Debat
0

Handelskrig? Nyd ferien med høreværnet på

Hvordan skal man håndtere sine investeringer i en tid med snak om handelskrig og andre katastrofer i horisonten? Lær af historien. Tag med tilbage til 1970’erne.

Kære læser, den er helt gal, du må skynde dig at gøre noget ved dine investeringer i aktier og obligationer:

Du må omlægge, sælge, købe – i hvert fald gøre et eller andet, og helst i en fart. En kreds af fremtrædende videnskabsfolk har nemlig regnet på klodens råstofreserver, og vi er simpelthen ved at nå grænsen; beholderne er brugt op, og senest i 2072 er det slut: Verdens økonomiske vækst vil brat standse. Det er nogle meget anerkendte eksperter, som forudsiger dette. Og der er mere endnu: Den amerikanske præsident fortæller nemlig, at landet er nødt til at spare drastisk på sit energiforbrug. Olien og gassen slipper op i løbet af de næste 10-12 år. Bare for at holde trit med den globale vækst i energiforbruget skal vi øge olieproduktionen med, hvad der svarer til et nyt Texas – hvert eneste år.

»Det er indlysende, at dette ikke kan fortsætte,« siger den amerikanske præsident i en tale. Nå, ro på nu.

Den amerikanske præsidents tale blev holdt i 1977 af daværende præsident Jimmy Carter – se her. Hvis du løfter blikket fra skærmen, vil du bemærke, at verden står endnu. Væksten er ikke ved at blive kvalt i hverken råstofmangel eller energimangel. Olieprisen var høj i et par år efter Carters tale, og faldt så drastisk og forblev lav i 20 års tid. Prognosen holdt ikke stik. Min pointe er, at sådan går det formentlig med alle de forudsigelser, som i disse måneder vælter ind over os: Truende handelskrig, truende krig med Nordkorea, truende sammenbrud i EU, truende rentestigninger.

Mit råd er, at du skal forholde dig helt i ro, fordi den slags forudsigelser sjældent holder stik. Eksperter er ikke clairvoyanter. Uanset om de er fra en bank eller pensionsselskab. De obligationer, du ejer, kan du beholde til udløb, og så vil du have tjent det, du hele tiden havde forventet. Og aktierne skal nok klare sig i det lange løb. Det er svært at tro, at verdens virksomheder under ét og på lang sigt virkelig skulle holde op med at give overskud. Du taber penge, når du eller din formueforvalter jonglerer rundt mellem aktier, obligationer og kontanter: Du skal jo betale handelsomkostninger.

Resultaterne viser, at vi får lavere afkast som investorer, når vi handler på baggrund af den slags forudsigelser om f.eks. handelskrig. Selv om vi er dårlige til at forudsige f.eks. aktiekurser, bliver vi ved med at forsøge. Banker har incitament til at forudsige, fordi handel giver dem profit, mens andre bare tror, at de er dygtige med krystalkuglen. Her kæmper vi mod vores natur. Vi kan bare ikke lade det ligge. Jeg forestiller mig dialogen sådan her mellem en skeptiker og formueforvalteren:

»Vores modeller siger, vi skal sælge dine aktier og købe obligationer.«

»Jeres modeller virker ikke.«

»Jamen, de er vel bedre end ingenting.«

»Nej, de virker ikke, se på resultaterne.«

»Jamen, noget må vi da gøre.«

»Bare spred risikoen for mig, og lad mig nyde afkastet fra mine aktier.«

Skeptikeren har fat i den lange ende. På med høreværnet når eksperterne gætter løs, få et større afkast og nyd din ferie i ro og mag.

BRANCHENYT
Læs også