Tyrkisk uro gør emerging markets mere attraktive
Tyrkiets valutakrise er alvorlig og udvikler sig til en slem nedtur, hvis ikke Erdogan skifter spor. Den triste udvikling er kulminationen på en periode med faldende optimisme omkring emerging markets – det skaber uro, men åbner også nye muligheder
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Tyrkiet har været i modvind siden foråret, men blev fanget i en storm over sommeren. Det startede, da centralbanken svigtede sit mandat og skippede en ventet renteforhøjelse i juli trods tegn på slem (finansiel) overophedning. Det nærede bekymringen om præsident Erdogans indflydelse på den ”uafhængige” centralbank og satte valutaen under pres. Et egentligt kollaps i den tyrkiske lira fulgte, efter at ECB advarede om europæiske bankers eksponering til Tyrkiet på samme dag, som Trump fordoblede visse toldsatser pga. striden om en fængslet amerikansk præst.
Tyrkiets krise er kulminationen på en række bekymringer om de nye markeder – emerging markets – der efter et bomstærkt 2017 er kommet ned på jorden igen. Centralt står bekymringer for kinesisk vækst i en handelskrig med USA, der bliver ved at eskalere, mens problemer i en række mindre lande – Argentina, Venezuela og senest Tyrkiet – minder investorerne om politiske risici i udviklingslandene. Men mens bekymringer for Kina, Tyrkiet og regionen som helhed langtfra er ubegrundede, så afspejler markederne efterhånden rigeligt de dårlige nyheder og den højere usikkerhed. Det gør emerging markets mere attraktive, end de har været længe.
Presset på Tyrkiet forsvinder næppe straks, da den aktuelle krise er et sammenfald af flere destabiliserende faktorer. Tyrkiet lider under tiltagende overophedning med høj inflation og forværret betalingsbalance – med underskud på over 6 pct. af BNP. Pga. store underskud har Tyrkiet i årevis været stærkt afhængig af ekstern finansiering, og det har øget sårbarheden over for markedsstemingen. Særligt fordi størsteparten af gælden er udstedt i dollar, hvorfor store fald i liraens værdi hurtigt gør gældsbyrden uoverkommelig.
Der hersker desuden tiltagende bekymring om Erdogans stadig mere autoritære regeringsførelse. Halvandet årtis lederskab har ført til magtfuldkommenhed, der vel nærmest blev stadfæstet ved præsidentvalget i juni, hvorefter grænserne for præsidentens magt blev udvidet markant. Det til trods har Erdogan altså vanskeligt ved at holde sig inden for rammerne. At han har udpeget sin svigersøn til finansminister, har heller ikke styrket tilliden.
Ovenstående har svækket lysten til at sende dollar mod Istanbul – og kun en voldsom kovending fra Erdogan vil hjælpe. Men Erdogan virker ikke til at have skyggen af indblik i en tillidskrises anatomi.
Kan man ikke længere finansiere det overforbrug, som betalingsbalanceunderskuddet vidner om, så er løsning en brat økonomisk opbremsning – en opbremsning, der vil forværres af en byge af konkurser i virksomheder, som ikke efter kollapset i valutaen kan svare deres dollargæld. Situationen er alvorlig.
Men Tyrkiets vægt i indekset, MSCI emerging markets, er under 1 pct., så næste skridt i processen er at undersøge, i hvor høj grad Tyrkiet er repræsentativ for emerging markets som helhed. Mens en række mindre lande har ligheder, så skiller Tyrkiets sig generelt ud. I både 1980’erne, 1990’erne og 2000’erne sloges en række EM-lande med ubalancer som Tyrkiets, men i dag er det færre, og de store lande synes mindre udsatte. Det nedbringer spredningsrisikoen.
Men allerede inden Tyrkiet ramte muren, var der som nævnt ængstelse. Den var især relateret til konsekvenserne for Kina fra handelskrigen med USA. En handelskrig, der faldt uheldigt sammen med makroøkonomiske eftervirkninger af kreditstramninger i Kina det seneste år. Det viser sig nu i forværrede nøgletal og faldende priser på f.eks. kobber og aluminium, som Kina bruger bunker af. Men den positive nyhed for kinesisk vækst på kort sigt (men ikke langt sigt) er, at myndighederne hurtigt har reageret med ny stimulans. Lavere renter, skattelettelser og infrastrukturinvesteringer skal nok hjælpe til at løfte væksten senere på året. Det bør dæmpe bekymringerne.
Emerging markets bryder sig heller ikke om en stærk dollar, og styrken i dollaren har medvirket til udviklingen. Men dollarstyrkelsen synger sandsynligvis på sidste vejrs. Italienske budgetforhandlinger og ny handelspolitisk støj kan trække en smule yderligere op på helt kort sigt, men vi vurderer, at dollaren er tæt på toppen.
Vi har et stykke tid udtrykt skepsis omkring emerging markets. Men selv om den seneste tid har krystalliseret de bredere risici ved investering i regionen samt afhængigheden af kinesisk økonomi, så afspejles det rigeligt i stigende pessimisme og i lavere prisfastsættelse. Det gør emerging markets interessant igen. Der er dog en sidste hurdle. Trods aktuelle forsøg på diplomatisk forsoning, så venter vi inden for få uger næste byge af handelspolitiske angreb fra Trump på Kina, når de igangværende høringer om toldforhøjelser på kinesiske varer til 200 mia. dollars afsluttes. Det kan give ny EM-støj på helt kort sigt, men vil ikke vælte en kinesisk økonomi, som myndighederne igen fylder med stimuli. Det kan tværtimod vise sig som en god mulighed til at eksponere sig til et emerging markets på udsalg.
