Fortsæt til indhold

Bekæmp epidemi af ensomhed: Tag nærværet med tilbage på arbejde

Det bedste ved påsken er hverken den iskolde akvavit eller fortovscaféen i Paris. Det er nærværet. Med familie, venner og bekendte. Og det nærvær må vi alle gerne være mere generøse med.

Debat
Hanne Blume

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Hanne Blume, HR-direktør i Ørsted

Påsken er en af de helt store fortællinger i vores kultur. Her stilles livets store spørgsmål om alt fra håb, tilgivelse og fællesskab til svigt, lidelse og ensomhed. Spørgsmål, der her i 2018 stadigvæk er relevante at diskutere, uanset om man er troede eller ej.

Og det er der behov for. For både statistikken og debatten viser, at mange af os savner selskab, relationer og nærvær. Specielt her i højtiderne. Og det kan ikke købes eller klares med et ’like’. Det kan kun gives personligt.

Manglen på andres oprigtige opmærksomhed og interesse er ved at blive et alvorligt problem. Med stadigt flere ensomme. Især blandt unge og ældre. Og her hjælper 1.000 venner på sociale medier ikke. Det er dybere menneskelige relationer, og hvorvidt man føler sig som del af fællesskaber, der afgør, om vi føler os alene eller ej. Som også forsker i ensomhed Mathias Lasgaard tidligere har skrevet her på Finans.dk.

USA's tidligere Surgeon General, Vivek Murthy beskrev i Harvard Business Review i efteråret, at ensomhed i dag er så stort et problem, at der er tale om en epidemi. Med en fordobling af antallet af ensomme siden 80’erne og over 40 procent af voksne amerikanere, der angiver, at de føler sig ensomme.

Det er alvorligt i sig selv. Men tilmed gør ensomhed os syge. Ensomhed og svage sociale relationer har samme indflydelse på levetid som 15 cigaretter om dagen. Vi øger ganske enkelt risikoen for forhøjet blodtryk, Alzheimers, hjertekar-sygdomme, træthed, smerter, søvnforstyrrelse og depression, hvis vi er ensomme.

Samtidig medfører svage sociale relationer ifølge Statens Institut for Folkesundhed årligt op til 100.000 ekstra fraværsdage fra arbejdet, ligesom vi er mindre produktive og kreative og dårligere i stand til at træffe beslutninger.

At det gavner mennesker at være sammen med andre og arbejde sammen med andre er oplagt. Men, vi kan faktisk også se det i medarbejderundersøgelser. I Ørsted er samarbejde med andre den vigtigste såkaldte ’driver’ for medarbejderes trivsel. Det er en af grundene til, at vi understøtter samarbejde i det daglige, diverse frivillige foreninger, idræts- og familiedage for medarbejdere mm.

Selskab, deltagelse og nærvær kan ikke erstattes af dyre ting, hilsner på sociale medier eller small-talk ved kaffeautomaten. Hvis vi vil bremse den epidemiske ensomhed, som Vivek Murshy beskriver, er det vigtigste at være sammen. I ægte menneskelige relationer. I hverdagen.

Så når du på ferien sidder ved det kolde bord eller på en sydeuropæisk café med vennerne, så husk at tage det nærvær og selskab, du både giver og tager, med derfra, ind i dagligdagen og med på arbejde. Og giv det så videre til mennesker omkring dig. Vi har alle brug for det.

God påske.

Artiklens emner
Hanne Blume