Sæt et ambitiøst mål for energieffektivitet i energiforliget
Den danske energisparesektor beskæftiger godt 46.000. Hvis vi skal holde fast i vores grønne førerposition, skal politikerne sætte et ambitøst mål for energieffektivitet, skriver topcheferne fra bl.a. Danfoss og Grundfos.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Regeringen arbejder i disse dage på at færdiggøre en energiaftale inden sommerferien. For forhandlerne bør fokus være på at nå til enighed om en både bred og ambitiøs energiaftale.
Men hvornår er en energiaftale ambitiøs? Det er planen først, hvis den sikrer, at Danmark også i fremtiden er en global leder inden for den grønne omstilling. Det sker kun ved, at energiaftalen fastlægger et nationalt mål for energieffektivisering i 2030 på linje med et ambitiøst mål for vedvarende energi. På den måde sikrer vi billigst mulig grøn omstilling for danskerne. Målet bør understøttes af en reformeret energispareindsats, der sikrer energieffektiviseringer i både erhverv og bygninger.
Danmark har i dag et mål for udbygningen af vedvarende energi. Det ligger på 50 procent i 2030. Men der er intet mål for, hvor meget vi skal effektivisere vores energiforbrug. Danmark har fortsat et stort rentabelt potentiale for energibesparelser. Målet bør derfor være 30 procent i 2030.
Et konkret mål for energieffektiviseringen har mange fordele. Det mindsker samfundets omkostninger til den grønne omstilling, samtidig med at vi hurtigere opfylder vores langsigtede mål om et samfund uafhængigt af fossile brændsler. Et lavere energiforbrug forbedrer danske virksomheders konkurrenceevne. Det er vigtigt i en tid, hvor vores nabolande i vid udstrækning allerede har fastlagt nationale energieffektivitetsmål.
Den billigste komponent i overgangen til at være et lavemissionssamfund er bedre udnyttelse af energien i vores bygninger, viser beregninger fra Klimarådet. Bygninger udgør 40 procent af energiforbruget, og energieffektiviseringen i bygninger er derfor en helt central del af den grønne omstilling. Det er også vigtigt, at energiforliget sikrer målrettede tiltag for både bygninger og erhverv.
Det globale marked for energieffektive løsninger vokser i øjeblikket hastigt. Den globale interesse for investeringer i energieffektive løsninger voksede alene i 2016 med ni procent, svarende til 231 millioner dollars. Sådan en udvikling giver gunstige muligheder for Danmark og de virksomheder, som producerer energieffektive løsninger. Disse virksomheder omsætter årligt for 75 mia. kr. og beskæftiger godt 46.000 ansatte i hele landet. Går Danmark forrest og synliggør gevinsterne ved energieffektive tiltag – baseret på nationale erfaringer, kan vi ikke alene opretholde det globale momentum for energieffektivitet, men også øge udlandets efterspørgsel på danske løsninger, hvilket vil medføre vækst og danske arbejdspladser.
En succesfuld grøn omstilling kommer ikke af sig selv, og derfor må de danske politikere sikre en fornuftig balance mellem udbygningen af vedvarende energi og konkrete mål for energieffektivisering, når der i disse dage forhandles om Danmarks fremtidige energipolitik.
Af Kim Fausing, adm. direktør i Danfoss, Mads Nipper, adm. direktør i Grundfos, Jens Birgersson adm. direktør i Rockwool og David Briggs, adm. direktør i Velux.

