Væksten i Europa slog bak i 1. kvartal

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

I Japan og Indien blev det nye finansår indledt i denne måned.

Begge steder er der fyret op under de økonomiske kedler med en så stor stigning i det offentlige forbrug, som det er politisk og økonomisk muligt. I USA bidrager den store skattereform til endnu højere privatforbrug i år.

Ved indgangen til 2018 var der i forvejen et tiltagende momentum i den globale vækst. Det kommer ganske vist fra et relativt lavt niveau, men sammen med impulserne fra USA, Indien og Japan bliver der en acceptabel fremgang i den globale økonomi i år.

Endda så meget, at Den Internationale Valutafond (IMF) hævede sine globale vækstudsigter med, hvad jeg vil betegne som mere end gennemsnitligt, i forhold til hvad fonden plejer at gøre. Eurozonen har fulgt samme mønster med mere økonomisk aktivitet i løbet af 2017 og ved indgangen til i år. Men i tirsdags skete det så – det tyske ZEW-indeks styrtdykkede for anden måned i træk og denne gang endda endnu hurtigere. Det passer på ingen måde med stemningen for tre måneder siden.

ZEW-indekset vægter som regel ikke tungt som argument i mine beslutninger. Jeg inddrager det sjældent, og derfor vil jeg heller ikke nu bruge det som et stærkt argument for en pludselig negativ udvikling. Indekset består af en lang række komponenter, som man delvist tager andre steder fra, da de betragtes som ledende indikatorer. Desuden offentliggør ZEW på samme tidspunkt et andet indeks, der viser en mere glidende bevægelse. Men når alle disse forbehold er trukket fra, og indekset viser så kraftig en bevægelse som de to seneste måneder, ja, så får det alligevel min opmærksomhed.

ZEW er en slags aktuel stemningsindikator, hvor den globale handelskonflikt initieret af USA tynger, og det samme gør situationen i Syrien. Det er helt sædvanligt, at mange i Tyskland reagerer mere negativt på den slags end i mange andre lande. Den del vil jeg sige er forventet og kan forklares, hvilket derfor ikke er den store overraskelse. Der er dog også andre forklaringer bag faldet, og de er bekymrende.

Nedgang i industriproduktionen, eksporten og detailsalget i Tyskland er også årsager til et lavere indeks. Nu er Tyskland ikke lig med eurozonen, men landet har dog en pæn vægt i kurven, så derfor tillader jeg mig at give specielt den økonomi en ekstra opmærksomhed.

Med bekymring har jeg fulgt, at den månedlige ændring i landets detailsalg har været negativ hver måned fra december til februar, som er de seneste opgørelser.

Et stigende antal af økonomiske nøgletal og indeks for forventninger, som erhvervslivets forventninger og forbrugertillid, er også i resten af eurozonen blevet svagere sidst i 1. kvartal.

Et eksempel ses i grafikken, som viser ændringen i industriproduktionen for hele eurozonen. Stigningen er stadig på et pænt niveau, men ikke så højt som forventet.

Hvis jeg skal konkludere på alle disse store og små udsving, så er der sket en ændring fra de sidste fire måneder i 2017 til ca. den sidste halvdel af 1. kvartal i år. Jeg forventer senest, at finansmarkedet reagerer på udviklingen, når bnp-væksten for 1. kvartal offentliggøres. Men normalt begynder økonomer at regne på væksten, efter at en række af de økonomiske nøgletal for marts offentliggøres, altså inden længe.

Grundlæggende er jeg altid skeptisk over for store vækstforventninger i eurozonen og på det europæiske kontinent generelt.

Årsagen er ganske enkelt, at impulserne er for svage, forstået på den måde at det, man kalder reformer, langtfra er dybtgående nok, og desuden er Europa ikke beriget af vækstsektorer. Men trods denne skepsis er jeg alligevel overrasket over det, der ligner en afmatning i eurozonens økonomiske vækst.

For at vende tilbage til indledningen burde netop europæiske økonomier profitere af den højere globale vækst. Men der er en voksende barriere, der hedder, at offentlige vækstimpulser, herunder øget offentligt forbrug, designes til at fremme den indenlandske vækst.

Et klassisk eksempel er at bygge infrastruktur, men i stigende grad ofres der flere penge på f.eks. ældrepleje. Men selv den store amerikanske skattereform er designet til at give familier med middelindkomster i den lave ende et større råderum. Dette råderum går måske til at besøge convenience-restauranter oftere, men ikke til at købe en europæisk produceret bil.

Humlen er, at global bnp-vækst heller ikke er, som den var engang. Som investor bliver man i stigende grad tvunget til at finde vækstsektorer i de enkelte lande, hvilket er krævende.

Men dette alene gør ikke, at væksten i Europa bremser op – men hvad gik så galt?

Fremgangen sidste år skyldtes i høj grad øget indenlandsk efterspørgsel med højere investeringer i erhvervslivet, fortsat fremgang i byggeriet og stigende privatforbrug. For at den bølge skal fortsætte, kræver det et robust opsving, men i stedet kom der en masse mindre ridser i lakken.

F.eks. er det blevet moderne blandt eurozone-regeringer at bruge måneder på en regeringsdannelse – dette skaber usikkerhed. Der er strejker rundt om i Europa, og jeg har oplevet økonomer pege på årsager som den langstrakte vinter samt den ret omfattende influenzaepidemi.

Alt kan virke som en bremseklods, men hvis økonomien er grundlæggende robust, betyder det bare, at den indenlandsk drevne vækst i eurozonen er udskudt til 2. kvartal.

Det håber jeg er tilfældet, for så er alting godt – det samme gør Den Europæiske Centralbank sikkert, for ifølge dens seneste meldinger forventer centralbanken en bnp-vækst på 2,5 pct. i eurozonen i år.

Lundgreen’s Capital rådgiver formuende kunder, virksomheder og kommuner i ind- og udland. Firmaet er repræsenteret i Danmark og Kina. Lundgreen’s Capital driver desuden investeringsforeningen Lundgreen’s China Fund, som investerer i kinesiske aktier og obligationer. Omtales et selskab, som Lundgreens China Fund har investeret i, vil dette fremgå tydeligt af klummen.