Debat

Fagbevægelsen taler usandt om mangel på arbejdskraft

Når fagbevægelsens cheføkonomer udtaler sig om tilstanden i dansk økonomi, så bør man kunne forvente et seriøst fagligt niveau. Ellers bør de bare kalde sig, hvad de er – cheflobbyister.

Cheføkonom er tydeligvis ikke en beskyttet titel. I torsdags kunne man læse fagbevægelsens cheføkonomer punktere "myten” om mangel på arbejdskraft. De havde fundet syv gode grunde til at stille spørgsmålstegn ved fortællingen om mangel på arbejdskraft. Jeg må indrømme, at jeg ikke er synderligt imponeret over deres evner som ’mythbusters’.

Kigger man på deres syv gode grunde, så har det mere karakter af politiske udsagn end økonomiske. Det modbeviser eksempelvis ikke manglen på arbejdskraft, at fagbevægelsen synes, at virksomhederne er for dårlige til at udbyde praktikpladser. Det er ligeledes svært at se, at en sløv dansk produktivitetsudvikling skulle være tegn på, at virksomhederne kan få den arbejdskraft, de har brug for. Eller når der peges på, at mangel på arbejdskraft ikke er et problem, fordi arbejdsudbuddet stiger. Det er en ren fejlslutning at sige, at der ikke mangler arbejdskraft, når arbejdsudbuddet stiger, mens beskæftigelsen stiger endnu mere.

De her ting vidner om, at fagbevægelsen er mere optaget af at påvirke end at oplyse debatten. Det kommer ikke som en stor overraskelse. Men når man læser deres to første punkter, så bliver det simpelthen for tyndt. Fagbevægelsens første indikation på, at der ikke er et problem, er, at beskæftigelsen stiger. Den anden er, at der stadig findes ledige i Danmark og i EU.

Har man brugt mere end to sekunder på økonomistudiet, så ved man godt, at en stigende beskæftigelse ikke betyder, at der er balance på arbejdsmarkedet. Man har utallige eksempler på, at beskæftigelsen presses op i et uholdbart niveau med store lønstigninger, tab af konkurrenceevne og efterfølgende krise som konsekvens. Vi behøver kun at gå tilbage til slutningen af 00’erne for at se det her mønster. Det er det, som normalt forstås ved overophedning af økonomien.

På økonomistudiet kan man ligeledes lære, at man ikke kan få fuld beskæftigelse. Der vil altid være en vis friktionsledighed. Når folk skifter job, glider de jo typisk ikke direkte fra den ene stilling til den anden. Der går ofte måneder med såkaldt søgeledighed. Og selv om man måske er i en situation, hvor der egentlig er jobs nok til alle, så kan de ledige være uinteresserede i de jobs, de kan få. Der kan være geografiske ubalancer og nogle af dem, som er registreret som ledige, står reelt ikke til rådighed for arbejdsmarkedet. Af alle de her grunde er den strukturelle langsigtede ledighed ikke nul. Ministeriernes vurdering er faktisk den, at den faktiske beskæftigelse lige nu ligger lidt over det niveau, som vi kan fastholde på længere sigt. 

Har man brugt mere end to sekunder på økonomistudiet, så ved man godt, at en stigende beskæftigelse ikke betyder, at der er balance på arbejdsmarkedet.

Joachim B. Olsen, skatte- og erhvervsordfører for Liberal Alliance.

Samtidigt er arbejdsmarkedet ikke bare et marked, hvor den enes arbejdskraft kan være lige så god som den andens. Man skulle tro, at fagbevægelsen godt vidste det her givet, at de selv lægger meget stor vægt på uddannelse. Men når man påstår, at eksistensen af ledige er tegn på, at der ikke mangler arbejdskraft, så påstår man jo implicit, at den ledige frisør i Hobro bare kan tage jobbet som ingeniør i København. Det er ikke sådan, arbejdsmarkedet fungerer. Arbejdsmarkedet er i virkeligheden ikke ét marked, men en række adskilte markeder.

Det burde efterhånden give sig selv, at manglen på arbejdskraft er et problem. Over 30 pct. af virksomhederne i byggeriet oplever mangel på arbejdskraft som en produktionsbegrænsende faktor. Det samme gør sig gældende for ca. 10 pct. af virksomhederne i industrien og 15 pct. af servicevirksomhederne. Det her niveau er ikke meget langt fra det, som vi så i årene op til finanskrisen. Kigger man på statistikken over forgæves stillingsopslag, så tegnes det samme billede. Det er nok også på den baggrund, at uafhængige økonomiske institutioner under ét anerkender, at der er begyndende problemer med mangel på arbejdskraft.

Man skal jo normalt aldrig tilskrive nogen ond vilje, hvis uvidenhed er en tilstrækkelig god forklaring. Men man kan ikke blive økonom uden at vide de her ting. Du bliver ikke økonom uden at kende til strukturarbejdsløshed, at beskæftigelsen kan stige over et strukturelt niveau, eller at arbejdsmarkedet ikke er ét marked. Deres påstande må altså betragtes som et bevidst forøg på at vildlede. Når fagbevægelsens cheføkonomer udtaler sig om tilstanden i dansk økonomi, så bør man kunne forvente et seriøst fagligt niveau. Ellers bør de bare kalde sig, hvad de er – cheflobbyister.

Læs også