Macrons politiske linedans kan udløse vækstboom
For et år siden blev Emmanuel Macron valgt som Frankrigs præsident på løfter om opgør med den rigide økonomi. Reformtempoet er højt og opbakningen visner, men potentialet er enormt.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Præsident Macron har i sit første år formået, hvad økonomer i årevis har anbefalet. Han har saneret ufleksible regler på arbejdsmarkedet, der hæmmede virksomheders appetit på arbejdskraft, fordi virksomhederne frygtede ikke at kunne komme af med de ansatte igen. Stærk beskyttelse af arbejdstagere inde i systemet holdt andre i usikre, midlertidige ansættelser eller helt ude. Konsekvensen: Høj strukturel arbejdsløshed med store menneskelige og samfundsmæssige omkostninger.
Macron har øget fleksibiliteten i forhold til både afskedigelser og adgang til decentrale forhandlinger. Det skete endda uden omfattende strejker, da de fleste store fagforeninger accepterede ændringerne. Måske fordi Frankrig i udgangspunktet havde de mest omfattende kollektive overenskomster i hele Europa med ringe rum for fleksibilitet. Behovet var tydeligt.
Macron har også sænket skatterne for – i første omgang – mindre franske virksomheder. Skatter, som inden nedsættelsen lå i toppen i OECD. Selskabsskattenedsættelser har dog særligt efter kreditkrisen vist sig mindre effektive til at stimulere væksten, og Frankrig har trods høj skat i udgangspunktet et højt investeringsniveau.
Aktuelt kæmper Macron med den statsejede jernbanemastodont, SNCF, om arbejdsvilkår. Medarbejderne har (som i andre brancher) erhvervet sig særlige (utidssvarende) rettigheder. Fx livstidsansættelser, boligtilskud og adgang til pension som 52-årig. Macron har prioriteret opgøret, fordi de repræsenterer fastgroethed og hæmmer konkurrenceevnen. Og netop konkurrencen kan SNCF ikke undslå sig, når EU-regler i løbet af få år tvinger Frankrig til at lade andre EU-lande byde ind på driften.
Slaget er ikke ovre, men jeg bemærker, at andre faggrupper kun i begrænset omfang finder det værd at kæmpe for jernbaneindustriens særlige rettigheder.
Ovenstående eksemplificerer, at Macron, om man kan lide det eller ej, har gjort som lovet. Modsat forgængeren, socialisten Hollande, som gjorde det stik modsatte af alt, hvad han havde sagt, så meldte Macron klart ud i valgkampen. Det udløste ikke bare præsidentembedet, men også den stærkeste parlamentariske opbakning i årevis. I dag er Macron mindre populær. Franskmændene fik, hvad de stemte på, men måske ikke, hvad de drømte om. Det stopper næppe Macron.
Stærk beskyttelse af arbejdstagere inde i systemet holdt andre i usikre, midlertidige ansættelser eller helt ude. Konsekvensen: Høj strukturel arbejdsløshed med store menneskelige og samfundsmæssige omkostninger.Frederik Engholm-Hansen, chefstrateg i Nykredit
Reformiveren er ikke slut: Der kommer reformer af pensioner, Frankrigs parlament, EU og den del af arbejdsmarkedspolitikken, der skal holde hånden under dem, som står uden job fx de unge. De skal hjælpes via praktik, omskoling, videreuddannelse mv. Men hvis den del skrider for Macron, så får han måske fleksibilitet, men misser tryghed i den franske flexicurity-pendant. Og så risikerer Frankrig den samme vækst i ulighed, som har præget verden de sidste årtier til skade for økonomisk, social og politisk stabilitet. Men lykkes det, så ligger fransk vækstpotentiale i toppen i Europa – også foran evigt forherligede Tyskland. Det tror jeg, at mange undervurderer.
