Vækst kan på ny blive Italiens akilleshæl
Budgetforhandlinger i Italien var imødeset med uro, men populistregeringen afholder sig nok fra at sprænge statsbudgettet i stumper. Men den lave vækst bliver måske det næste problem.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Den italienske regering med de umage partnere - Femstjernebevægelsen og Lega - har efter et væld af skingre udbrud gennem sommeren mod EU, Den Europæiske Centralbank, investorerne osv. skabt stor ængstelse for de igangværende budgetforhandlinger. Italien er eurozonens tredjestørste økonomi med Europas største obligationsmarked, så den slags giver genlyd i finansmarkederne.
Generøse valgløfter om både lavere skat og mere velfærd kunne let bringe landet på kant med EU’s budgetgrænser, som hverken 5-stjernebevægelsen eller Lega synes at have meget til overs for. Tværtimod.
Næppe var den nye regering på plads, før man truede med at fyre den pragmatiske finansminister, hvis udpegelse netop sikrede, at regeringen opnåede godkendelse fra præsidenten. Det havde været dumt, da teknokraten Giovanni Tria opfattes som bolværk mod finanspolitiske luftkasteller. Et brokollaps i Genova med adskillige omkomne førte i august igen til kritik af EU’s regler. Viceregeringsleder og Lega-chef, Salvini, greb katastrofen og udtalte, at EU’s stramme regler forhindrede broens vedligeholdelse. Han tilføjede polemisk: »Intet trade-off mellem italienske liv og budgetregler.«
Samtidig var det vanskeligt at se, hvordan borgerløn, tilbagerulning af pensionsreform og skattelettelser alt sammen skulle implementeres uden at komme i karambolage med reglerne. Men det var regeringsgrundlaget.
De seneste uger har budt på en markant kovending, hvor Salvini gentagne gange har slået fast, at Italien selvfølgelig overholder EU’s regler. Det har sænket bekymringerne og med dem statsrenterne. Usikkerheden er betydelig med politiske vejrhaner ved roret, men man lander formentlig et underskud, der holder sig klart under grænsen på tre procent. Det betyder, at bekymringerne omkring Italien og Europa kan dæmpes for en tid, og europæiske aktier bør få medvind. Men risikoen er, at statens indtægter undermineres, og holdbarheden af den italienske budgetsituation udløser ny bekymring.
For mens hele Europa har set vækstopbremsning i 2018, så har den været særlig dyb i Italien. Industriproduktionen er nu faldende, mens erhvervstilliden sender klart signal om svækkelse. Bider svagheden sig fast i bare få kvartaler, så kan det ændre vækstbilledet så betydeligt, at de forudsætninger, der ligger bag finanspolitikken ændres radikalt.
Det kan kræve nye besparelser for at efterleve EU-reglerne, hvorved flere valgløfter må droppes. Eller også lurer nye slagsmål. For selvom EU’s budgetregler har været en alvorlig hæmsko for Europa og skulle være opblødt, mens kreditklemme og bankkrise rasede, er Italien i dag nok ikke i en situation, hvor man kan tillade sig for store frihedsgrader. Risikoen er, at investorerne i stedet hælder til spanske, franske eller portugisiske obligationer. Derfor skal man holde godt øje med vækstsignalerne fra Italien, også på den anden side af de igangværende budgetforhandlinger.
