Landbrugets tørkepakker redder ingen og ingenting
Gælden på 353 mia. kr. er landbrugets sande problem. Vi bliver nødt til at overveje en statsstøttet nedskrivning i milliardklassen, hvis landbruget skal have chancen for at genrejse sig selv.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Der var en nærmest rørstrømsk stemning på dørtrinnet foran Finansministeriet, da et bredt politisk flertal forleden gav hinanden håndslag på en redningskrans til det skrantede landbrug. Den såkaldte tørkepakke kaster 380 mio. kr. efter landbruget, hvor høsten er slået fejl efter en lang, vandfattig sommer.
Men før politikerne begynder at tro, at de har sikret landbrugets 42.000 fuldtidsansatte, så lad os få proportionerne på plads. Sandheden er, at politikerne har reddet absolut ingenting. Landmændenes problemer er lige så kroniske og alvorlige i dag, som de var for et par uger siden. Vi skal tage drastiske midler i brug, hvis vi skal give landbruget muligheden for at genrejse sig selv.
De altoverskyggende problemer er velkendte og handler om to ting: Massiv gæld og en skrøbelig forretningsmodel.
Lad os tage gælden først. I 2005 skyldte landbruget 215 mia. kr. væk. I 2016 var tallet steget til 353 mia. kr., et hop på 63 pct. på 11 år, viser tal fra Danmarks Statistik. Den største bid er tilmed variabelt forrentet og uden afdrag. Gælden voksede i årene omkring finanskrisen, men det mest bekymrende er faktisk, at den ikke er skrumpet siden. Vi er langt inde i et opsving, renten er nul, og alligevel er gælden frosset fast.
Gælden hænger som et åg over landmændene. I 2016 betalte landbruget 8 mia. kr. i renter til realkreditten og pengeinstitutterne. Fra 2006 til 2016 har landmændene betalt svimlende 124 mia. kr. i renter til deres kreditorer. Bankerne har haft større indtægter på landbruget, end landmændene selv har haft det seneste årti, selv når man trækker bankernes nedskrivninger på dårlige lån fra, viste en analyse sidste år.
De forgældede landmænd er reduceret til en slags moderne fæstebønder: Nu er bonden blot bundet til sin pantsatte gård, banken og sit realkreditlån.
Landbrugets andet problem handler om sektorens millimetertynde forretningsmodel. Landbruget har - over ét - tabt penge på driften i syv af de seneste 11 regnskabsår. Det akkumulerede underskud fra 2007 til 2017 ligger på 24 mia. kr. Det er fuldstændig uhørt i andre brancher.
Man landede et solidt plus sidste år båret frem af bl.a.. stigende mælkepriser, men nu er vinden atter vendt. Årets underskud ventes at komme over syv mia. kr. Her skal man huske, at ingen sektorer begunstiges med de milliardtilskud, som landbruget modtager fra EU. Alene fra 2012 til 2016 modtog de danske landmænd over 36 mia. kr. fra den europæiske kasse.
De forgældede landmænd er reduceret til en slags moderne fæstebønder: Nu er bonden blot bundet til sin pantsatte gård, banken og sit realkreditlån.Magnus Barsøe, debatredaktør.
Landbrugets problemer er overvældende. Tørkepakkens millioner svarer til at kaste en spand vand på en skovbrand. Tusindvis af landmænd er fanget i et konkurrencepræget marked, hvor pris er blevet det eneste parameter. For mange er den position uholdbar. Man bliver nødt til at rykke højere op i værdikæden eller differentiere sit produkt. Men de konkrete strategiske valg hverken kan eller bør staten blande sig i.
Men gælden har nået en størrelse, hvor staten bliver nødt til at blande sig. Der skal to til gældsætning, og der har med garanti været truffet tåbelige beslutninger blandt både långivere og låntagere. Men spillet om sorteper er ligegyldigt. Vi kommer ikke udenom en form for gældseftergivelse.
Eksperter har tidligere appelleret til den finansielle sektor om frivillige nedskrivninger, men intet har det nyttet. Man bør overveje den model, som CBS-professor Finn Østrup luftede for et par år siden: Tving bankerne til over en årrække at nedskrive gæld for et større tocifret milliardbeløb for de landbrug, der vurderes som levedygtige.
Statssanktioneret gældseftergivelse skal på ingen måde blive en vane. Men bør derfor følge op med skrappere krav til kreditgivningen – f.eks. ved at tillade en lavere belåningsgrad og suspendere afdragsfrihed i en årrække. Men selvom gældseftergivelse er kontroversielt, er alternativet næppe tillokkende: Jævnlige, halvhjertede redningspakker, der aldrig løser problemet.
Magnus Barsøe er debatredaktør. Følg ham på @MagnusBarsoe eller skriv på magnus.barsoe@finans.dk
