Dette er en kommentar: FINANS bringer løbende kommentarer fra specialister og meningsdannere. Alle kommentarer er udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Debat

Ingen kan brænde penge af i det uendelige

En regional miniput har spist en global sværvægter. Den 8. april overtages Uber-transport i Singapore af firmaet Grab. Måske et tegn på, at Uber har en økonomisk smertegrænse.

Jan Lund er konsulent, forfatter og kommentator med base i Singapore.

Hvor længe kan man blive ved med at brænde 27 mia. kr. af om året? Det var, hvad Uber tabte – man kan også vælge at sige investerede – i 2017 ifølge de tilgængelige regnskaber. Det svarer nogenlunde til 70 mio. kr. om dagen – dag ind og dag ud.

Det kan selvfølgelig ikke vare evigt. På et tidspunkt skal kurven knækkes. Meget tyder på, at det er sket, og at det er sket i Asien, nærmere bestemt Singapore. Samtidig giver udviklingen i bystaten en idé om, hvordan verden kommer se at til ud fremover på området for internetbaserede serviceydelser, når man lader markedet spille en afgørende rolle.

Singapore accepterede fra starten Uberkonceptet som en uafvendelig konsekvens af mobiltelefonens og kreditkortets gennembrud. På taxa-siden stillede man reelt blot to krav til chaufførerne: De skulle have et gyldigt kørekort og en forsikring.

Forbrugerne jublede. Takket være Uber forsvandt de lange ventetider på taxaer i myldretiden som med et trylleslag. Men succesen tiltrak konkurrenter. På kort tid ankom en håndfuld. Tre af dem lukkede igen, men malaysiske og nu Singaporebaserede Grab holdt fast.

Grab tog en strategisk beslutning om en forretningsmodel, der inkluderede eksisterende taxaer. Man lavede en aftale med et af de store selskaber, så dets chauffører kunne køre både taxa og Grab samtidig. Det gav markedsandele i et ekstremt konkurrencebetonet marked. Samtidig udviklede de markedet med nye tjenester såsom samkørsel, varelevering, betalingsplatforme, lån og forsikringer.

Mens Uber i princippet fastholdt identiteten som transportør, gik Grab ind på nye områder. Masser af synergi og den gamle historie om gyngerne og karrusellerne.

I sidste uge eksploderede så bomben. Grab har overtaget Ubers forretninger i Sydøstasien. Fra den 8. april er det slut med Uber-transport i Singapore.

En sikkerhedsvagt står foran Grabs hovedkvarter i Singapore. Samkørselstjenesten kan byde velkommen til storebroderen Uber, som man overtager mod en aktieandel på 27,5 pct. Foto: AP

Er det historien om David, der besejrer Goliat eller om et multinationalt selskab, der har nået den øvre grænse for gældsfinansieret ekspansion?

Uber har siden starten i 2009 brændt 75 mia. kr. af globalt. Heraf mere end 4 mia. kr. i Sydøstasien i de seneste fem år. Men netop de sydøstasiatiske markeder er præget af utraditionelle start-ups, der presser Uber på konceptet. De kender markederne i detaljer, er lette på fødderne og kræver ikke det helt store maskineri for at fungere.

Ligesom Uber har Grab heller aldrig givet overskud, men forretningsmodellen og det regionale fokus giver Grab bedre muligheder for at vende kurven hurtigt. Uber har formentlig erkendt, at selskabet aldrig ville være i stand til at forrente investeringerne i denne kamp.

Så efter opskriften »If you can’t beat them – join them« har Uber nu vekslet engagementet i Sydøstasien til en aktiepost på 27,5 pct. i Grab. Der er sat en prop i hullet i pengekassen, og Uber har fået en pipeline til indtægter, den dag Grab giver overskud. Et ikke ubetydeligt element i Ubers planer om en børsnotering i 2019.

Uber har tidligere nødtvungent solgt sin kinesiske forretning til Didi Chuxing og fusioneret sin russiske med teknologi-selskabet Yandex. Men handlen i Singapore er den vigtigste udenfor USA og det første betydende eksempel på en lokal konkurrent, der overtager de regionale operationer fra en global spiller.

Uber-Grab-fusionen viser, at det ikke nødvendigvis er den store, der sluger den lille.

Jan Lund, konsulent, forfatter og kommentator med base i Singapore

Uber-Grab-fusionen afspejler, at der er en konsolidering undervejs på de nye forretningsområder. Fra kompleks e-handel til simple operationer med en lav indgangstærskel er markedet eksploderet med nye start-ups.

Alle brænder penge af for at sikre sig de gyldne markedsandele, som kræves for at overleve. Men mange pakker hurtigt sammen og endnu flere ventes opslugt, opkøbt eller fusioneret ind i hinanden i de kommende år.

Uber-Grab-fusionen viser, at det ikke nødvendigvis er den store, der sluger den lille. Der er andre kræfter på spil. Ubers farvel er den åbning, andre mindre spillere har ventet på. For eksempel den indonesiske platform Go-Jek, der nu er klar til at ekspandere i Singapore og andre steder i regionen.

Monopollignende tilstande bliver der altså ikke tale om, selv om de store slår sig sammen.

Men Ubers farvel er en påmindelse til alle start-ups om, at ingen kan brænde penge af uendeligt, og at det er problematisk at være for begrænset i sin brugerflade. Den lektie lærte rigtigt mange af it-krakket i 2001. Det er glemt af mange af de nye entreprenører.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.