Større europæisk vækstnedgang truer

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Siden udgangen af den såkaldte eurokrise, hvor der opstod tvivl om de sydeuropæiske landes evne til at vedligeholde deres statsgæld, har eurozonens vækst været på 1,9 pct., hvilket har været ganske godt. Meget tyder imidlertid på, at vi over de kommende måneder kommer til at opleve en større vækstnedgang.

Mange af de såkaldt højfrekvente datapunkter, der hænger tæt sammen med bnp-væksten, viser allerede en langsommere vækst i forhold til årets første to kvartaler. Dertil kommer, at eurozonens detailhandel har haft en ret svag udvikling i de seneste måneder. Den årlige vækst lå ved udgangen af juni måned på kun 1,2 pct.

Europæisk industriproduktion har i de seneste måneder ligget ret højt. I det seneste halve år har niveauet typisk ligget på 3-6 pct., hvilket altså er betydeligt højere end bnp-væksten og højere end væksten i detailhandlen, som kan tjene som en stedfortræder for efterspørgslen, som europæiske virksomheder oplever.

Når væksten i fremstillingsindustrien i lang tid er væsentligt højere end væksten i efterspørgslen efter dens produkter, tvinges virksomhederne typisk til at skrue ned for forventninger og produktion – også selvom den europæiske eksportindustri for tiden hjælpes af en svag euro.

De europæiske staters forbrugsvækst er desuden også på vej ned. Således har vi set den største nedgang i offentligt forbrug i eurozonen i mange kvartaler. Selvom det isoleret set er en glædelig nyhed, at offentligt forbrug vokser langsommere end den europæiske økonomi, vil det dog medvirke til, at den samlede vækst på kort sigt vil blive lavere, end den ellers ville være.

Europæisk fremstillingsindustri gik ind i 2018 med de mest rosenrøde forventninger til fremtiden, den havde haft i mange år. Disse forventninger skrues nu ned i hastigt tempo, men de er stadig højere end deres langsigtede gennemsnit, og det er endnu for tidligt at forvente en recession.

Ikke desto mindre er det bekymrende, at de ledende indikatorer for eurozonen, som offentliggøres månedligt af OECD, længe har peget nedad. Med den inerti, som typisk er de OECD’s ledende indikator vil vi formentlig se, at den bliver ved med at falde i hvert fald to-tre måneder endnu. Idet denne indikator har en tendens til at forudsige udviklingen i den brede økonomi med seks-ni måneder, og idet indikatoren toppede ved årsskiftet, passer det faktisk meget godt med, at vi har set det bedste af europæisk vækst nu, her seks måneder efter. Det viser de kvartalsvise tal, vi så ved udgangen af juni måned.

Den nuværende årlige vækst i eurozonen ligger på 2,1 pct. I løbet af de kommende to-tre kvartaler kommer vi - alt andet lige - til at se en vækst i omegnen af 1 pct. Der bliver ikke umiddelbart tale om en recession, men vækstnedgangen vil være tilstrækkelig til at få Den Europæiske Centralbank til at overveje, om en normalisering af pengepolitikken skal udskydes yderligere.

Obligationsmarkedet har i flere måneder været bekymret for udviklingen og har således været ”uenig” med aktiemarkedet, som bortset fra februar generelt har været i en stigende tendens. Stik imod tekstbøgerne har obligationsmarkedet faktisk reageret på udviklingen ved på ny at sende renterne mod nye bundniveauer.

Samlet set ser væksten ud til at blive lavest i første kvartal af 2019. På dette tidspunkt har vi formentlig også en del flere detaljer om den nye italienske regerings forsøg på at stimulere landets økonomi ved at give store skattelettelser og indføre en form for borgerløn for de fattigste italienere.

De politiske initiativer vil med sikkerhed øge det italienske budgetunderskud betydeligt og indtræffer dermed på et tidspunkt, hvor eurozonens økonomi går ned i gear. Den cocktail har potentialet til at skræmme investorerne væk fra Europa, øge presset på euroen og skabe en bevægelse mod USA, som er den hurtigst voksende økonomi med de mest attraktive finansielle markeder.

Foreløbig tyder det dog på, at den forestående vækstnedgang vil være midlertidig, og at den langsigtede udvikling i eurozonen med faldende arbejdsløshed, højere huspriser, stærkere bankvæsen og højere indkomster kommer til igen at understøtte væksten, efterhånden som vi kommer ind i 2019.