Indfør frivillig kongehusskat

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Hver gang en royal person fylder år eller holder jubilæum af den ene eller anden slags, bliver vi mindet om kongehuset som institution. Men vi bliver også mindet om en virkelighed, der virkelig er bizar. Er kongehuset ikke dybest set en udemokratisk og antiliberal institution, hvis eksistens er utidssvarende, og som ret beset bare sikrer en elitær familie nogle urimeligt gode vilkår, vilkår som vi skatteydere betaler for uden at kunne gøre fra eller til? Svaret er naturligvis et rungende jo. Det er svært at finde argumenter imod.

Det medfører dermed naturligt et andet vigtigt spørgsmål: Bør vi som følge heraf så ikke bare tage den republikanske tilgang, få gjort det tidssvarende og afskaffe kongehuset? Mit svar herpå er et ikke lige så rungende nej, men alligevel et nej.

Ikke fordi jeg synes, at konstruktionen er rigtig, for det synes jeg ikke. Hvis nogen den dag i dag foreslog, at vi skulle udvælge en familie til at bo på landets slotte, og hvis liv på første klasse vi allesammen skulle finansiere, ville jeg synes, at det var noget af det mest vanvittige, jeg nogensinde havde hørt.

Alligevel mener jeg, at kongehuset med dets historie samt dets bidrag til at identificere og brande Danmark har så høj en værdi, at jeg godt kan slutte fred mellem mine liberale værdier og min egen dobbeltmoral. Om kongehuset er en god kommerciel forretning, virker til at være et spørgsmål, der for mange er det afgørende for kongehus eller ej.

Det er da interessant, men også en anelse historieløst. Jeg finder det i hvert fald sekundært i forhold til den værdi, som kongehuset, efter min opfattelse, bidrager med som en samlende institution for danskerne. En institution som er med til at definere vores lands historie og kultur. Fejringen af kronprinsen understøtter, hvor meget kongehuset kan samle befolkningen, det synes jeg ikke, der kan være to meninger om, og kongehuset nyder da også folkelig opbakning fra omkring 80 pct. af danskerne.

Det er fælles for kirken og kongehuset, at det er institutioner, der på mange måder har defineret og er med til at definere os som samfund og som danskere. Derfor kan det virke underlødigt at gøre begges berettigelse til en økonomisk diskussion, og det er det da heller ikke udelukkende. Det er jo bare sådan, at man i Danmark kan vælge ikke at betale til kirken, men man kan ikke vælge ikke at betale til kongehuset. Der er ellers mange gode argumenter for, hvorfor de to kan ligestilles. Om man er medlem af folkekirken, eller om man støtter kongehuset, er individuelle og personlige valg. Det er ikke politisk betinget, det er et apolitisk og personligt valg, om man tror på gud og på kongehuset.

Det er en rigtig god idé at separere religion fra stat og gøre det frivilligt, om man vil være medlem af folkekirken og dermed betale kirkeskat. Ligeledes er det er en god ide at separere stat og kollektiv finansiering af den ældgamle leg, vi leger, hvor nogle er mere ophøjede end andre og får krone på hovedet for at synliggøre dette. Med mindre man da selv ønsker at være med i den leg og betale for den. Det gør jeg, og hvis folk, der støtter kongehuset, når et analysebureau ringer og spørger, også vil gøre det, hvis skatten var frivillig, så kan vi vel godt slippe de 20 pct. fri, der ikke støtter det. At det nok i praksis bliver mere end 20 pct., understøtter behovet for frivilligheden. Jeg er ikke medlem af folkekirken. Ikke af økonomiske årsager, men fordi jeg ikke er religiøs.

Jeg ville til gengæld gerne betale kongehusskat, ikke af økonomiske årsager, men fordi jeg tror på kongehuset.

Tidligere på året tog vi emnet om kongehusets værdi for erhvervslivet op i podcasten Bundlinjen. Lyt til episoden eller abonner på podcasten.