Vedrørende restskat: Send snarest en urinprøve til Anholt

Jeg er blevet opfordret til at søge stillingen som afdelingslæge på Kirurgisk Afdeling A ved Svendborg Sygehus. Vist en god afdeling. Kirurgisk gastroenterologi lyder spændende, og jeg kan godt se noget stort i at sige til et menneske fra Svendborg: »Nu skal du bare ligge stille og slappe af, så laver jeg noget gastroentereologi på dig, og så er du så god som ny om en times tid«.

Bagefter vil patienten takke mig. Rørt. Kejtet. Alt for meget. Det hæmningsløse takkeri må man tage med. Det er en del af jobbet som afdelingslæge på Kirurgisk Afdeling A ved Svendborg Sygehus. Men det bliver alligevel et nej herfra.

Opfordringen til at søge stillingen som kirurg kommer fra samme kilde, som for øjeblikket vil sælge mig en Land Rover og have mig til at købe gummistøvler. Den er autogenereret. Jeg har på et tidspunkt skrevet noget eller foretaget en søgning, og nu mener en algoritme, at jeg hører til i ansøgerfeltet i Svendborg og har brug for en firehjulstrækker på gule plader.

Autogenereret er også et brev, som en ven for nylig har modtaget. En tvist med en person i nabolaget er endt som en politisag, der er endt med en indkaldelse til retten i Hillerød. Det autogenerede brev oplyser, at retsmødet dog aflyses, hvis min ven betaler det vedhæftede bødeforlæg. Der er bare ikke vedhæftet noget bødeforlæg. Et tidligere brev i sagen, også autogenereret og fremsendt pr. mail, rummede en anmodning om at tage stilling til dit og dat og vende tilbage med et svar.  Men sluttede af med ordene: Denne mail kan ikke besvares.

Ork. Der kan være tale om en svipser. Så er det meste tilgivet. Bødeforlægget skulle have været en autogenereret del af skrivelsen, men algoritmen er bare ikke kalibreret til at huske bødeforlæg, når der indkaldes til retsmøder. Dramaet er aflyst. Jeg kan herunder holde op med at tænke over tremmetykkelsen i Hillerød Arrest. For jeg skal så ikke på besøg med et franskbrød.

Men tilbage bliver tåbeligheden. Den autogenerede tåbelighed. Borgerne i EU’s mest digitale land er under oplæring. Oplæringen går ud på at vænne dem til, at det ikke er myndighederne eller virksomhederne, der har ansvar for at undersøge, om noget, de sender til borgerne, er rent, meningsløst vrøvl. Det er borgerne.

Det er derfor, at min ven skal finde løsningen på at besvare en mail, som ikke kan besvares, og betale et bødeforlæg, som ikke er sendt til ham. Korrespondancen er autogenereret og har ikke været set af et menneske, før den lander hos modtageren. Det samme er opfordringen til, at jeg, fuldstændigt kvalifikations- og forudsætningsløs, søger stillingen som kirurg på Svendborg Sygehus. En algoritme har fundet jobbet til mig og har et stykke tid smækket det op i mit ansigt, når jeg har klikket ind på et erhvervsnetværk. En anden algoritme har i en lille uge forsøgt at overbevise mig om, at jeg trænger til gummistøvler. Algoritmen stanger gummistøvletilbud ud, når jeg vil læse nyheder eller se en vejrudsigt.

Autogenereret tåbelighed påvirker heldigvis ikke folk lige meget. Modne, autoritetstro generationer af danskere ville sende en urinprøve til Anholt, hvis Skat og Statens Serum Institut ved en fejl fik flettet nogle breve sammen om proceduren ved indbetaling af restskat.

Andre generationer er fortsat udstyret med en portion dømmekraft, og en tredje gruppe er blevet resistente. Siden overgangen til digital post mangler hver tredje unge mand i geledderne, når forsvaret indkalder til session. Unge læser nemlig ikke mails. Dette er naturligvis en grov generalisering, men kernen holder. Unge synes, at mails er en slags telex. Det er muligt, at der ligger 278 ulæste mails fra det offentlige i deres e-boks, men det rører dem ikke. Indkaldelser til undersøgelser på sygehuset, meddelelser fra kommunen, årsopgørelser, skrabsammen af enhver slags. Langt inde i sjælen ved et ungt menneske nemlig, at hvis noget er vigtigt, bliver det formidlet via messenger eller snappen. At sende dem mails er autogenereret tåbelighed.

Det er derfor, at der er håb.

Det er kun os gamle og halvgamle, der tager autogenererede tåbelighed alvorligt. Min ven forsøger faktisk at få det brev til at give mening, der giver ham mulighed for at betale en bøde og fravælge et retsmøde, men ikke medsender et bødeforlæg. Og jeg spørger mig selv, hvorfor erhvervsnetværket kigger mig ud til mærkelige stillinger. Men det er spild af tid. Dét er kernen. Der er nogle algoritmer. De sender mig jobopslag og gummistøvletilbud og billeder af Freelandere, som jeg forsøger at få til at give mening. 

Men jeg skal i stedet gøre som de unge. Hvis noget ikke virker til at give mening, er det formentlig meningsløst. Og så skal man bare vende ryggen til.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.