyttet, da han på den afsluttende pressekonference efter partikongressen slog fast, at Kina ikke vil tillade kriminelle elementer at sætte nationens finansielle og økonomiske fremtid på spil.

På det tidspunkt var det endnu ikke offentligt, at endnu en af de senere års højprofilerede nyrige kinesiske milliardærer i al stilhed var blevet fjernet fra offentlighedens søgelys.

Han var ikke den første. Og bliver heller ikke den sidste. Hvem, der bliver den næste, hang som elefanten i rummet over Folkets Store Hal efter Li’s bemærkninger.

Det er ikke på den front, de kinesiske myndigheder er mest meddelsomme. Informationerne kommer typisk andre steder fra, inden de i bedste fald konfirmeres officielt, længe efter at nøglepersoner i al stilhed er forsvundet fra de vante cirkler. Som regel er standardsvaret, at de »hjælper myndighederne med en undersøgelse« eller med at »besvare og opklare spørgsmål«.

Således også i det seneste tilfælde. Indtil for få måneder siden var Ye Jianming en lysende profil. Bl.a. i Tjekkiet, hvor hans selskab CEFC Gruppen investerede i vigtige tjekkiske selskaber. Han var endda økonomisk rådgiver for Tjekkiets præsident Milos Zeman.

Hvem, der bliver den næste, hang som elefanten i rummet over Folkets Store Hal efter Li’s bemærkninger.

Jan Lund, konsulent, forfatter og kommentator med base i Singapore

Men forskellige mislyde fik i sidste uge Zeman til at sende en delegation til Shanghai for at finde ud af, hvad der egentlig foregik.

Den kunne konstatere, at Ye ikke mere er en del af selskabet, og at hans forhold undersøges. Han var blevet tilbageholdt (uden at være officielt arresteret) for fem uger siden. Delegationen fik også at vide, at han nu hverken er aktionær eller direktør i firmaet, og at CEFC har opgivet en planlagt ekstra investering i det tjekkiske finansselskab J & T Finance Group. Ye blev kendt som Kinas mystiske milliardær efter at have øget sit selskabs værdi til 270 mia. kr. på fem år og fra ingenting at være steget til tops i Kinas fjerdestørste olieselskab.

Nu er hele konstruktionen i færd med at kollapse.

Ye har lidt samme skæbne som en stribe andre af de senere års kinesiske profiler. F.eks. milliardæren Xiao Jianhua, som blev fjernet i en rullestol med en sæk over hovedet fra sin hotellejlighed i Hong Kong i januar sidste år og ikke er set siden.

Flere af selskaberne i hans konglomerat Tomorrow Holdings er siden blevet solgt. Han var en overgang blandt Kinas 40 rigeste mænd.

Lige så opsigtsvækkende var tilbageholdelsen af Anbangs chef Wu Xiaohui. Manden, der skabte overskrifter i USA ved at købe Waldorff Astoria i New York, forsvandt også bare ud af billedet i juni sidste år.

For nylig meddelte myndighederne, at Anbang nu er blevet nationaliseret, aktiverne sat til salg, og at han er sigtet for økonomisk kriminalitet. På 10 år bankede han Anbang op fra et lille obskurt forsikringsselskab til et af Kinas største.

Manden, der skabte overskrifter i USA ved at købe Waldorff Astoria i New York, forsvandt også bare ud af billedet i juni sidste år.

Jan Lund, konsulent, forfatter og kommentator med base i Singapore

I kulisserne rammer øksen de embedsmænd og politikere, der har gjort det muligt for de nye tycoons at blive stenrige. Dem går det også ilde. Sidste år blev lederen af kommissionen til overvågning af forsikringsindustrien fjernet, og bare et par uger før Folkekongressen blev kabinettets generalsekretær fyret. Begge beskyldes for at have samarbejdet med kriminelle elementer.

Det er ikke politiske udrensninger, men økonomiske. De vil fortsætte fremover. Der bliver solgt ud af de mange vestlige trofæer, som de nyrige selskaber har fået op under neglene.

Men for regeringen er det en hårfin balancegang. Den skal rydde op for at skabe tillid til systemet, samtidig med at udlandets tillid systematisk undermineres jo flere sager, der dukker op. Udviklingen signalerer, at der gøres noget, fordi det er nødvendigt, og at det kan være giftigt at komme alt for tæt på de kinesiske selskaber. De brodne kar underminerer tilliden til hele den kinesiske finanssektor på et tidspunkt, hvor Kina er på vej ud i verden og har brug for tillid.

Li Keqiang erkendte i sine afsluttende bemærkninger, at ulovligheder og risikobetonede handlinger har sendt chokbølger gennem den kinesiske finanssektor, men sagde, at myndighederne har arbejdet »beslutsomt« på at hindre en spredning og har fået prikket hul på bylden.

»Hvis tilsvarende problemer opstår i fremtiden, vil vi fortsat tackle dem lige på stedet«, som han sagde. Den internationale finansverden holder vejret og håber på, at det ikke står så galt til, som pessimisterne frygter.

BRANCHENYT
Læs også