Debat

Min første og bedste chef var først og fremmest kvinde

Min første chef brugte eminent sin kvindelige empati og sine fejl og mangler til at blive en bedre leder, skriver Carlsbergs informationschef i klummeserie om 'min første chef'.

Foto: Joachim Adrian

»Der er to originaler på dette kontor. En af dem har jeg i hånden,« sagde hun. Hun var vred.

Jeg vidste instinktivt, hvorfor hun var vred. Hun hadede fejl. Jeg er ikke engang sikker på, at det var mig, der var kommet til at sende en original note fra Udenrigsministeriets N.3-kontor til Folketingets Europaudvalg, men det var mig, der fik skideballen. Hun vidste, at jeg fremover ville sikre, at denne fejl aldrig skete igen.

Hun havde helt ret. Min første chef. Det var selvfølgelig ikke videre behageligt, men i dag betragter jeg egentlig skideballen som et klap på skulderen. Heldigvis havde et venligt medlem af udvalget sendt originalen tilbage til Udenrigsministeriet.

Nu sad min chef, Anne Dorte, så med originalen i hånden, selvom den skulle have været tilbage i arkivet.

Jeg var dengang studenterhjælp, og netop i dette 3. kontor for anliggender på den nordlige halvkugle, var der en del kopiarbejde og håndakter. Jeg brugte derfor megen tid på at gennemgå de håndagter, vi samlede til ministeren, og Anne Dorte, der var souschef, gennemgik dem nøje, når de var klar, og ofte til langt over normal arbejdstid.

Vi havde det ret sjovt om aftenen, når vi gik og samlede håndakter. Hun var i de første måneder meget opmærksom på mit tøj. Specielt havde jeg et par stramme velourbukser, som hun yndede at kommentere. Jeg kan ikke helt huske, hvorfor jeg havde købt dem, men jeg gætter på, at de sad godt – dengang.

Der var altid lige noget, der skulle laves om. Ændringerne foretog vi som regel, når Anne Dorte hentede sine dengang to meget små børn. Jeg kom til at kende dem rigtig godt, fordi jeg underholdt dem, når Anne Dorte kom tilbage på kontoret med dem for en sidste gang at tjekke, at håndakterne var, som de skulle være. Derefter tog hun hjem, og jeg smuttede op på sjette etage for at aflevere dem til ministersekretæren, eller hvem der nu stadig var der.

Jeg elskede denne sidste del af processen. Det tror jeg godt, hun vidste. Jeg løb som regel op ad trapperne til sjette etage, hvorefter jeg blev lukket ind til den relativt ydmyge kontorgang, der førte til ministeren, departementschefen og ministersekretariatet.

At have evnen til at vise respekt, empati og omsorg for dem, der følger dig, tilskrives også gode ledere, men vi ved alle sammen, at nogen er bedre end andre.

Kasper Elbjørn, informationschef, Carlsberg

Det var sjældent, man så ministeren, men det var egentlig også alle billederne, som jeg elskede at betragte, når jeg skulle aflevere håndakter. Dilettanterne og vendekåberne side om side med kæmperne i dansk udenrigspolitisk historie: Otto Rosenørn-Lehn, Carl Moltke, Laust Moltesen, Christmas Møller, Ole Bjørn Kraft, H.C. Hansen og Uffe Ellemann-Jensen, der dengang var den seneste i rækken af tidligere udenrigsministre. De hang der alle sammen, og jeg mærkede historiens vingesus, når jeg gik forbi dem.

Giv folk en chance, når de opsøger den

Anne Dorte er ikke blot min første chef, men også min bedste chef, og formentlig den chef, der har betydet mest for min karriere. I slutningen af 1999 blev hun udnævnt til direktør i Uffe Ellemann-Jensens østersøorganisation Baltic Development Forum. Jeg kan huske, hun sagde, det var den rigtige formand for den rigtige organisation på det rigtige tidspunkt, da hun holdt sin afskedstale.

Baltic Development Forum skulle sikre samarbejde blandt erhvervslivet og universiteterne på kryds og tværs af Østersøen for at sikre, at de politiske ledere ikke kunne undgå at optage alle kandidatlandene og ikke kun Estland og Polen. Jeg havde selvfølgelig hørt om organisationen og delte bestemt organisationens formål og tankerne bag ideen, fordi jeg fulgte Uffe Ellemann-Jensen tæt i medierne. Jeg må blankt erkende, at jeg i 1999 stadig forbandede resultatet af folketingsvalget i 1998. Jeg var ikke rigtig kommet videre, men det var Uffe naturligvis, og nu skulle Anne Dorte arbejde for ham.

Da vi gik og ryddede op efter receptionen, tog jeg mig pludselig sammen, og ud af det blå spurgte jeg, om hun ikke havde brug for en student? Hun kiggede på mig, som om at det kom en smule uventet, men sagde så: »Joh, hvornår kan du starte?«. Jeg kunne simpelthen ikke fatte, hvor heldig jeg var, men det havde naturligvis intet med held at gøre, men om at give folk en chance, når de opsøger den.

Brugte sine fejl og mangler til at blive en god chef

Anne Dorte brugte sine fejl og mangler til at blive en god chef. Det klæder ethvert menneske at turde stå ved, hvem man er, men det er også kun de dygtigste, der vender deres fejl og mangler til fordele og forstår at samle folk omkring dem, der komplimenterer dem.

Jeg begyndte som studenterhjælp i Baltic Development Forum efter et halvt år på ambassaden i Letland, men allerede kort tid efter, jeg var startet, blev jeg inviteret på en fredagsøl på Gråbrødretorv. Det var sjældent, Anne Dorte drak fredagsøl. Hun var ekstremt effektiv i hverdagen, fordi hun skulle aflevere sine børn om morgenen og hjem til sine børn igen om aftenen inden aftensmaden. Hvis vi havde rigtig travlt, kom hun selvfølgelig tilbage på kontoret efter puttetid og sad nogle timer med os andre, men det var faktisk undtagelsen. Det undrede mig derfor, at hun inviterede på fredagsøl, men jeg syntes kun, det var sjovt, at hun havde tid til en enkelt.

Det viste sig, at det var et bagholdsangreb. Hun ville have mig til at arbejde fuld tid til fast løn, sagde hun, mens hun tog en tår af sin kolde øl i sensommersolen. Det var svært at sige nej til, og mit speciale på Københavns Universitet måtte vente. Hun præsenterede det, som om jeg ikke kunne undværes, og det var præcis den lokkemad, der skulle til for en 26-årig mand som mig. Det vidste Anne Dorte selvfølgelig godt, fordi et andet talent, hun havde, var at gennemskue, hvad der får passionen eller lidenskaben frem i medarbejderne, ligesom hun lod de folk gå, der ikke havde en glød i sig.

Hvorfor er vi her?

Jeg har aldrig tændt på løn eller bonus, selvom jeg godt kan lide at få det. Jeg er heller aldrig steget i løn ved et jobskifte. Det er noget helt andet, der tænder en ild i mig: Formålet. Hvorfor er vi her? Hvorfor går vi på arbejde hver dag? Hvad er formålet med at bruge størstedelen af vores tid på kontoret?

I dette tilfælde var det for at sikre, at de tre baltiske lande aldrig igen blev ladt i stikken, som de var blevet det historisk, men også for at sikre, at Uffe Ellemann-Jensen fortsat havde en stærk stemme i Østersøregionen og i EU, når udvidelsen kom i 2002. Anne Dorte havde jo allerede fortalt, at vi havde den rigtige formand, den rigtige organisation på det rigtige tidspunkt, og jeg kunne altså ikke undværes. Nu havde Uffe brug for mig, sagde hun. Jeg var solgt!

Kvindelige empati gennemsyrede hendes ledelsesstil

At have evnen til at vise respekt, empati og omsorg for dem, der følger dig, tilskrives også gode ledere, men vi ved alle sammen, at nogle er bedre end andre, og Anne Dorte var sublim til dette.

Hun turde først og fremmest være kvinde. Hendes kvindelige empati gennemsyrede hendes ledelsesstil, og hun var ikke bange for at forklare, hvad det betød at være i hendes situation, og hvorfor hun havde brug for mig, ligesom hun var enormt god til at give hård, men ærlig kritik, når jeg havde dummet mig, eller rose mig, når jeg havde leveret ud over det sædvanlige. Det var nu ikke så svært dengang, da jeg hverken havde kæreste eller børn. Jeg vil ikke kalde mig en maskine, men jeg levede og åndede for jobbet og målet for organisationen.

Jeg har aldrig tændt på løn eller bonus, selvom jeg godt kan lide at få det. Jeg er heller aldrig steget i løn ved et jobskifte. Det er noget helt andet, der tænder en ild i mig: Formålet. Hvad er formålet med at bruge størstedelen af vores tid på kontoret?

Kasper Elbjørn, informationschef, Carlsberg

Derfor satte jeg måske ekstra stor pris på hendes empatiske evner. Hun kunne få en tåre i øjenkrogen, da jeg lærte hendes søn at cykle og lægge alt til side og give et kram, hvis en af mine kolleger havde kærestesorger eller tage en timeout, hvis noget gik galt som efter terrorangrebet i New York og Washington D.C. den 11. september 2001, der var ved at sætte en kæp i hjulet for Baltic Development Forums kæmpe topmøde i Skt. Petersborg.

Du har ikke kun brug for en god chef

Min tid under Anne Dorte, der i dag er generalkonsul i New York, kom også til at betyde, at min karriere fik en retning. Til Skt. Petersborg-topmødet havde hun ansat den tidligere TV 2-vært og korrespondent Samuel Rachlin som konsulent. Han talte flydende russisk og vidste, hvordan man arbejdede med russerne. Han pendlede mellem Danmark og Washington, hvor hans hustru arbejdede og kunne ikke komme hjem efter terrorangrebet.

Samuel fik et skrivebord lige over for mit i de små lokaler på Valkendorfsgade, og vi blev gode venner. Han lærte mig de basale kommunikationsredskaber og -metoder, som jeg brugte i årene derefter, og senere blev han næsten en mentor for mig.

Jeg vender fortsat både verdenssituationen, men også karrierevalg med Samuel, fordi du har ikke kun brug for en god chef. Du har også brug for en mentor, og jeg er Anne Dorte dybt taknemlig for, at vi mødtes.

Af Kasper Elbjørn, informationschef, Carlsberg A/S. Følg eller skriv til Kasper på twitter.

Finans har inviteret en håndfuld erhvervsfolk og chefer til at fortælle om deres første chef. Alle kommentarer kan sendes til finans@finans.dk.

Læs også
Top job